Vores læser Søren Wium-Andersen har spurgt:
Når jeg anvender Øresundstunnelen, føler jeg det, som om man kører ned ad en meget lang bakke, indtil kort før udkørslen af tunnelen.
Jeg har samme fornemmelse, når man kører den anden vej. Hvad er det for et optisk fænomen, der snyder mine sanser?
Læs også: Spørg Scientariet: Er Øresundsbroen kun buet af æstetiske grunde?
Bjørn Hasse Nielsen, miljøkoordinator på Øresundsbron, svarer:
De første to kilometer falder tunnelen 15 promille, og de næste to kilometer stiger tunnelen 15 promille. Specielt stigningen er bestemt af, hvor meget et tog kan køre op ad bakke. Så noget af vejen kører man altså ikke ned ad bakke.
Jeg kan kun forklare fænomenet som et optisk bedrag, der snyder ens hjerne.
Læs også: Spørg Scientariet: Hvordan skifter man pakninger i Øresundstunnelen?
Måske skyldes det, at man kan se ret så langt frem foran sig i tunnelrøret, da det stort set er en ret linje, så man hele tiden kan se nødlamperne. De gentager sig for hver 88 m, som perler på en snor, og jo længere man ser frem, des kortere ser det ud, som om der er imellem lamperne.
Endelig har man ikke nogen horisont at forholde sig til, og det kan sammenlignes med X-aksen i et koordinatsystem, hvor man heller ikke ved, hvor man er, hvis X-aksen mangler.
For en del år siden var der en forlystelse i Tivoli, hvor man sad på bænke i et forholdsvis mørkt rum. Man troede undervejs, at man faldt ned af bænkene, fordi de gyngede, indtil turen var overstået.
Læs også: Kronik: Femernforbindelsen sætter nye standarder for tunnelsikkerhed
Det viste sig, at det var rummets vægge, gulv og loft, der bevægede sig, og ikke bænkene. De flyttede sig ikke ud af stedet. Det var et optisk bedrag, der snød ens hjerne. Det må eventuelt være noget tilsvarende, der gør sig gældende i tunnelen.
En sjov iagttagelse, som jeg skal prøve at lægge mærke til næste gang, jeg kører igennem tunnelen.
Vi spørger ved samme lejlighed læserne: Har I lagt mærke til noget lignende, og har I et bud på, hvad det er, læseren oplever?
