Spørg Scientariet: Hvorfor rumler maven?
Vores læser Jesper Badstue spørger:
Jeg har spekuleret over, hvad det er, der får maven til at ‘rumle’.
Skyldes det biologiske/kemiske processer, bevægelse af muskler omkring maven? Og er det rent faktisk i maven, rumlen opstår, eller er det i tarmene?
Desuden har jeg hørt, at rumlen opstår, hvis man plejer at spise på samme tidspunkt af dagen. Så begynder maven at ’forberede’ sig på at skulle fordøje maden og rumler, selv om der så ikke er noget at fordøje på det sædvanlige tidspunkt.
Læs også: Spørg Scientariet: Hvorfor får man sommerfugle i maven?
Andreas Munk Petersen, overlæge på Hvidovre Hospital, svarer:
Maven rumler, fordi der er bevægelse af indholdet i mavesækken og/eller tarmene. Denne bevægelse kaldes også peristaltik.
Peristaltikken er forklaret ved en rytmisk ændring af de elektriske impulser i den muskulatur, der ligger rundt om mavesækken og tarmene. Disse elektriske impulser medfører en sammentrækning af muskelcellerne, der bevæger sig fra øvre del af mavetarmkanalen til den nedre del.
Både det autonome nervesystem og hormonelle faktorer påvirker peristaltikken. Rumlen i maven og tarmene er altså et godt tegn.
Hvis du ikke har tilstrækkelig bevægelse i tarmene, lider du typisk af forstoppelse, og det er ikke sundt.
Læs også: Spørg Scientariet: Kan man smitte sig selv med E. coli-bakterier?
Indholdet i mave-tarm-kanalen drives i øvrigt fremad efter fødeindtag i form af den såkaldt gastro-koliske (mave-tyktarms)-refleks, hvor signaler går fra maven til de nerveceller, der styrer muskelsammentrækninger i tyktarmen.
Det kan resultere i øget rumlen og også afføringstrang, der således ikke er forklaret ved madens hurtige passage fra mavesæk til tyktarm, men derimod ved den gastro-koliske refleks.
Din mave kan også rumle, når du er sulten. Det kan nemlig sagtens rumle, selvom der kun er luft og væske i tarmen, og typisk vil man så opleve, at rumlen bliver lidt højere, da der ikke er tarmindhold til at dæmpe lydene.
Peristaltikken øges dog også, når man ikke har spist i flere timer, i det sidste tilfælde fornemmer receptorer i mave-tarm-kanalen manglen på mad, hvilket medfører en migration af muskelkontraktioner ned gennem mave-tarm-kanalen, der sørger for, at tarmindholdet ikke ophobes uhensigtsmæssigt.
Læs også: Regulering af tarmflora skal hjælpe overvægtige gravide
Din mave kan altså rumle, både fordi du er sulten, eller når din krop forarbejder din mad. Ja, faktisk rumler din mave mere eller mindre konstant. Du kan bare ikke altid høre det.
Hvis man lyttede med et stetoskop på maven, så kan man til en hver tid høre rumlen under forudsætning af, at dit tarmsystem fungerer optimalt.
Der er ikke nogen forklaring på, at der skulle være særlig rumlen på faste tidspunkter af døgnet, udover at der er en sammenhæng mellem maverumlen og med, hvornår man spiste sidst.
Og da de fleste jo spiser på ret fastlagte tidspunkter, kan man måske få en fornemmelse af denne regelmæssighed.
