Spørg Scientariet: Hvorfor modner kiwier i en bakke ikke samtidig?

17. september 2016 kl. 10:00
Spørg Scientariet: Hvorfor modner kiwier i en bakke ikke samtidig?
Modning af kiwi er mindre kritisk for spisekvaliteten, og derfor kan de typisk være gode over længere tid, når man først har brudt indpakningen. Illustration: Luc Viatour.
En læser glæder sig over, at hans kiwier modner et par stykker ad gangen. Men hvad skyldes det mon? Det har professor i fødevarekemi et bud på.
Artiklen er ældre end 30 dage

Vores læser Gandalf Saxe har spurgt:

Når jeg køber en bakke med ti kiwier i supermarkedet, så modnes de altid ca. 2-3 stykker ad gangen jævnt over en uge – dejligt!

Dette kan næppe være et tilfælde – hvad sikrer denne gode blanding af forskellige modenhedsstadier af kiwifrugter i en enkelt bakke?

Avocadoer i net, derimod, modnes i langt højere grad alle omkring samme tidspunkt! Hvorfor bruger man ikke den samme teknik på avocadoer?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Læs også: Spørg Scientariet: Hvorfor er frugt sundt?

Leif Skibsted, professor i fødevarekemi ved Københavns Universitet, svarer:

Jeg tror, der er tale om et tilfælde, eller også har producenten pakket kiwier af forskelig modningsgrad, hvor du har valgt de bløde først. Pakker man umodne kiwier sammen med mere modne kiwier, kan man få et forløb med gradvis modning til forbrug over flere dage.

Men ellers sker der faktisk det, at kiwier, som er indpakket i en bakke, vil modne hurtigt, indtil pakken åbnes, og luften fornyes. Luftfornyelsen bremser modningen af kiwi, og det samme sker med f.eks. avocado.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kiwi og avocado er nemlig begge såkaldte klimakteriefrugter, som kan høstes umodne og efterfølgende modnes til spisebrug adskilt fra planten.

Ikke-klimakteriefrugter som bær, ananas og citrusfrugter skal høstes modne, da de ikke kan modne adskilt fra planten.

Læs også: Spørg Scientariet: Hvorfor ændrer frugt smag og farve efter stød?

I klimakteriefrugter stiger respirationshastigheden og produktionen af luftarten ethylen under modning. Ethylen fremmer modning og omdannelse af stivelse til sukker i frugten. Modning kan derfor forsinkes ved at udlufte frugterne, så ethylen fjernes, hvilket anvendes i stor udstrækning ved transport af bananer, der også er en klimakteriefrugt.

I lukkede rum bliver modningen derimod selvforstærkende, og derfor kan man fremme modning af bananer, kiwi og avocadoer ved at opbevare disse klimakteriefrugter i lukkede poser. En moden frugt vil ligeledes fremme modning af umodne frugter i samme poser.

De allerfleste frugter får den bedste kvalitet, hvis de modnes på planten. Det gælder dog ikke avocado og bananer, der får den samme gode kvalitet ved modning adskilt fra planten. Derfor høstes disse frugter umodne og modnes under transport eller på lager gennem styring af ethylen i luften.

Køber man et net med umodne avocadoer til brug over flere dage eller uger, kan man derfor lægge nogle i køleskabet uindpakkede og nogle ved stuetemperatur i en pose. De indpakkede ved stuetemperatur modner hurtigst, mens de afkølede, uindpakkede forbliver umodne, indtil man flytter dem.

Modning af avocado er meget kritisk for spisekvaliteten, mens modning af kiwi er mindre kritisk for spisekvaliteten, og derfor kan de typisk være gode over længere tid, når man først har brudt indpakningen.

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger