Spørg Scientariet: Hvorfor skal viseren på uret to gange rundt på et døgn?
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Spørg Scientariet: Hvorfor skal viseren på uret to gange rundt på et døgn?

Vores læser Bo Jacoby har spurgt:

På et gammeldags analogt ur går den lille viser to gange rundt på et døgn. Hvorfor ikke kun én gang rundt i døgnet, så den følger himlen eller Solen?

Har der tidligere været ure, som fulgte Solen? Dette har ikke noget med timer og minutter at gøre. Jeg har undret mig over det, siden jeg var barn, men ingen har kunnet svare.

Michael Petersen, faglærer på Urmagerskolen, ZBC i Ringsted, svarer:

Jeg og kollegerne på Den Danske Urmagerskole i Ringsted forstår godt, at spørgeren har undret sig, siden han var barn, idet forklaringen nok må være, at der ikke er nogen forklaring! I alle fald ikke en videnskabeligt og historisk funderet forklaring.

Læs også: Pensionister bag kæmpe pendul i Svendborg: »Vi håber at vise, at Jorden drejer rundt«

Men hvorfor er det så blevet en vane hos alle Jordens kulturer, at se klokken på de så kendte urskiver med en timeviser, der roterer to gange på et døgn?

Ja, man kan vel antage, at denne måde at vise tiden er blevet til, fordi:

  1. En urskive inddelt i 12 timer er let at aflæse, selv i dårlig belysning, og

  2. En urskive inddelt i 12 timer er smuk for øjet.

Læs også: Uret tikker: Hvor tæt mener du, vi er på dommedag?

Når mennesket udfører kreationer, så vil de kreationer, der overlever generationers skiften, være dem, der er håndtérbare i den daglige fremstilling og anvendelse, samt dem, hvor der i kreationen er en tidløs indbygget æstetisk og et eviggyldigt smukt design.

Urskiven, som vi kender den med inddelingen på 12 timer, har for urmagere gennem tiderne været let at fremstille, ligesom den i sin simpelhed har en ro og fred, der gør den smuk for brugeren.

Urskivens smukke udførelse pryder omgivelserne, hvor end man anvender uret - såvel i kongesale, i almindelige hjem og på ethvert menneskes håndled.

Der har i gennem tiderne været ganske mange eksempler på urskiver, der er inddelt i 24 timer. Disse urskiver får let et avanceret udseende, og dermed kompliceres det at aflæse klokken hurtigt og enkelt.

Urskiver med en deling på 24 har dog været en succes til brugere, der ønskede dette avancerede og tekniske udseende.

Læs også: Spørg Scientariet: Hvad har relativitetsteorien egentlig gjort for menneskeheden?

Inden for industrien, søfarten og i militæret har der ligeledes været behov for ure med en angivelse af klokken 14, 15, osv., men disse ure har fungeret traditionelt med en timeviser, der roterede to gange på et døgn. Disse ure har heller ikke fundet bredere anvendelse på grund af deres tekniske og lidt uoverskuelige design.

Urskiver med inddeling på 24 har i deres design haft en timeviser, der pegede på Solens vandring hen over himmelhvælvingen - vel at mærke kun, når brugeren befandt sig på eller nord for ækvator.

Funktionen, at viseren peger på Solens og dens vandring, forsvinder, hvis brugeren befinder sig syd for ækvator, da viseren her vil bevæge sig modsat Solens retning. Dermed bortfalder dette argument for at fremstille disse urskiver.

Oprindelsen til urskiven, som er inddelt i 12 timer, hvor timeviseren roterer to gange på et døgn, kan vel tilskrives de gamle verdensbilleder af 12 stjernetegn, som blev placeret på himmelhvælvingens cirkel. Og dermed er urskiven endnu et billede, der forener os alle, uanset hvilken kultur eller religion der måtte adskille os.

Spørg Scientariet

Du kan spørge om alt inden for teknologi og naturvidenskab. Redaktionen udvælger indsendte spørgsmål og finder den bedste ekspert til at svare – eller sender spørgsmålet videre til vores kloge læsere. Klik her for at stille dit spørgsmål til Scientariet.

Forklaringen som kommer fra Mesopotamien ("Toflodslandet") og senere Egypten, er at man oprindeligt ikke talte natten med. Der var altså kun 12 "dagtimer" fra solopgang til solnedgang; det var den gang man kun brugte soluret. Senere kom vanduret, som også kunne måle tiden om natten, og også natten blev inddelt i 12 timer. Disse timer ("temporal hours" på engelsk) var dog naturligvis ikke lige lange så der var dag- og nattimer som begge varierede med årstidsvekslingerne, men i Mellemøsten er der dog ikke så stor forskel som fx i Nordeuropa, hvor vi har brugt "equal hours" siden Middelalderen.

John Larsson

  • 25
  • 0