Spørg Scientariet: Hvorfor sværmer fluerne lige midt i rummet?

Vores læser Johnny Johansen har spurgt:

Min kæreste og jeg oplever hver sommer, at de fluer, der kommer ind i stuen, alle kredser om det samme punkt midt i rummet. Vi ser aldrig en eller to ovre i det ene hjørne eller lign., men altid midt i rummet. Er der en eller anden logisk forklaring på det?

Verner Michelsen, lektor i entomologi og gæsteforsker ved Statens Naturhistoriske Museum ved Københavns Universitet, svarer:

Jeres observation vedrører en bestemt flueart, kaldet den lille stueflue (Fannia canicularis). De fleste arter af fluer flyver forvirret rundt eller sætter sig i vinduerne, når de optræder inden døre. Kun den lille stueflue opfører sig så 'hjemmevant', at hannerne fortsætter deres naturlige sværmeraktivitet i stuen.

Denne består i en svirreflugt, hvor fluen står stille i luften, afbrudt af lynhurtige vandrette positionsskift. For at kunne opretholde denne form for 'trekantflyvning' behøver fluen eller fluerne en markør til at orientere sig efter, typisk i form af en loftlampe.

Selve sværmeriet kræver desuden rimeligt med plads og foregår derfor altid i pæn afstand fra stuens hjørner og sider.

Spørg fagfolket

Du kan spørge om alt inden for teknologi og naturvidenskab. Redaktionen udvælger indsendte spørgsmål og finder den bedste ekspert til at svare – eller sender spørgsmålet videre til vores kloge læsere. Klik her for at stille dit spørgsmål til fagfolket.