Vores læser Niels Olsen spørger:
Lance Armstrong mistede alle sine syv Tour-titler fra årene 1999-2005, pga. doping.
Han blev ellers dopingtestet ca. 100 gange, altid negativt - hvordan lod det sig gøre?
Det samme kunne man spørge om, hvad angår Bjarne Riis. Han blev jo også testet i alle leder og kanter uden et positivt dopingresultat?
Læs også: Dopingekspert: »Dopingkontrol under OL er spild af ressourcer«
Jakob Mørkeberg, videnskabelig konsulent for Anti-Doping Danmark, svarer:
Kunstig EPO blev opfundet i 1990’erne, men der lå først en test klar ved OL i Sydney i 2000.
Det er kompliceret at finde en test, der er meget specifik uden falske positiver, for man skal først finde ud af nøjagtig, hvordan EPO adskiller sig fra de stoffer, kroppen selv producerer.
EPO er et protein, der produceres i nyrerne og stimulerer produktionen af de røde blodlegemer, som igen transporterer ilt til musklerne og forstærker ydelsen hos cykelrytterne. Den kunstige EPO bliver produceret i æggestokke hos hamstere.
Forskellen blev fundet i ladningen
Proteinet består af et aminosyreskelet, som er identisk med kroppens eget, og derfor kan det være svært at se forskel. Under udarbejdelsen af testen fra 2000 fandt man imidlertid ud af, at den naturlige og kunstige EPO har forskellige ladninger, fordi kulhydratkæderne er forskellige i cellerne. I kæderne ligger der en syre ude i enden, som giver en specifik ladning, og det er den, man går ind og måler på.
Læs også: Doping eller ej? Cykelrytteres energi-output øget med 20 procent på få år
Man oprenser EPO-molekylerne fra urin (eller nu også blod) og sætter strøm til dem, hvorefter de vil ’vandre’ mod minus eller plus og finde deres såkaldte isoelektriske punkt, som er den pH-værdi, hvor nettoladningen er 0.
Det kaldes isoelektrisk fokusering, og det var en metode, der allerede fandtes til andre formål, men man fandt altså ud af, at den også var velegnet til EPO-kontrol.
Bjarne Riis tilstod i 2007, at han havde brugt EPO i perioden 1993-1998. Dengang kunne man altså ikke teste for det, men efter at hans massør et par måneder tidligere havde udgivet en bog om bl.a. Riis’ doping-misbrug, blev han presset til at indrømme.
Lance Armstrong indrømmede brugen af EPO i 2012, og her var det en tidligere holdkammerat, som i sidste ende afslørede ham og pressede ham til at tilstå.
Når han ikke blev afsløret fra testene tidligere, skyldtes det, at han benyttede både EPO og bloddoping. Typisk benyttede han sig af EPO i træningsperioder, dvs. uden for konkurrence, hvor de typisk ikke blev testet (det var før, der blev indført et 'whereaboutssystem', hvor man skal indberette, hvor man er).
Under Tour de France brugte han typisk bloddoping, som man ikke kunne spore. Det amerikanske antidoping-agentur har lavet en rapport over hans dopingmisbrug, og her fremgår det, at han indrømmede over for holdkammerater, at han havde en positiv prøve for EPO i 2001, men at han fløj med sin sportsdirektør til det internationale cykling forbunds hovedkvarter og bestak dem, så den positive prøve ’forsvandt’.
I 2015 indførte WADA (World Anti-Doping Agency) et kodeks, der sagde, at man skulle kunne bruge frosne prøver fra ti år tilbage, så der kunne analyseres på den senere, hvis der kom bedre metoder.
Læs også: Kæmpebrøler på Teknologisk Institut stemplede fitnessudøvere som dopingsyndere
Mange frataget titel med tilbagevirkende kraft
Det betød, at flere end 100 idrætsudøvere fra OL i 2008 og 2012 blevet testet positive med tilbagevirkende kraft og frataget titlerne.
Faktisk så vi en vægtløfter ved OL i 2008, som fik en niendeplads, men da de otte foran ham senere blev testet positive for doping, endte han med at vinde det hele.
Her handlede det om, at atleter, hovedsageligt fra de gamle Sovjet-stater, havde brugt klassiske anabole steroider, som man dengang, da udøverne blev testet, kun kunne spore i få uger.
Da udøverne var bekendte med datidens sporingstider for disse stoffer, dopede de sig frem mod OL, men stoppede deres indtag af steroider nogle uger før OL, da de vidste, at de så ikke ville teste positive under OL.
Dog fandt man senere hen ud af, at der var nogle specifikke nedbrydningsstoffer, såkaldte metabolitter, fra steroiderne, som var til stede i kroppen mange uger efter endt indtag af steroiderne. Det gjorde, at man mange år senere kunne optø prøverne, genanalysere dem, og nu fandt man disse metabolitter i en lang række af de nedfrosne prøver.
Senest er WADA begyndt at samarbejde med medicinalindustrien, da mange doping-præparater i virkeligheden er medicin til syge mennesker. Derfor – når virksomhederne udvikler ny medicin – beder WADA om indsigt i stofferne, så de sideløbende kan udvikle test, der afslører brugen af dem.
