Vores læser Per Klitgaard spørger:

Ved VM i nordiske skidiscipliner for nogle år siden tog man en ny metode til at afsløre bloddoping i brug, hvor man ser efter spor af plastik i urinen.

Kan spor af plastik ikke komme fra anden side? Hvis man har fået drop eller andet?

Eller er metoden helt sikker? Og kan man ikke opbevare blodet i noget, der ikke afgiver rester?

Jakob Mørkeberg, videnskabelig konsulent for Anti-Doping Danmark, svarer:

Test mod bloddoping er ikke sikre nok til, at man kan sanktionere på baggrund af dem alene, men de kan tjene som understøttende bevis i en dopingsag.

Ved bloddoping gør idrætsudøverne typisk det, at de udtager eget blod, som de opbevarer i en blodpose, indtil de har gendannet blodet igen i kroppen. Herefter injicerer de blodet fra posen for at få en højere koncentration af røde blodceller.

Bloddoping-test usikker

I 2011 blev der så indført en bloddoping-test, hvor man måler på koncentrationen af plasticider fra poserne i udøvernes blod. Hvis blodet har ligget i posen i fire uger, vil koncentrationen være ret høj af disse blødgørere, og det kan måles i urinen.

Det er rigtigt, at man også kan få dette stof ind i blod og urin ad andre veje, f.eks. når du drikker af plastickopper eller får drop. Det er der kørt test på, men koncentrationen fra disse kilder er slet ikke så høj som ved bloddoping, da blodet typisk ligger i posen i meget længere tid.

Til gengæld vil man jo generelt gerne undgå plasticblødgørere i kroppen af hensyn til fertiliteten, så industrien har udviklet en række nye poser uden dette stof, og dem kan udøverne jo i princippet bruge, hvorfor testen er udfordret. Og derfor kan testen som sagt heller ikke stå alene.

I 2009 indførte man blodpasset, hvor man måler på udøvernes blodværdier over tid. Normalt er ens koncentration af blodceller rimelig konstant, så hvis der i ugerne op til en konkurrence opleves udsving, så kan det være bevis på bloddoping.

Top-atleter skal sige, hvor de er

Før 2009 kunne man ikke gøre så meget ved bloddoping. Nogle forbund indførte 'no start sanctions', hvor udøverne fik taget en blodprøve før start af et cykelløb for at tage toppen af brugen af EPO og bloddoping.

Der sagde man, at hvis andelen af røde blodceller lå over 50, så måtte man ikke cykle. I cykling var det hæmatokritværdien, man målte, mens det i langrend var hæmoglobinkoncentrationen. Det internationale cykelforbund indførte den i 1997 dvs. året efter, at Bjarne Riis vandt Tour de France.

Rytterne blev bekendte med denne regel, og det gjorde, at de dæmpede deres EPO-misbrug, så de ikke kom over grænsen. De målte selv hæmatokritværdien ved at tage en lille blodprøve, som de centrifugerede i en medbragt minicentrifuge. De kunne så se, om de skulle stoppe med at tage EPO, hvis hæmatokritten lå højt. Desuden benyttede nogle sig af at fortynde blodet med intravenøse saltvandsdrop.

De internationale forbund prøver i dag at forhindre doping yderligere ved at kræve, at top-atleterne indberetter, hvor de befinder sig. En time dagligt skal de kunne findes af testere, der kommer nogle gange om året uanmeldt for at tjekke blod og urin.

I Danmark har vi ca. 100 udøvere, der fører kalender med, hvor de er, og heldigvis er der ikke så mange sager længere, så det ser alligevel ud til at have haft en præventiv effekt.