Vores læser Pernille Viuff spørger:

Jeg gik og undrede mig over, hvad der forårsager sommerfugle i maven, når man glæder sig til noget eller tænker på en bestemt person?

Det er ikke selve forelskelsen, men den kilden i maven, der pludselig opstår ved blot en tanke?

Troels Wesenberg Kjær, hjerneforsker, specialeansvarlig overlæge ved Sjællands Universitetshospital og professor ved Københavns Universitet, svarer:

Den kilden i maven, man oplever ved såvel forelskelse som når man bare glæder sig til noget, er forårsaget af vores autonome, dvs. ubevidste nervesystem.

Det bevidste nervesystem, altså det somatiske, er det, der sætter ind, når vi står op, føler eller hører noget, mens smag og lugt ligger mere ovre i det autonome system. Dette nervesystem kan inddeles i to grupper, nemlig fear-and-fight, hvor man går i en faretilstand, og kroppen samler alle ressourcer til at flygte, eller det, jeg kalder ’pisse-parre-prutte’-tilstanden, som er den mere afslappede, og hvor vi helst vil være det meste af tiden.

Når vi bliver nervøse eller glæder os, går vores autonome nervesystem over i en stresstilstand, som kan sidestilles med fear-and-fight. Det er her, man f.eks. oplever sommerfugle i maven.

Derfor kan man godt sige, at det er en stresstilstand at være forelsket eller at glæde sig, men i afgrænsede doser er det heldigvis på en positiv måde – ligesom når man stresser kroppen ved en løbetur og lige får testet nervesystemet af og holdt det ved lige. Kroppen har godt af at skifte lidt frem og tilbage.

Tarmsystemet er meget påvirkeligt, og det er formentlig derfor, man siger, at sommerfuglene er i maven. Jeg ved ikke, om der findes målinger, der viser, at der er mere bevægelse i mavesækken, når man er nervøs eller glæder sig, men jeg tror det ikke.

Sikkert er det dog, at fordøjelsessystemet bliver påvirket. Det er også derfor, man kan føle nedsat appetit, når man er forelsket.

Heldigvis er det jo en tilstand, der er midlertidig og går over igen, når nervesystemet har vænnet sig til ’faren’. Ellers begynder vi at tale om posttraumatisk stress med mere permanente konsekvenser, og det er en helt anden snak.