menu close Teknologiens Mediehus
person Konto arrow_drop_down
Vores læser Søren Wium-Andersen har spurgt:
Når jeg anvender Øresundstunnelen, føler jeg det, som om man kører ned ad en meget lang bakke, indtil kort før udkørslen af tunnelen.
Jeg har samme fornemmelse, når man kører den anden vej. Hvad er det for et optisk fænomen, der snyder mine sanser?
Bjørn Hasse Nielsen, miljøkoordinator på Øresundsbron, svarer:
De første to kilometer falder tunnelen 15 promille, og de næste to kilometer stiger tunnelen 15 promille. Specielt stigningen er bestemt af, hvor meget et tog kan køre op ad bakke. Så noget af vejen kører man altså ikke ned ad bakke.
Jeg kan kun forklare fænomenet som et optisk bedrag, der snyder ens hjerne.
Måske skyldes det, at man kan se ret så langt frem foran sig i tunnelrøret, da det stort set er en ret linje, så man hele tiden kan se nødlamperne. De gentager sig for hver 88 m, som perler på en snor, og jo længere man ser frem, des kortere ser det ud, som om der er imellem lamperne.
Endelig har man ikke nogen horisont at forholde sig til, og det kan sammenlignes med X-aksen i et koordinatsystem, hvor man heller ikke ved, hvor man er, hvis X-aksen mangler.
For en del år siden var der en forlystelse i Tivoli, hvor man sad på bænke i et forholdsvis mørkt rum. Man troede undervejs, at man faldt ned af bænkene, fordi de gyngede, indtil turen var overstået.
Det viste sig, at det var rummets vægge, gulv og loft, der bevægede sig, og ikke bænkene. De flyttede sig ikke ud af stedet. Det var et optisk bedrag, der snød ens hjerne. Det må eventuelt være noget tilsvarende, der gør sig gældende i tunnelen.
En sjov iagttagelse, som jeg skal prøve at lægge mærke til næste gang, jeg kører igennem tunnelen.
Vi spørger ved samme lejlighed læserne: Har I lagt mærke til noget lignende, og har I et bud på, hvad det er, læseren oplever?
Du kan spørge om alt inden for teknologi og naturvidenskab. Redaktionen udvælger indsendte spørgsmål og finder den bedste ekspert til at svare – eller sender spørgsmålet videre til vores kloge læsere. Klik her for at stille dit spørgsmål til fagfolket.
Det er ikke noget jeg har lagt mærke til ved min daglige pendling igennem.
Som der står, så falder det til at starte med, flader så ud, for at stige igen ved udgangen. Sådan husker jeg det også fra 2001 hvor jeg cyklede igennem. At spørgeren oplever det anderledes må være en reduceret balance pga. manglende horisont, som der bliver svaret.
Jeg undrer mig mere over den punkterede dobbeltoptrukne midterlinje hele vejen igennem tunnellen.
Når der er dobbeltoptrukket linje må man ikke krydse den, undtaget hvor den er punkteret - hvilket den er hele vejen igennem. Hvad skal den så gøre godt for?
Man oplever jo det samme alle steder hvor en vej passerer fx. en ådal, og man oplever det modsatte når vejen "forsvinder" bag horisonten, når vejen passerer en ås i landskabet. Man oplever kun fænomenet når det er mørkt eller hvor der ikke er en naturlig horisont. Når man passerer en bro som over Lillebælt eller Storebælt (højbroen) ser man heller ikke fenomenet fordi pyloner og hængekabler nodvirker synsindtrykket.
John Larsson
Du må gerne skifte spor.
Det er ikke at linjerne er doppelte der gør du ikke må overskride dem, men om de er punkteret eller ej.
Det er samme regel på landevejen. Er der kun een linje, men fuldt optrukken må du ikke krydse den.
De dobbelte linier er der for at tydeliggøre sporene og har tilsyneladende en sideeffekt der gør at de fleste holder sig i den bane man er startet i.
i tilfælde af vejarbejde eller ulykker, så ledes trafikken fra det ramte rør ind i det andet, og så er der pludselig dobbeltrettet, og derfor behov for streger. Det er den forklaring jeg en gang fik, uden nogen bekræftende referencer
Dertil kan jeg sige "Ja".
Jeg kommer kører kun lejlighedsvis (en tur om året i snit) gennem Øresundstunnelen og har tit tænkt på hvorfor det føles som om man kører nedad hele tiden --- og eftersom det gælder begge veje skyldes det nok ikke at Sverige ligger (væsentligt) lavere end Danmark eller omvendt :-)
Jeg har i øvrigt bemærket det samme andre steder, f.eks. under Elben, og har blot slået mig til tåls med at det må skyldes at mine sanser falder for et optisk bedrag.
Sjovt nok bemærkede jeg det ikke på samme måde gennem Nordkap-tunnelen for 7-8 år siden, muligvis fordi jeg kørte i en bedaget autocamper, og der var væsentlig forskel på hastighed og motorlyd om det er 9-10% hældning ned eller op :-)
Og så lige en sidebemærkning til den evindelig debat om hvorvidt Storebæltsbroen er en pengemaskine: Wikipedia skriver følgende om Nordkap-tunnelen (åbnet i 1999): "Tunnelen blev færdigbetalt i sommeren 2012 - nu er det ikke en betalingsvej mere."
Den effektive tyngdekraft er vektorsummen af tyngdekraften fra Jorden og (i dette tilfælde alene) centrifugalkraften. Da det er umuligt med en bil at køre helt retlinjet, vil bevægelsen gennem tunnelen bestå af mange små sving med ganske stor krumningsradius. Disse sving bevirker på bilisten en lille vandret centrifugalkraft, der sammen med tyngdekraften vil betyde, at det effektive tyngdefelt (det bilisten føler er tyngdekraften) ikke er perfekt lodret.
Da lodret nu af passageren opfattes som en anelse væk fra sand lodret, vil synet af de mange lys virke, som om bilen kører opad. Både når krumningscenteret ligger til højre og til venstre. Samme fornemmelse kendes af mange bilister ved natkørsel på uoplyste motorveje, hvor det tit føles, som om bilen bevæger sig opad.
Ældre ingeniører, der husker den nu nedlagte forlystelse "Kålormen" i Tivoli, vil kende fænomenet. I denne forlystelse blev man "lukket inde" og kunne kun se nakkerne på passagererne foran og ikke den virkelig horisont. Her var bidraget til det effektive tyngdefelt fra centrifugalkraften så stort, at det føltes som en stærkt stigende bakke, man kørte op ad.
Vi må prøve på cykel. Der finder man hurtigt ud af, om det går ned eller op.