Spørg Scientariet: Hvorfor giver min røremaskine stød?

24. februar 2018 kl. 12:0059
Spørg Scientariet: Hvorfor giver min røremaskine stød?
Illustration: Urbanlight/Bigstock.
En læser oplever, at hans røremaskine giver stød, når han rører ved den. Hvad gør man ved det? Næstformand i IDA Elteknik svarer.
Artiklen er ældre end 30 dage

Vores læser Freddy Skov-Jensen spørger:

Jeg har erfaret, at min røremaskine af mærket QUIGG KM2010.10 220-240V 50/60Hz 1200W giver stød, når man rører ved den. Ikke ret meget – men det kan mærkes.

HFI- og HPFI-relæet slår ikke fra, når der røres ved maskinen. Stikproppen er med jord, men ikke med tre ben. Det vil sige, maskinen får ikke jord.

Når der måles med et multimeter AC mellem maskinen og jord, måles der en spænding på 115VAC. Skal maskinen ikke i henhold til stærkstrømsreglementet være sikret mod elektrisk overgang? Og vil overgangen, der måles, forsvinde, hvis stikproppen monteres med tre ben, dvs. med jord?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ser frem til at modtage Deres svar.

Læs også: Spørg Scientariet: Hvorfor springer mine sparepærer?

Erik Herse, næstformand i IDA Elteknik, svarer:

En uønsket strøm hidrører fra en fejlstrøm eller en lækstrøm, og her er der tale om et elapparat med en elmotor og formentlig noget elektronik til hastighedsregulering mv. Det kan betyde kapacitiv kobling med en lækstrøm til følge.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Elapparatet er forsynet med et såkaldt Schuko-stik, og disse apparater er fuldt lovlige at sælge i Danmark. Dog er det brugerens ansvar, at de forbindes korrekt til en beskyttelsesleder (gul/grøn jordleder), hvilket kan gøres enten med en adapter eller ved at montere en dansk stikprop med et tredje ben.

Læs også: Spørg Scientariet: Kan jeg nedbringe stråling i mit anneks med aluminiumsfolie?

Ellers er det blevet lovligt at få monteret Schuko-stikkontakter i danske elinstallationer. Det må man gøre selv, hvis der i forvejen sad en Schuko-stikkontakt, men ellers skal der en elinstallatør på sagen. Dog vil dette nok blive en for dyr løsning i dette tilfælde, så mit råd vil være at få koblet elapparatets beskyttelsesleder sammen med elinstallationens beskyttelsesleder, og så vil ’stødet’ forhåbentlig holde op. Gør det ikke det, er der fejl på elapparatet eller elinstallationen.

Det fremgår, at du har en HFI- eller HPFI-afbryder (fejlstrømsafbryder) i elinstallationen (det hedder dog ikke et relæ og er i øvrigt internationaliseret i de nye installationsbestemmelser som en RCD – residual-current device). Det bør jævnligt tjekkes, om den virker.

Fejlstrømsafbryderen fungerer på den måde, at den foretager en sum-måling af strømmene i de tre faser samt nul-lederen. Afviger summen fra nul, går der en fejlstrøm.

Lægevidenskaben har påvist, at strømstyrker under 30 mA er ufarlige for normale mennesker, mens større strømstyrker kan give ventrikelflimmer og hjertestop. Ekstremt kan der opstå forbrændinger og ødelagte indre organer. En RCD afbryder fejlstrømme større end 30 mA.

59 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
60
12. marts 2019 kl. 22:57

Installer schukostikkontakter så er problemet løst en gang for alle. Dansk jordsystem er noget fordømt skrammel der burde forbydes.

55
26. februar 2018 kl. 22:07

"Du skal bare være opmærksom på at garantien på mange el-apparater ikke dækker hvis du har pillet ved apparatet" advarer Silvan vedrørende udskiftning af stik i deres video om Schuko / DK adapter. Så nogle handlende har den opfattelse.https://www.youtube.com/watch?v=3H9hIjE9dRE

54
26. februar 2018 kl. 15:49

Nu har jeg 37 år på bagen som lydmand (eng: sound engineer, så ja ;)). Vi kan have problemer med musikere der får stød på mikrofoner. I 99,9 pct er det guitarister der har kontakt med deres forstærkere, via fingrene selvfølgelig, og disse forstærkere bruger vi mikrofon på. Dvs der er ikke udligning af nul potentiale mellem mikrofonen og forstærkeren. Bla bla I forstår. Vi jorder alt, men vi ved sgu aldrig hvordan jordingen er gennemført i en gammel amerikansk forstærker. Det bedste trick i bogen er så at lave en lineforbindelse fra mixeren til forstærkeren. Strøm pist væk. Og ift når en forsanger der ikke rører ved andet end mikrofonen får stød og klager, plejer den gamle rotte her at sige: Lædersåler og syntetisk tæppe, dårlig kombi, brug hånden først og så læberne (no pun intended). Jeg får tit stød når jeg kører i lift og strejfer jern der har jord, ærgrer mig hvergang over at jeg glemmer at smide håndfladen på, tyk hud osv. Statiske stød får man kun en gang, så længe man står stille, hvorimod fejlstrøm er der hele tiden. Ik Å ?

53
26. februar 2018 kl. 10:18

Spændingen på 115 VAC kommer fra en capacitiv spændingsdeling fra de Y-kondensatorer som sidder fra hhv fase og nul og til stel (jord). Kondensatorerne er en del af netstøjfilteret som sidder i røremaskinen. Problemet fjernes ved at udskifte stikproppen med en jordet version. Løser det ikke problemet skal el-installationen checkes - så mangler den forbindelse til jord.

  • Grunden til at vi i lille Danmark har vores helt eget system med jordforbindelser finder vi hos LK-NES som var med til at skrive de danske standarder på området og som sjovt nok sørgede for at de passede præcist til deres produkter - samt at de sørgede for at godkendelserne af konkurrerende produkter ikke var muligt grundet krav i standarden. De havde i rigtigt mange år stort set monopol på el-materiel i Danmark og tjente kassen på det. Da jeg i sin tid var i lære som elektriker (1981 - 85) var en stikkontakt dyrere dengang end den er idag. Det har heldigvis ændret sig...
52
26. februar 2018 kl. 09:39

Jeg kan kun på det KRAFTIGSTE anbefale at få jordet ALLE apparater i køkkenet!

Kurt Frederichsen Jeg kan kun bakke op om din anbefaling om at sikre jord til alle apparater i vådrum. Men der må også have været en defekt i apparatet, for (Y) kondensatorværdien skal have en størrelse, der sikrer at strømmen ikke når et farligt niveau uanset hvor god forbindelsen er. Et alternativ kan være, at flere netstøjfiltre er koblet uheldigt i parallel via en ikke-jordet jordleder, men det lyder ikke til at være tilfældet.

Et er netstøjfiltre, - noget andet er risikoen for slid eller defekter på ledninger mv. Det er en gåde, at der sælges Schuko apparatstik til danske stik (og omvendt).

49
26. februar 2018 kl. 00:02

Så man skal sørge for Euro underlag, når man får lavet nyt el.

Uanset hvad man mener om LK (nu Schneider) priser så er Fuga serien noget af det bedst design på området og i øvrigt også de mindste, en Euro dåse (som er omtrent på samme størrelse som en Opus) er 50% bredere end en Fuga og div. udtag og afbrydere til dem er definitivt ikke specielt kønne.

46
25. februar 2018 kl. 21:37

Det vil kræve at der opstår en fejl i samme øjeblik som blikkenslageren arbejder. Det kan ikke være en gammel fejl for så havde HPFI relæet slukket længe inden at han begyndte arbejdet.

Altså hvis HFIen i forvejen ikke virker og aldrig bliver testet, så er vi nede på en "usandsynlighed", der kan være dødelig. Ikke på vandværket, men en VVS'er i kælderen kan få et stød. At flere ting går galt "samtidigt", er jo forklaringen bag de fleste ulykker.

Hvilket nok er grunden til, at jeg helst vil have en vidende elektriker til at forbedre installationerne.

42
25. februar 2018 kl. 17:48

VVS-eren ender i det tilfælde nærmest usvigeligt med at blive en del af jordforbindelsen, og han har ikke engang en dårlig vandforbindelse at dele strømmen med!

Det vil kræve at der opstår en fejl i samme øjeblik som blikkenslageren arbejder. Det kan ikke være en gammel fejl for så havde HPFI relæet slukket længe inden at han begyndte arbejdet.

Nu hvor HPFI relæet er et lovkrav er det iøvrigt svært at komme alvorligt til skade på den måde. Ikke umuligt forstås men det vil være sjældent. Gad vide om der findes statistik på det?

41
25. februar 2018 kl. 17:17

de fleste Schuko er udført som kombi stik af Schuko og Fransk</p>
<p>Hvorfor så egentligt ikke markedsføre et stik, som er en kombination af schuko og dansk standard?

I det franske system sidder jordpinden i stikdåsen. Derfor kan man lave et ekstra hul i kombi stikpropper (CEE 7/7) som jordpinden passer i.

I det danske system sidder jordpinden på stikproppen. Så hvis man monterede en dansk jordpind på Schuko-stikpropper, så kunne de ikke bruges i andre stikdåser end de danske.

Man kan heller ikke lave et hul til danske jordpinde i Schuko-stikdåser, for formen på stikpropperne gør at en dansk stikprop ikke kan komme ind i en Schuko stikdåse, selv hvis man klipper jordpinden af.

40
25. februar 2018 kl. 17:05

Hvordan kan der sikke en Schuko før, når det ikke har være lovligt før?

Der skal have siddet en stikdåse med jord før.

I praksis handler det nok mest om underlagsdåser.

Jeg tror ikke at man uden videre kan montere en Schuko-stikdåse i et gammeldags dansk Fuga underlag til LK kontakter.

Hvis man derimod har en Euro-underlagsdåser, kan man nemt montere både Schuko og danske stikdåser i dem.

Jeg fik selv engang i forbindelse med en renovering indmuret Eurodåser. Jeg fik monteret danske stikdåser i dem fordi Schuko ikke var tilladt dengang. Men nu kan jeg skifte dem til Schuko når og hvor jeg har brug for det.

Nu har LK laven en Schuko stikdåse til deres Opus 66, som koster 5 gange mere end andre Schuko stikdåser.

Så man skal sørge for Euro underlag, når man får lavet nyt el.

39
25. februar 2018 kl. 16:44

Arh mon dog. Hvis der er jernrør mere end et par meter i jord, så er det effektivt jordet og enhver overgang vil medføre at sikringerne går og HPFI relæet slår fra.</p>
<p>Faren er når der ikke er jernrør hele vejen og damen i lejligheden under er i bad samtidig med at du har en overgang.

Men der jo netop heller ikke jernrør hele vejen til jord, når VVS-eren har skruet rørledingen fra hinanden.

VVS-eren ender i det tilfælde nærmest usvigeligt med at blive en del af jordforbindelsen, og han har ikke engang en dårlig vandforbindelse at dele strømmen med!

Under alle omstændigheder bør forslag, som at bruge husets VVS-installationer som jordforbindelse (eller noget som helst andet, der ikke er beregnet til det), ikke engang fremsættes for sjov!

38
25. februar 2018 kl. 16:25

Er det selve kondensator-anordningen i sig selv, der er et krav, eller er det blot en metode til at opfylde EMC direktivet omkring interferens - som naturligvis stadig er et krav.

Jeg kender kravet til kondensatorerne fra før, der eksisterede et EMC-direktiv.

Endvidere er det da vist* også et krav at metalindkapslingen skal være isoleret mod berøring, hvis den er forbundet med Y-kondensatorer, og der ikke er en fast jordforbindelse - også selvom der kun løber en ufarlig strøm.

Det meste HiFi-udstyr (som ofte slet ikke er udstyret med en jordleder på netledningen) med metalkabinet har en smule "brum" på overfladen. Jeg har altid antaget, at det var på grund af de nævnte kondensatorer, men jeg har godt nok aldrig tjekket det.

37
25. februar 2018 kl. 16:21

Det er kendt som X og Y capacitor. Det er meget almindeligt og et krav på nogle apparater.

Er det selve kondensator-anordningen, der er et krav, eller er det blot en metode til at opfylde EMC direktivet omkring interferens - som naturligvis stadig er et krav?

Det er i øvrigt kun Y-kondensatorerne, der har forbindelse til stel, mens X-kondensatorer forbindes mellem AC-forsyningens ledere.

Endvidere er det da vist* også et krav at metalindkapslingen skal være isoleret mod berøring, hvis den er forbundet med Y-kondensatorer, og der ikke er en fast jordforbindelse - også selvom der kun løber en ufarlig strøm.

For hvad sker der den dag hvor en sådan kondensator fejler og kortslutter?

*(ved det ikke med sikkerhed, men burde i hvert fald være)

36
25. februar 2018 kl. 16:01

Det skorter ikke på råd om udskiftning af stik og nye installationer.

Som udgangspunkt burde sådanne situationer med disse spændinger på apparatet ikke forkomme, men måske kunne man løse det helt enkelt ved at lakere apparatet. ?

34
25. februar 2018 kl. 13:51

På ældre vandrør hvor der er jernrør hele vejen til vandværket risikerer man at slå vvs eren ihjel når han skal udskifte et stykke rør.

Arh mon dog. Hvis der er jernrør mere end et par meter i jord, så er det effektivt jordet og enhver overgang vil medføre at sikringerne går og HPFI relæet slår fra.

Faren er når der ikke er jernrør hele vejen og damen i lejligheden under er i bad samtidig med at du har en overgang.

33
25. februar 2018 kl. 13:46

Ja jeg har i hvert fald oplevet, at en stor kendt isenkræmmerforretning

Den sag havde han tabt med et brag. Du må godt udskifte stikket. Derudover kan man ikke afvise en reklamation med henvisning til noget der ikke er relevant for problemet.

Næste gang, i stedet for at råbe, så fortæl ham at du tager den i det relevante klagenævn og at det blot medfører flere udgifter og dårlig omtale for ham.

32
25. februar 2018 kl. 13:29

ad Allan Olesen "Har du konkrete eksempler på det?"

Ja jeg har i hvert fald oplevet, at en stor kendt isenkræmmerforretning totalt afviste at forholde sig til at et ½ år gammelt apparat holdt op med at virke. Begrundelsen, som blev stædigt fastholt, var at jeg havde foretaget "konstruktive indgreb i apparatet" ved at udskifte et shuko-stik til et dansk standard jordstik. Jeg var til sidst meget højlydt, for at sikre mig at alle kunder i forretningen kunne høre hvad der foregik, men butikschefen ville overhovedet ikke så meget som røre ved apparatet. Siden har jeg advaret alle i min omgangskreds mod denne butik. Nu er det nogle år siden, så det tjener ikke længere noget formål at nævne butikken ved navn. Jeg har fået fortalt lignende fra flere andre, der har haft samme problem i andre butikker, så det er ikke et enestående tilfælde - uanset hvad love og regler siger.

31
25. februar 2018 kl. 13:15

Hvorfor så egentligt ikke markedsføre et stik, som er en kombination af schuko og dansk standard?

Jeg ved ikke om det er en røver, men jeg har flere gange hørt en historie, som givetvis skulle stamme fra England:

Man havde 5 forskellige stiktyper, og derfor nedsatte man et udvalg, som skulle udvikle et stik som kunne erstatte de 5 typer man havde i forvejen.

Udvalget udarbejdede et nyt stik, og resultatet blev at nu havde man ikke 5 forskellige stik, men 6...

God søndag!

/R

29
25. februar 2018 kl. 12:39

Det er en meget dårlig ide at jorde til vandhanen da der i rigtig mange ikke er jordforbindelse grundet plastvandrør i systemet. På ældre vandrør hvor der er jernrør hele vejen til vandværket risikerer man at slå vvs eren ihjel når han skal udskifte et stykke rør. Så foreslå ikke noget sådant, ikke engang for sjov.

28
25. februar 2018 kl. 12:26

Måske ikke vandhane; men vandrør er bedre end ingenting. Det gjorde jeg med vaskemaskinen i min første lejlighed, hvor alt kørte på én kreds med gamle stofledninger. Der summede det ubehageligt, når maskinen var tændt og man tøj tøj ud. Der røg lige en ledning fra vaskemaskine over til det kolde vandrør - vi havde slet ikke varmt vandt dengang på trods af at det var i 1997.

Alt el blev i øvrigt trukket om et par år efter. Ca. samtidigt kom der varmt vandt i køkkenet (luksus) og centralvarme i stedet for de gamle petroleumovne.

27
25. februar 2018 kl. 12:00

Hvorfor så egentligt ikke markedsføre et stik, som er en kombination af schuko og dansk standard?

Det må du ikke spørge mig om men jeg tror det har noget med polarisering at gøre, i øvrigt er et helt rigtigt originalt Schuko er en plage ud over alle grænser IMHO pga div. udskæringer i stikket og udtaget... Hvis jeg kunne bestemme ville jeg vælge enten engelsk standard (fordi de kun stikker ca. 1,5 cm ud af væggen) eller Schweizisk som er noget er det mindste man kan få. Dansk standard har den store fejl at det ben som burde være længst (jord) er kortest og fransk er idiotisk med et ben som stikker ud af udtaget.

25
25. februar 2018 kl. 10:30

Vrøvl, Michael. Den danske standard er fra langt før Schuco, og det er dyrt og kompliceret at ændre. Der findes også andre afvigende standarder i Europa. Og der er store kommercielle interesser involveret. Der er intet som helst belæg for at konkludere hverken uduelighed eller korruption.

24
25. februar 2018 kl. 10:15

...er rent teknisk ikke fra Schuko til Dansk standard men fra Fransk standard til Dansk standard, at de fleste Schuko er udført som kombi stik af Schuko og Fransk er en ikke relevant detalje, da du godt kan opleve udstyr leveret med ren Schuko dvs. uden hul. Der findes IKKE en Schuko til Dansk standard sandsynligvis fordi Schuko ikke er polariseret og Dansk standard er polariseret - hvilket nu om dage burde være ganske irrelevant. Polariseret i denne sammenhæng betyder at det er klart defineret hvilket ben i en jordet stik som er fase og hvilket er nul.

23
25. februar 2018 kl. 10:06

Ja - man er vel ingeniør! Det tester vi ca. én gang om året og det blev naturligvis checket efter episoden! Ligeledes checkede jeg også apparatet og udover de filter-kondensatorer, der laver en middelspænding på apparatstel, var der ingen elektriske forbindelser til stel og ingen fejl i øvrigt. Så det var alene den strøm, der kunne gå vi den ladning filteret havde opbygget i apparatet, der gav resultatet.

21
25. februar 2018 kl. 09:24

"Ufarligt" kommer an på hvordan du er i kontakt med apparatet og hvem du er. Min kone måtte en tur på sygehuset pga. en Kitchenaid, der havde 115V på overfladen. Hun har meget varme og fugtige hænder og en dag, da hun rører noget, der er meget sejt og maskinen står og hopper holder hun godt fast i metallet og kommer til at sætte den anden hånd på køkkenvasken. Det giver strøm direkte igennem hende. Ikke nok til at trække HPFI, men nok til at hun fik voldsomme muskelsammentrækninger, der blev ved - hun lå og sprællede på gulvet! Vi fik tilkaldt en ambulance og de gav hende en sprøjte, der fik musklerne til at slappe af - derefter 24 timers observation på sygehuset. Jeg kan kun på det KRAFTIGSTE anbefale at få jordet ALLE apparater i køkkenet!

19
25. februar 2018 kl. 01:21

I gamle dage var de fleste apparater til husholdning dobbelt isolerede. Ingen ledende del af apparatet havde nogen som helst kontakt til nettet. Det krævede støjfilter gør nu, at alle ledende dele i apparatet er delvis forbundet med nettet. Jeg har jord i nogle af mine stik, men det var en jord der kom fra forsyningen og ikke helt havde samme potentiale som den jord mit hus lå på. Det løste jeg lidt utraditionelt ved at banke et vandrør ned i jorden og forbinde installationens jord med det. Så snurrede vaskemaskinen ikke mere. Til gengæld så slår HFI relæet ud hver gang jeg forbinder eller afbryder denne lokale jord. Det er lidt mærkværdigt, men til at leve med, da det ikke sker særlig tit. Selv med jord fra stikkontakten til apparatet kan du ikke være sikker på at apparatet får din lokale jord reference.

18
24. februar 2018 kl. 22:29

Mon ikke der menes at du må udskifte en dansk jord med schuko. Du må derimod ikke etablere ny jord selv. Man vil være sikker på at hvis der er jord at så er det noget man kan stole på.

17
24. februar 2018 kl. 22:04

Ellers er det blevet lovligt at få monteret Schuko-stikkontakter i danske elinstallationer. Det må man gøre selv, hvis der i forvejen sad en Schuko-stikkontakt, men ellers skal der en elinstallatør på sagen.

Hvordan kan der sikke en Schuko før, når det ikke har være lovligt før?

Og hvad skulle der være problemet i at skifte en trebenet ud med en Schuko, når man godt må skifte en trebenet ud med en trebenet? Har LK haft en finger med i den bestemmelse?

15
24. februar 2018 kl. 21:23

Problemet kan løses ved at købe en Schuko adapter i Harald Nyborg - eller andet steds.

Andet steds kan man så købe en stikprop med jord, i sort så den matcher ledningen der oftest også er sort.

Den adapter fylder og ser grim ud. Forstår egentligt ikke hvorfor den slags kun laves i hvid. Så er den også dobbelt så dyr som en stikprop med jord, men OK har man 20 tommelfingre, så er det selvfølgelig en uoverkommelig opgave at skifte!

14
24. februar 2018 kl. 18:18

Statisk elektricitet giver et kort stød, og kan ikke måles til at være konstant 115 volt.

13
24. februar 2018 kl. 18:13

Hmm, jeg undrer mig lidt over "Scientariet" slet ikke kommer ind på statisk elektricitet, men blot reverser Schuko-stik. Jeg har masser af dansk jord i min el-installation og oplever jævnligt et stød som jeg netop tilskriver statisk elektricitet og ikke de onde fra EU

12
24. februar 2018 kl. 18:04

hvor der ikke er jord ud over til vaskemaskine og komfur? Altså en ordentlig og forsvarlig jord kræver jo, at en elektriker trækker nye kabler i væggene og at alle stikkontakter skiftes. Alt sammen på grund af en dims, der ikke er isoleret. Køber jeg en computer, står der fint, at den skal tilsluttes jord, og så er den leveret med et tobenet stik. Og det er jo ikke bare kabler og stik, der er prisen. Jeg har nogle ældre stik, der sidder i træklodser i muren, så jeg kan nemt forestille mig noget med at skulle hakke hul i muren, pudse efter og tapetsere og male bagefter. Oven i elektrikerregningen.

Nu har jeg ikke stødende dimser i køkkenet, men det undrer mig også lidt, at selv en bærbar pc, der kører over en løs netenhed, giver stød (meget lidt og jeg har ikke prøvet på at måle den i forhold en eller anden form for jord (jeg har jord på jordstikket til min radiomodtager, god og voldsom jord, men radioen driller heller ikke)). Selv på arbejde, hvor der ER tre ben og jord (går jeg da ud fra, men man ved jo aldrig), får jeg af og til stød fra computeren. Det KAN jo også nemt være min "van der Jacoform-generator", der aflader gennem denne jord. Jeg får også stød i et DSB-tog, hvis jeg slutter pc'en til deres strøm. Måske skulle jeg optræde som polsøger?

Hvis jeg nu ikke lige benytter vandrørene, som det venligt blev "foreslået" før, hvad vil jeg kunne opleve, hvis jeg sluttede en stødende "dims" (en pc) til min radios jord? Det kan vel ikke blive værre, end at HFI'en slår fra? Eller?

11
24. februar 2018 kl. 16:04

Hos nogle forhandlere bliver sådan en ændring brugt til at afvise eventuelle reklamationer, da apparatet er ændret...

Har du konkrete eksempler på det?

Der er to ting, der stikker ud.

For det første slipper en forhandler normalt ikke afsted med at afvise reklamationer med baggrund i brugerens handlinger, hvis ikke der er en årsagssammenhæng mellem handlingen og den defekt, der reklameres over.

For det andet er der jo i dette tilfælde tale om en modifikation, der skal udføres, hvis apparatet lovligt skal kunne tilsluttes en dansk stikkontakt uden adaptor. På mange apparater er der ligefrem et lille papskilt på netledningen, hvor dette fremgår.

8
24. februar 2018 kl. 15:22

Det er kendt som X og Y capacitor. Det er meget almindeligt og et krav på nogle apparater. Men det skaber en spænding på apparatets stel hvis jordingen er defekt. Strømstyrken der opstår når man berører apparatet er meget lille og meget mindre end det der skal til for at udløse HPFI relæet.

Det er ufarligt men man bør alligevel sørge for at få oprettet forbindelse til jord. Det er et filter der skal stoppe støj og det virker selvsagt ikke uden jordforbindelse.

7
24. februar 2018 kl. 15:00

Hos nogle forhandlere bliver sådan en ændring brugt til at afvise eventuelle reklamationer, da apparatet er ændret...

Bortset fra det er jeg enig - det er dog sjældent en køn løsning, hvis apparatet skal stå fremme. Det er den velkendte adapter heller ikke.

6
24. februar 2018 kl. 14:50

I stedet bør man give det simple råd, at klippe stikproppen af og montere en trebenet stikprop i stedet.

Så er problemet løst.

/R

5
24. februar 2018 kl. 14:47

Hvor det i øvrigt ikke er påkrævet. Her står der også om sådanne mangler som en K2. Vi er langt ude når forbrugerne påtvinges udgifter til unødvendige syn, der afstedkommes af stædig fastholdelse af danske særregler. Sikringstyrelsen har i øvrigt svigtet det oprindelige danske mål med at alt skulle være isoleret og evt dobbelt isoleret. Sammen med de fine RCD fejlafbrydere havde vi fået et meget sikkert el-system. Siden er det hele saboteret med indførelse af 'livrem' i form af påtvungen jordledning af en hel bestemt og privilegeret farve 'gul/grøn'. Der skal altså nu 50% mere ledning (unødvendig) til helt basale installationer - en fordyrelse på over 50% af hele byggeriet (EL). Samtidig er de nu påtvungne dåser overalt ikke blevet større - der er altså ikke gjort noget for at skabe øget plads til de nye krav, hvilket yderligere vanskeliggør installationen.

4
24. februar 2018 kl. 14:22

Jord den til vandhanen

Uanset smiley er det et vanvittigt råd at give.

Vandhanen er ikke nødvendigvis jordforbundet. Der kan sagtens være plastikrør i installationen, og selve vandet er ikke ret ledende.

Hvis du jordforbinder en komponent til vandhanen, risikerer du dermed blot at gøre vandhanen spændingsførende, hvis komponenten fejler.

3
24. februar 2018 kl. 14:19

Jeg synes, at svaret mangler noget om årsagen til de målte 115V AC.

I min ungdom var der krav om, at potentialet på apparater med metalstel skulle "tøjres" ved at have to kondensatorer forbundet fra stel til henholdsvis fase og nul. Derved dannede man et kunstigt AC-potentiale på stel, svarende til det halve af netspændingen. Med en tilpas lille størrelse på kondensatorerne kunne der ikke løbe strøm af betydning, og dermed var koblingen ufarlig.

Jeg formoder, at denne bestemmelse stadig findes. Det passer i hvert fald fint med de observerede 115V, som er nøjagtigt det halve af 230V.

1
24. februar 2018 kl. 14:04

Hvor er vi "heldige" her i vores lille land, at vi ikke fulgte samme standard som vores tyske nabo. Tænk hvis alle danskere ikke behøvede at vide noget om jordforbindelser og ikke skulle tænke sig om inden tilslutning af apparater, men blot behøvede at sætte stikproppen i, for at have deres apparat jordet...

Er der tale om uduelighed eller korruption?

Gid vi kunne sende regningen for fadæsen til nogen.