Bjarne G. Rasmussen skriver: I 'gamle dage' sagde det da-dum da-dum, når man kørte i tog. Det skyldtes, at skinnelegemet var udført med afstand mellem hver jernskinne, således at en vis længdeudvidelse kunne optages. I vore dage kører man på én lang skinne uden samlinger. Hvordan har man løst problemet med længdeudvidelsen, for eksempel sommer vs. vinter?

Carsten Jørn Rasmussen, svejseingeniør, Banedanmark, svarer:

Naturen har ikke ændret sig siden gamle dage med laskede skinner, og skinner forsøger fortsat at udvide sig og trække sig sammen afhængig af temperaturen, men i modsætning til tidligere får de ikke lov til det. I stedet fastholdes de til svellerne med stærke befæstelser. Det betyder til gengæld voldsomme trækspændinger i skinnerne om vinteren, når det er koldt, og skinnerne forsøger at trække sig sammen. Omvendt er der typisk trykspændinger i skinnerne om sommeren.

I Danmark fastspændes skinnerne således, at de har en neutraltemperatur på mellem 20 og 29 grader celsius - dvs. at skinnerne er spændingsløse ved en skinnetemperatur inden for dette interval. Derved sikrer man sig så vidt muligt mod skinnnebrud om vinteren og solkurver om sommeren.

I en typisk skinne i Danmark med et såkaldt UIC60-profil vil trækket eller trykket ændre sig med cirka 1,8 ton, for hver grad temperaturen ændrer sig. Hvis skinnetemperaturen eksempelvis er minus 20 grader i en skinne med en neutraltemperatur på 20 grader, vil trækket i skinnen svare til cirka 72 ton. Det svarer til at hænge cirka 50 biler af middelstørrelse op i en lodrethængende skinne, hvilket af og til kan give skinnebrud om vinteren, hvor den kritiske revnestørrelse er mindre på grund af de kraftige trækspændinger. Og udvidelsen af skinner ved stigende temperatur kan i sjældne tilfælde føre til 'varme skinner' om sommeren.