Spørg Scientariet: Kan høretelefoner med kunstig varme forhindre mellemørebetændelse?
Vores læser Søren Eikers spørger:
Familiens femugers ferie for et par år siden fjernede al mellemørebetændelse hos husets yngste medlemmer. Kunne man lave denne varme kunstigt i en slags høretelefoner?
Uden antibiotika kunne man måske selv teste for det også. Rent økonomisk ville en sådan opfindelse jo nærmest kunne ses på nationalregnskabet med de færre barns sygedage i vinterhalvåret.
Mads Klokker, overlæge og klinikchef på Rigshospitalets øre-, næse- og halskirurgiske klinik, svarer:
Læs også: Spørg Scientariet: Hvordan stedbestemmer man lyd med lukkede øjne?
Vi har ingen videnskabelige sikre indikationer, som tyder på, at lokalbehandling med varme i øret i sig selv forhindrer eller behandler mellemørebetændelse. Varmen kan til gengæld nogle gange lindre de generende symptomer.
Det, I oplevede, var formentlig, at jeres børn i sommerferien blev udsat for andre og langt færre bakterier og vira, som så ikke var så virulente (sygdomsfremkaldende) som herhjemme i vintermånederne.
F.eks. har jeres børn i ferien ikke været i vuggestue eller børnehave, som ofte er arnestedet for mange luftvejssygdomme – specielt i vinterperioden.
At opholde sig i et land med andre bakterier vil dog ikke helbrede allerede eksisterende mellemørebetændelse, men det kan virke forebyggende. Og eftersom kroppen jo hele tiden bekæmper udefrakommende bakterier og vira, så har de i hvert fald i den periode ikke været udsat for den massive eksponering, som finder sted i institutionerne.
Det vil sige, at en evt. eksisterende mellemørebetændelse får mulighed for at blive bekæmpet af kroppen uden straks at blive erstattet af en ny.
Læs også: Spørg Scientariet: Kan et gab forhindre høreskader?
En dansk opfindelse, der i øvrigt forhindrer mellemørebetændelse ved at forhindre den forudgående forkølelseslignende væske i mellemøret inden betændelsen, er den såkaldte Otovent.
Otovent er en ballon, man skal puste op med næsen for derved at give luft op gennem det såkaldte Eustatiske Rør mellem næsehule og mellemøret. Den blev lanceret af ørelæge Sven-Eric Stangerup for mere end 10 år siden og sælges nu i mere end 150 lande verden over. Denne næseballon kan også anvendes hvis man lider af trykudligningsbesvær ifm. flyvning.
Ved Otovent-behandling af mindre børn kan det være nødvendigt, at en forælder puster ballonen op for derpå at sætte den på barnets ene næsebor med det andet lukket.
Læs også: Spørg Scientariet: Hvorfor kan nogle mennesker ikke høre, om stereolyd er i fase eller modfase?
Det kan selvfølgelig være svært at vide på forhånd, om små børn har en mellemørebetændelse på vej, men hvis de udtrykker utilfredshed, har svært ved at sove og evt. er begyndende febrile, kan man få ørerne undersøgt. Bliver der konstateret væske i mellemøret, kan man evt. prøve at give luft med ballonen.
Ved voksne vil det typisk vise sig ved pludselig nedsat hørelse ifm. en forkølelse eller en flyvetur (selv om det også kan skyldes andre ting).
Men man kan efterhånden hos de fleste læger få foretaget en trykprøve (’tympanometri’) af øret, som afslører væsken i mellemøret, idet et luftfyldt mellemøre giver god bevægelighed af trommehinden, mens et væskefyldt mellemøre giver anledning til manglende bevægelighed af trommehinden (luft er komprimerbart, og det er væske ikke).
Så for at opsummere: Nej, jeg tror ikke, at kunstig varme vil hjælpe jeres yngste så meget en anden gang, andet end at varme og omsorg formentlig imødeses hos jeres barn.
Men at være opmærksom på evt. væske i øret kan anbefales, og at prøve at komme af med den kan måske spare nogle sygedage og gener for barnet.
