Vores læser Claus Arberg har spurgt:

Hvordan er jagerfly i stand til at flyve på siden? Jeg kan godt forstå, hvordan det kan flyve på ryggen, som beskrevet i en ældre artikel, men når det flyver på siden, er der vel ingen opdrift fra vingerne?

Ole Torp, F-16-testpilot i Flyvevåbnet, svarer:

Opdriften på et flys vinger er afhængig af flere faktorer, bl.a. vingens form og hastigheden hvormed den bevæger sig igennem luften. Denne opdrift vil for en given vinge, der bevæger sig igennem luften, også variere alt afhængig af vingernes indfaldsvinkel i forhold til den luft, som den bevæger sig igennem. Indfaldsvinklen kaldes vingens 'angle of attack', og vinklen benævnes alpha. Ved en given indfaldsvinkel er vingens opdrift proportional med hastigheden v².

Såfremt en vinge i tværsnit er helt symmetrisk, og vi ser bort fra den opdrift (eng. 'lift'), som andre dele af flyet kan generere (f.eks. opdrift fra selve flyets krop), så vil vingen, og dermed også flyet, ved nul graders alpha ikke generere nogen opdrift.

Et flys sideror (eng. 'rudder') er normalt designet som en symmetrisk vinge, der typisk er monteret i en omkring 90 graders vinkel i forhold til flyets vinger. Sideroret bruges bl.a. til at styre og normalt minimere flyets sideglidning (eng. 'sideslip') ved i nødvendigt omfang at generere sidevejs lift – i princippet på samme måde som flyets vinger – nemlig ved at få luften til at ramme sideroret med en vinkel.

Vinklen på dette sideslip – altså hvor meget flyet 'skrider' sidevejs ind i luftstrømmen - benævnes beta. Hvis flyet er helt symmetrisk – og motorkraften helt symmetrisk - vil sideroret ikke skulle producere sidevejs lift, når flyet flyver helt normalt ligeud, og beta er i den situation nul.

Hvis flyet drejes 90 grader om sin længdeakse således, at flyets vinger nu er ca. vinkelrette imod jordplanet (jordoverfladen) – lodret om man vil - vi kalder det at 'rulle 90 grader' - og forbliver der, kan nogle fly, ved hjælp af sideroret, generere tilstrækkelig sidevejs lift til at flyet kan flyve på siden uden at miste højde. Dette kaldes en 'Knife Edge' manøvre.

Lad os sige, at vi flyver helt ligeud med vingerne vandret, og så 'ruller' flyet præcist 90 grader til venstre og stopper der. Hvis vi nu kigger til højre, ser vi lige op i himlen. Nu trykker vi på højre pedal i cockpittet, og det får sideroret til at generere lift ned imod jorden. Resultatet er i vores situation, at næsen på flyet svinger opad (imod himlen – væk fra jorden). Herved skabes en indfaldsvinkel imellem den relative luftstrøm og flyets krop, som skaber lift op (imod himlen i vores situation). Herudover vil motoren i mindre grad også medvirke til at 'bære' flyet (motorkraften x sinus til indfaldsvinklen).

Så i vores situation ovenfor har vi altså kræfter fra motoren og flykroppen, der virker 'op imod himlen' – og sideroret (samt flyets vægt), der virker ned imod jorden. For at vi kan holde højden, skal resultatet af disse kræfter være nul.

Det er kun et fåtal af fly, der kan udføre en 'knife edge' kontinuert uden at miste højde. Imellem disse er enkelte typer af jagerfly, der kan generere tilstrækkelig sidevejs lift til at bibeholde højden ved at flyve med en meget høj hastighed og relativ stor beta (sideslip). Herudover kan nogle enkelte andre typer fly udføre manøvren. Disse fly er typisk designet mere eller mindre til formålet (f.eks. nogle typer kunstflyvningsfly).