Spørg Scientariet: Hvorfor lader man ikke bare den udtjente rumstation hænge?
Vores læser Mikael Nielsen har spurgt:
Når nu det koster en formue at sende ting op i kredsløb med raketter, hvorfor lader man så ikke tingene blive deroppe? Her tænker jeg på planen om at lade ISS brænde op, når den dekommissioneres og forsyningsfartøjer, der sendes tilbage med skrald, som brænder op i descent, etc.
John Leif Jørgensen, professor på Institut for Rumforskning og Rumteknologi på DTU Space, svarer:
Det er dyrt at sende ting i rummet, dels fordi løfteraketten er dyr, dels fordi selve satellitterne er meget komplekse og derfor dyre. Men værdien af de ydelser, som satellitterne leverer, er tilsvarende stor.
Læs også: Forskere vil brænde rumskrot med laser fra ISS
Selvom en satellit er lavet til 'state of the art' ydeevne og af de mest holdbare materialer, menneskeheden kender, har de alligevel en begrænset levetid. Dels bliver de hele tiden slidt ned af den ioniserende stråling i rummet, dels bliver de langsomt teknisk forældet (som det også kendes fra computere, biler, telefoner og anden avanceret teknologi), dels vil en satellit typisk have brændstof med til 10-15 års drift.
Når en satellit således er udtjent, har de fleste nationer i verden underskrevet en traktat, som forlanger, at man fjerner satellitten, så den ikke bliver til fare for andre, populært kaldet rumskrot.
Der er kun to måder at gøre dette på: Den ene bruges til satellitter i høje baner om Jorden. Her flytter man den udtjente satellit ud i en parkeringsbane højere end den, hvor normale satellitter flyver, f.eks. et par hundrede kilometer over GPS eller geostationær bane. Her vil satellitten så blive i meget lang tid (hundrede tusinder af år), hvorfor de ikke udgør en kollisionsfare for rumfarten.
Læs også: Kina har mistet kontrol over rumstation
Den anden metode bruges til satellitter i lave jordbaner (perigæum mindre end 2.000 km). Her bliver man nødt til at de-orbitere satellitterne, dvs. bringe dem ned i en bane, der er så lav, at de brænder op i atmosfæren. Dette skyldes, at der ikke er helt lufttomt i så lave baner, og at en satellit, der overlades til sig selv, langsomt vil spirallere nedad og til sidst brænde op. Den udtjente satellit vil således krydse ind over de baner, som andre satellitter skal bruge og dermed udgøre en kollisionsfare.
F.eks. skal vi løfte ISS op ca. hver tredje måned for at sikre den ønskede banehøjde. Dvs., at vi konstant skal sende forsyninger af brændstof op til ISS, hvilket koster en del ressourcer. ISS skal derfor, efter planen, klippes op i mindre dele og de-orbiteres, når vi ikke længere kan få vedligeholdelsen til at holde trit med nedslidningen.
Bemærk også, at kineserne bliver kritiseret for ikke at klippe deres rumstation op, hvorfor den ikke vil brænde fuldstændigt op, og større klumper vil kunne nå Jordens overflade.
Vi, her på DTU Space, skal altid designe vores instrumenter, så de kan genindtræde sikkert i vores atmosfære, hvilket ikke altid er så let. F.eks. vil vi frygteligt gerne have lov til at bruge wolfram (tungsten) til strålingsafskærmning, men da wolfram også har det højeste smeltepunkt af alle metaller, vil selv små wolframdele kunne nå Jordens overflade, så den går ikke.
