Vores læser Marie Pedersen har spurgt:
Hvor mange mennesker skal man have med op på en planet, for at der ikke skal blive indavl i de næste generationer?
Lone Sunde, professor på institut for biomedicin på Aarhus Universitet, svarer:
Begrebet 'indavl' er et begreb, man bruger i relation til avl af f.eks. husdyr. Man ser det sjældent brugt om mennesker, som vi jo sædvanligvis ikke 'avler'.
I forhold til mennesker har vi kulturelle og juridiske regler for, hvor tæt beslægtede personer der må få børn. Hvis man vil overholde disse regler, kan man ikke nøjes med at sende én mand og én kvinde af sted, fordi alle individer i 2. generation i givet fald ville være indbyrdes søskende.
Men i princippet skulle det være muligt at overholde loven, hvis to par tager afsted, og hvis begge par lover at få børn, indtil der er født mindst en dreng og en pige, der ikke er søskende.
Men et andet forhold, man ville skulle forholde sig til i en hypotetisk befolkning som den skitserede, er det, der kaldes 'flaskehalsfænomenet': Hvis en ny befolkning grundlægges ud fra et lille antal 'nybyggere', vil hyppigheden af genvarianter, herunder genvarianter der kan medføre sygdom, blive anderledes end i den oprindelige befolkning.
Nogle genvarianter vil blive hyppigere i den nye befolkning, og andre vil blive sjældnere eller slet ikke forekomme. Og på samme måde vil nogle genetiske sygdomme blive hyppigere og andre sjældnere. Og overordnet vil den genetiske variation blive mindre.
Hvis vi for eksempel forestiller os, at de fire 'nybyggere' på planeten enten havde blodtype A eller blodtype O, og altså ingen af dem havde blodtype B eller AB, så ville blodtyperne B og AB ikke forekomme i den nye befolkning, og typerne A og O vil blive hyppigere end i den oprindelige befolkning.
Læs også: Hvorfor giver indavl degenererede børn?
Og på samme måde for sygdomme. Et eksempel: Sygdommen cystisk fibrose skyldes mutation i genet CFTR og nedarves vigende. Dvs., at de syge har en mutation i begge udgaver af CFTR, altså både i den udgave, de har arvet fra deres far, og i den udgave, de har arvet fra deres mor. Faderen og moderen er raske anlægsbærere med én muteret udgave af CFTR og én normal udgave af CFTR.
3% af danskere er raske anlægsbærere for cystisk fibrose, og 0,02% arver en muteret udgave af CFTR fra begge forældre og udvikler cystisk fibrose.
Hvis vi forestiller os, at en af de fire personer, der tager afsted i rumraketten, bærer en muteret udgave af CFTR, og at i de første generationer får alle par nogenlunde lige mange børn, så vil 25% af befolkningen blive raske anlægsbærere og 1-2% vil blive syge.
Hvis vi derimod forestiller os, at ingen af de fire nybyggere bærer en muteret udgave af CFTR, så vil sygdomme cystisk fibrose ikke forekomme på planeten.
Med tiden vil der opstå nye genvarianter, hvoraf nogle vil medføre sygdom. Og andre genvarianter vil gå tabt, f.eks. på grund af at de syge gennemsnitligt får færre børn end de raske. Men der vil gå meget lang tid, før fordelingen af genvarianter, og fordelingen af arvelige sygdomme vil blive den samme som på Jorden.
Sandsynligvis er store dele af Jordens befolkning efterkommere til populationer, der har oplevet flaskehalse. F.eks. er den genetiske variation i befolkningen syd for Sahara større end blandt befolkningen andre steder på Jorden, hvilket sandsynligvis skyldes, at kun en mindre gruppe mennesker forlod Afrika og koloniserede den øvrige verden.
Hvis man har lyst til at læse mere om betydningen af populationens størrelse og andre interessante genetiske aspekter af mennesket udvikling, kan jeg anbefale en række bøger skrevet at min kollega Peter K. A. Jensen, f.eks. 'Da mennesket blev menneske', 3. udgave 2012.
Du kan spørge om alt inden for teknologi og naturvidenskab. Redaktionen udvælger indsendte spørgsmål og finder den bedste ekspert til at svare – eller sender spørgsmålet videre til vores kloge læsere. Klik her for at stille dit spørgsmål til fagfolket.
