Vores læser Troels Kjær har spurgt:
Hvorfor dannes der en rund halo omkring flyets skygge?
Da jeg fløj fra Færøerne til København i en BAe-146/RJ, bemærkede jeg flyets skygge på skyerne under mig, kort efter vi havde lettet.
Hele skyggen så ud som om, den befandt sig inden i en stærkt lysende gul cirkel, som udadtil var afgrænset af en orange ring.
Der var ingen anisotropi at se i dette lysfænomen. Hvad er det for et fænomen, jeg har set? Hvordan opstår det?
Læs også: Spørg Scientariet: Hvordan måles sne-nedbør?
John Cappelen, klimatolog hos DMI, svarer:
Det lyder som et fænomen som det, man kan se på denne side.
Når skyggen af et fly i luften kastes på en sky eller tåge, kan der opstå en glorie, der er et diffraktionsfænomen, når lys spredes på bittesmå vanddråber.
Læs også: Spørg Scientariet: Hvordan tager man så detaljerede satellitbilleder?
Der er tale om en kompliceret proces, der kaldes Miespredning, hvor en stor del af lyset spredes tilbage i den retning, hvorfra det kom. Miespredningen sørger for at sprede alle bølgelængder lige meget, så det er størrelsen på dråberne, som er afgørende og ikke lysets bølgelængde.
Lyset spredes, når det passerer forbi partiklernes overflade og ser altså anderledes ud end en regnbue, hvor reflektionen sker inden i vanddråben.
Når f.eks. skyggen af en person på en bjergside eller skyggen af et fly i luften kastes på en sky eller tåge, man befinder sig over, kan en eller flere farvede ringe af lys til tider ses omkring skyggen af ens hoved eller flyet. Dette lys kaldes for en glorie.
Skyerne kan især lyse flot omkring Solen og Månen og ses ofte i nye skyer, hvor dråberne stadig er ensartede. Det kan dog også opstå højere i atmosfæren, hvor f.eks. raketudstødning kan ses i stratosfæren.
