Spørg Scientariet: Hvorfor bremser sommerdæk bedre end vinterdæk om sommeren?

Vores læser Emil M. Bennedsen har spurgt:

Hvorfor bremser sommerdæk bedre om sommeren? Man kunne ellers godt fristes til at tro, at vinterdæk altid bremser bedst, men at de bare ikke er nødvendige om sommeren, fordi de er dyre og slides hurtigt, og man derfor kan 'nøjes' med sommerdæk (sommerdæk er bedre om sommeren, men hvorfor?).

Volker Nitz, direktør for Dæk-Magasinet – Dækbranchen Danmark, svarer:

Det faktum, at vinterdæk slides hurtigere end sommerdæk om sommeren, er en stor del af det, der udgør forskellen i, hvorfor et sommerdæk bremser bedre om sommeren end om vinteren.

Vinterdækket er, i modsætning til et sommerdæk, udviklet til at give maksimalt greb på våde, snedækkede og/eller isglatte veje og har derfor bl.a. en blødere gummiblanding i slidbanemønsterblokkene end sommerdæk.

Vinterdæk. Illustration: Dæk-Magasinet – Dækbranchen Danmark

Den blødere gummiblanding giver en højere friktion i kolde temperaturer (<+7 grader), og vinterdæk har også et stort antal 'lameller', typisk kaldet 'sipes'. 'Sipes' vil sige tynde riller i slidbaneblokkene, der 'slår' den vandfilm i stykker, som altid er på isen (ned til en temperatur på ca. -12 grader), hvilket øger kontaktfladen til underlaget og dermed også friktionen og greb på isglatte veje.

Disse 'sipes' og den blødere gummiblanding gør, at vinterdækkets slidbane mønsterblokke bliver mere fleksible, hvilket som sagt er godt i vinterføre, men ikke på de varme sommerdage på tørre veje.

Denne øgede fleksibilitet betyder nemlig, at slidbanemønsterblokkene ikke får maksimal stabilitet og bremsekraft, når kontaktfladen og friktionen mod vejbanen reduceres, ved at blokkene vrides under bremsning.

I sammenligning med et sommerdæk kan det for et tilsvarende vinterdæk medføre forøget bremselængde på tørre varme veje med ca. 15 procent, hvilket ud fra et trafiksikkerhedssynspunkt er en meget stor stigning.

Sommerdæk Illustration: Dæk-Magasinet – Dækbranchen Danmark

Tilsvarende er de køreegenskaber, dvs. stabilitet, sving og undvigemanøvre med vinterdæk, der bruges om sommeren, også betydeligt dårligere end med sommerdæk. Dette er hovedårsagen til, at man ikke anbefaler brugen af vinterdæk om sommeren, men ifølge nogle dækfabrikanter kan det endvidere medføre forøget dækslid.

I de tilfælde, hvor der opstår forøget dækslid, skyldes dette dog fortrinsvis forskellen på den gummi-'compound', som anvendes til henholdsvis sommer- og vinterdæk, og ikke så meget det, at køreegenskaberne forringes.

Faktisk er det sådan, at et sommerdæk, som anvendes i vintervejr, har en højere slitagegrad, idet friktionen mellem et sommerdæk og is/sne er lav, og dermed opstår der oftere skridning på vejoverfladen, hvilket øger hastigheden af dæksliddet. Dette er forskellen, når man sammenligner et sommerdæk og vinterdæk med samme hastighedsmarkering og struktur.

Skulle man sammenligne et normalt vinterdæk med et sommerdæk med højere hastighedsmarkering og lavere slidbaneprofil, og derfor højere stabilitet, ville forskellen sandsynligvis være større, men der er kun udført ganske få tests, der kan vise, hvor stor forskellen er.

Der ligger en enorm mængde af forskning og udvikling bag et dæk, hvilket har til sigte at give dækket de bedste kvaliteter for sikkerhed og ydelse i relation til det tiltænkte formål. Derfor er det vigtigt at vælge de rigtige dæk til det aktuelle behov og anvendelsesområde.

Spørg fagfolket

Du kan spørge om alt inden for teknologi og naturvidenskab. Redaktionen udvælger indsendte spørgsmål og finder den bedste ekspert til at svare – eller sender spørgsmålet videre til vores kloge læsere. Klik her for at stille dit spørgsmål til fagfolket.