Vores læser Jan Knudsen har spurgt:
Hvordan kan det være, at iltindholdet er så rimeligt konstant i vores atmosfære set i betragtning af denne rovdrift på fotosyntesen og det globale forbrug af ilt?
Aksel Walløe Hansen, lektor i klima- og geofysik på Niels Bohr Institutet, svarer:
Læs også: Spørg Scientariet: Er vandmængden på Jorden konstant?
I et naturligt system uden menneskets indblanding er der balance i forbruget af ilt (nedbrydning af biomasse) og produktionen af ilt (fotosyntesen). Omsætningen pr. år definerer en levealder af ilt i atmosfæren. Den er flere tusinde år.
Mængden af ilt falder svagt globalt på grund af afbrænding af kulforbindelser. Men det er ganske lidt. Menneskeligt forbrug af ilt udgør kun nogle få procent af det naturlige kredsløb. Så det er ganske lidt, vi påvirker ilten i atmosfæren.
Der forsvinder ca. ilt svarende til 4 ppm pr. år. Den nuværende koncentration af ilt er i størrelsesordenen 200.000 ppm. Man har beregnet, at forbrænding af kendte kulreserver vil forbruge ca. 3 pct. af atmosfærens iltindhold, svarende til et fald i ilts partialtryk, som når vi går godt 300 meter op ad et bjerg!
Når det hele er forbrændt, vil hvert kulatom have bundet et iltmolekyle ved dannelsen af CO2, og tager man direkte førnævnte udregning som udgangspunkt, vil det betyde, at det kræver 1.500 år at afbrænde alle kendte reserver af kulbrinter.
Læs også: Kinas CO2-udledning kan have toppet allerede i 2014
Regnestykket kan man dog ikke bruge til så meget, for det er ikke til at vide, hvad der sker i fremtiden. Det kan gå hurtigere, men det kan også gå langsommere. Måske vil vi aldrig ende med at forbruge de kendte reserver. Det er jo ret tydeligt blevet demonstreret, at vi er i fuld gang med at omforme Jordens klima selv inden for en kort periode som 100 år.
Hvis vi ikke finder en måde at fjerne CO2 aktivt fra atmosfæren på, så tror jeg, at det bliver forbudt at forbrænde alle de kendte kulbrinter, for ikke at sige, at vi ikke må lede efter flere med det formål at brænde dem af også.
Afbrænding af materiale, der deltager i et af de hurtige kredsløb, f.eks. halm, har ingen effekt på koncentrationerne af ilt og CO2 set over en længere årrække. Indirekte kan man dog sige, at afbrænding af biomateriale forhindrer afbrænding af en tilsvarende mængde fossilt brændstof.
Måske skal der indskydes den pointe, at Amazonas ikke er en kilde til ilt i atmosfæren. Økosystemet der er i balance, så der sendes ikke bundet biomasse ud i Atlanterhavet. Men dog, hvis klimaforandringer og menneskeskabte ændringer i Amazonas griber for meget om sig, så kan det godt være, at skoven dér ikke mere vil være i balance. Men det vil nok ikke ende med at øge atmosfærens indhold af ilt, tværtimod.
