Vores læser Anker Ravn har spurgt:
Her på det seneste har jeg bemærket, at størstedelen af de bananer, jeg køber, revner på langs. Det sker typisk allerede efter et halvt til et helt døgn efter, at de er købt, og det er ikke fordi, de bliver overmodne, da de tit kan være grønne og stadig revne.
Bananerne flækker altid på den side, som krummer indad, og man kan tit se, at bananerne i supermarkedet er revnet, mens de ligger på hylderne.
Læs også: Spørg Scientariet: Hvorfor ændrer frugt smag og farve efter stød?
Jeg har googlet emnet, men det er svært at finde noget konkret, andet end at det kan have noget at gøre med temperaturen og luftfugtigheden, som bananen bliver udsat for både før og efter høst.
Håber, I kan hjælpe med det store mysterium.
Leif Skibsted, professor i fødevarekemi på Københavns Universitet, svarer:
Bananer høstes umodne og transporteres som regel umodne til forbrugslandet. Her tvangsmodnes de ofte, ved at man eksponerer de umodne bananer for luftarten ethylen. Ethylen produceres af planterne selv for at fremme modning af grøntsager og især frugt. Ethylen bruges dog også teknologisk til at styre modning.
Læs også: Hit til grønthandleren: Håndholdt sensor måler frugtens modning
Modnende frugter producerer ethylen, og modningen bliver derfor selvforstærkende. Det er også grunden til, at man ikke bør opbevare modne frugter sammen med grøntsager, da grøntsagerne bliver 'overmodnede' eller slatne og visne.
Modne tomater gør således agurker gule. Man kan fremme modning af avocadoer ved at lægge dem umodne i plastposer sammen med modne æbler eller tomater.
Mit bedste bud på de flækkede bananer er, at de er umodne, men at modningen så er 'løbet løbsk' indefra, enten fordi de er tvangsmodnede, eller fordi de er begyndt at modne i lukkede rum eller poser, hvor ethylen ophobes og ikke luftes ud.
Skrællen kan ikke modstå trykket af selve den modnende banan, der nu flækker indefra. Skrællen vil flække, hvor den er svagest og trykket størst.
