Spørg Scientariet: Hvorfor virker psykisk pres på hikke?
Vores læser Lars von Magius spørger:
Det kan være meget svært at slippe af med sin hikke, når man først er kommet i gang.
Men et af de husråd, som næsten altid virker, er at tilbyde hikkeren en 10'er, hvis vedkommende kan hikke igen – jeg har endnu ikke måttet punge ud til mine børn på den konto.
Men hvad er det, der sker, når man hikker, og hvorfor er det så svært at stoppe hikke på egen hånd? Og hvorfor virker psykisk pres?
Læs også: Spørg Scientariet: Hvorfor rumler maven?
Andreas Munk Petersen, overlæge på Hvidovre Hospital, svarer:
Hikke er generelt en uskyldig foreteelse med en pludselig opstået ufrivillig refleks, betinget af rytmisk sammentrækning (4-60 pr. minut) af mellemgulvet ledsaget af stort set samtidig lukning af stemmelæberne, hvorved ’hik’-lyden opstår.
Det er generelt antaget, at påvirkning af nerver i spiserør og mavesæk kan være med til at fremkalde hikke, f.eks. ved opsvulmet mavesæk pga. for hurtigt indtag af føde eller væsker, eller ved fødeemner, der sidder for længe i spiserøret.
I disse tilfælde kunne hikken måske have en fysiologisk gunstig påvirkning ved at fremme tømning af spiserør og mavesæk grundet de fremkaldte trykforskelle i brystkasse og mellemgulv.
Sygdomme i spiserør og mave, inkl. kræft, kan også medvirke til langvarig eller gentagen hikke. Oftest synes der dog ikke at være nogen klar udløsende årsag, og vanligvis går hikke også over af sig selv.
Læs også: Vores hikken stammer fra dengang vi var padder
Når det gælder den godartede hikke, er der ikke nogen videnskabelig dokumentation for alle de mulige behandlingsforslag/husråd, såsom forskrækkelse, udlovning af belønning for næste hik, drikning af koldt vand m.v.
Personligt har det at drikke vand fra den modsatte side af glasset virket for undertegnede, men som beskrevet er der ingen dokumentation for, at det ene råd er bedre end det andet.
Der er ingen anden vej end at prøve sig frem – eller holde sig til det, der nu engang virker i ens egen familie.
Ved kronisk hikke bør alvorlig lidelse i hoved, hals, brystkasse og mave udelukkes, primært ved kikkertundersøgelse af spiserør og mavesæk, samt ved CT-scanninger.
I disse tilfælde kommer medicinsk behandling på tale – såsom midler til muskelafslapning, nervemedicin og peristaltik-fremmende midler.
Mon nogle af vores læsere har andre tips og erfaringer med hikke? Deltag i kommentarfeltet herunder.
