Spørg Scientariet: Hvor hurtigt sætter et måltid sig på sidebenene?
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
By signing up, you agree to our Terms & Conditions and agree that Teknologiens Mediehus and the IDA Group may occasionally contact you regarding events, analyzes, news, offers, etc. by telephone, SMS and email. Newsletters and emails from Teknologiens Mediehus may contain marketing from marketing partners.

Spørg Scientariet: Hvor hurtigt sætter et måltid sig på sidebenene?

Illustration: NicolaasW/Bigstock

Vores læser Rasmus Larsen spørger:

Jeg hørte i fjernsynet på et tidspunkt, at der går 6-8 timer, fra man har spist et måltid, til de overskydende kalorier omsættes til fedt i kroppen. Passer dette?

Og i så fald, kan man så også sætte et timetal på den modsatte funktion, altså hvor lang tid der går, fra man har forbrændt x antal kalorier, til den tilsvarende mængde fedt forsvinder fra kroppen?

Lars Klingenberg, ph.d. på Institut for Idræt og Ernæring, Københavns Universitet, svarer:

Påsken er lige om hjørnet – og det betyder påskefrokost!

Læs også: Spørg Scientariet: Feder en kold øl mindre end en varm?

Når vi sætter os ned ved påskebordet, kan vi jo selv bestemme, om vi vil spise rigtig meget eller profant meget mad. Og afhængig af strategien vil det tage kortere eller længere tid for kroppen at fordøje maden.

I praksis regner vi med, at kroppen skal bruge energi på at omsætte maden svarende til ca. 10 procent af den energi, der er i maden. Det er det, vi kalder den termiske effekt af mad.

Det er lidt en sandhed med modifikationer, da det afhænger af sammensætningen af makronæringsstoffer i maden – altså fordelingen af fedt, kulhydrat og protein. Men 10 procent for et ’blandet’ måltid er en udmærket tommelfingerregel.

Dvs., at hvis du spiser et måltid på 8MJ (og her er vi ude i kategorien rigtig meget mad), så skal kroppen bruge 800 kJ på at nedbryde, absorbere, transportere og lagre den mad, vi spiser. Det tager naturligvis lidt tid, og 6-8 timer er ikke helt skudt ved siden af.

Jo mere vi spiser, jo længere tid går der. Men ikke alt det, vi spiser, lagres som fedt. Vi har ikke noget lager for protein, så det lagres ikke, men indgår i kroppens interne omsætning af protein. Er vi i voksealderen, eller har gang i de tunge vægte nede i det lokale fitnesscenter, så ’lagres’ en lille del af proteinet dog som muskel- og organvæv.

Læs også: Spørg Scientariet: Gav - og giver - stenalderkost længere levetid?

Vi har også begrænsede lagre af kulhydrat (vi har nogle lagre af kulhydrat i form af glykogen i lever og muskler), så med mindre vi har løbet en maraton dagen før, og dermed skal have fyldt lagrene op, så vil kroppen sørge for at få brændt kulhydraterne af som noget af det første.

Så har vi fedtet tilbage, og med mindre, man er i energiunderskud (hvis man fx ønsker at slanke sig lidt), så bliver fedtet transporteret direkte med eksprestog til sidebenene.

Tager vi så den omvendte situation, bliver det lidt mere ’tricky’. Og et klart svar bliver svært. Det, vi taler om her, er restituering.

Hvis man har været en tur på løbebåndet og løbet i moderat tempo (altså i et tempo, hvor konditionen kan følge med, og musklerne derfor har ilt nok til energiomsætningen), så vil kroppen forbrænde en blanding af fedt og kulhydrat. Der vil formentlig også være en andel protein forbrændt, men lad os lige holde dem udenfor her.

Kroppen forbrænder altså både kulhydrat og fedt. Kulhydratet vil i starten komme fra lagrene af glykogen i musklerne. Da kroppen får meget mere energi til løbet ved at forbrænde fedt, vil der blive mobiliseret fedt fra små depoter i musklerne (intramuskulært fedt). Løber vi længere, vil kroppen være nødt til at hente forsyninger af kulhydrat i leveren og fedt fra fedtdepoterne (a.k.a. sidebenene).

Læs også: Spørg Scientariet: Hvorfor bliver maden ikke brun i mikrobølgeovnen?

Når vi er færdige med løbeturen, vil kroppen have brug for at gendanne lagrene af kulhydrat og fedt i musklerne, så der pumpes en masse kulhydrat ind i musklerne fra blodbanen (som kommer fra leveren), og fedtlagrene i musklerne fyldes tilsvarende fra cirkulerende fedt i blodbanen (som kommer fra fedtdepoterne).

Tidsrammen for restitueringen er afhængig af løbeturens længde og intensitet. Jo hårdere og længere vi løber, jo længere tids restituering. En løbetur i skoven på 10-15 km kan godt tage op til 24 timer at ’komme sig over’.

Man kan altså ikke komme med noget præcist svar på, hvor lang tid der går, fra man har forbrændt x antal kalorier, til den tilsvarende mængde fedt forsvinder fra kroppen, da der for det første ikke kun forbrændes fedt, og for det andet er fordelingen mellem fedt og kulhydrat afhængig af arbejdsintensiteten – jo højere intensitet, jo flere kulhydrater brændes der.

Sikkert er det dog, at x antal kalorier brændt, er x antal kalorier brændt – uanset om man har gået en tur i roligt tempo eller sprintet op og ned ad Valby bakke.

Spiser vi mindre, end vi forbrænder, så vil fedtlagrene blive kompromitteret. I vægttabsøjemed er det således fuldstændig ligegyldigt, hvordan du kommer i energiunderskud, og al snak om ’fedtforbrændingszone’ er således helt og aldeles noget vrøvl.

Spørg fagfolket

Du kan spørge om alt inden for teknologi og naturvidenskab. Redaktionen udvælger indsendte spørgsmål og finder den bedste ekspert til at svare – eller sender spørgsmålet videre til vores kloge læsere. Klik her for at stille dit spørgsmål til fagfolket.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det var dog et fantastisk, pædagogisk og letforståeligt svar på spørgsmålet.
Det er ikke altid vi ser det her på sitet.
Stor ros :)

  • 24
  • 0

Det eneste der har fået mig til at tabe mig, er at spise mindre sukker. Energimæssigt er en kalorie præcis en kalorie. Men X antal kalorier fra sukker vil klart skabe flere problemer end X antal kalorier fra f.eks grøntsager, kød eller ris.
Men de fleste spiser/drikker store mængder sukker/alkohol og køber minimælk - men taber sig sjovt nok ikke, stort set uanset hvor meget de udfolder sig fysisk.

  • 3
  • 1

Og deri ligger den sørgelige tilgang til mange aspekter i vores liv. Det burde ikke være så farligt og tabubelagt at tale om flere af siderne i de problemstillinger, som vi bliver sat overfor i vores gøren og laden. Sukker og alkohol har en grum bagside, trods visse fornuftige formål. Men det henviser jo blot til et gammelt ordsprog "intet er så skidt at det ikke er godt for noget".
Nu lever vi bare i en tid, hvor religion og overtro, så småt fortager sig - i nogle kredse. Derfor må vi gradvist også forholde os til den virkelighed der kommer frem.

  • 0
  • 0

Det er hårde ord, vores ekspert har om fedtforbrændingszonen.

Personligt har jeg konstateret, at jeg ved langvarig træning i fedtforbrændingszonen kan forbrænde rigtig mange kalorier uden at blive sulten. Før har jeg trænet meget mere intensivt og kort, og det har resulteret i ædeflip senere på aftenen.

Forklaringen er jo nok den simple, at den hårde træning har brugt af musklernes sukkerdepoter, og dem vil kroppen have genfyldt, og derfor bliver jeg sendt i køleskabet. Hvorimod den lette træning tilsyneladende får lov at flyve under radaren, fordi sukkerdepoterne ikke bliver tømt.

Så vores ekspert må da gerne latterliggøre fedtforbrændingszonen. Jeg har tabt 15 kg på 3 måneder, og det har jeg aldrig været i stand til før.

  • 1
  • 2

Kære alle,

Tak for kommentarerne.

Først og fremmest, så har I naturligvis ret i, at svaret på spørgsmålet er noget mere simpelt end den virkelige verden. Det håber jeg også fremstår tydeligt i svaret. Der er naturligvis væsentlig flere nuancer og detaljer involveret, end der var plads til at skrive.

Dog vil jeg ikke hoppe med på den omfattende 'carb shaming', som er fremherskende for tiden (præcis som fedtforskrækkelsen var i 90'erne). Artiklen på stretchtherapy.com er netop fyldt med en del myter og usandheder. Det er også bemærkelsesværdigt, at der ikke er reference til en eneste peer-reviewed videnskabelig publikation i artiklen - noget som bør få enhver forsker til at løfte det ene øjenbryn (hvis ikke begge).

Her kunne jeg skrive en masse forklaringer på dette, men i virkeligheden er det nemmest blot at henvise til disse sider: http://www.mortenelsoe.com/blog/fedendekul... og http://www.mortenelsoe.com/blog/fedtmaette.... Her får I præcis den samme forklaring, som jeg ville give og fra en person, som kender studierne bagved.

Derudover kan man på nettet finde en masse anekdoter om den ene og den anden person, som har gjort ét eller andet og tabt sig helt vildt. For det første er det netop anekdoter, som bekendt ligger nederst i evidenshierarkiet (og dermed ikke skal tillægges nævneværdig værdi). For det andet, så er der i langt de fleste tilfælde tale om personer, som ikke kunne ændrer én komponent (fx kulhydratindtaget), men 2, 3, 4 eller flere komponenter. Og så bliver det svært at finde ud af, hvad der bærer effekten. Det bedste eksempel på sidstnævnte er myten om, at grunden til, at LCHF-kost mætter er pga. den øgede fedtmængde. I langt de fleste tilfælde har det vist sig, at der personer har skruet godt op på proteiner samtidig. Og vi ved netop fra store randomiserede studier, at netop protein giver en øget mæthed - ikke fedt. Men for 'LCHF-believers' bliver det 'solgt' som noget andet.

Ift. 'fedtforbrændingszonen' så skriver jeg netop, at ift. mængden af energi forbrændt, så er det ligegyldigt, om man småløber eller tonser afsted - en kalorie er én kalorie og den er forbrændt uanset, hvordan det gøres. Derfor er det også noget vrøvl at snakke om 'fedtforbrændingszone' ift. mængden af energi forbrændt (hvilket var konteksten). Hvordan appetitten så 'reagerer' bagefter og senere er en anden sag, som jeg ikke kom ind på (og derfor ikke har latterliggjort). Og her er billedet noget mere broget. Jeg må også igen påpege, at anekdoter sagen kan være rigtige, men det er ikke evidens. Jeg skal ikke udelukke, at mekanismen for appetitregulering er forskellig for forskellige intensiteter af træning, men det var ikke det, jeg udtalte mig om i svaret (der handlede om energi)

  • 11
  • 0

Dvs - der er ifølge dig, ikke nogen grund til at undgå sukker i en grad, som det bliver nævnt i følgende video med Dr. Robert Lustig:
https://www.youtube.com/watch?v=dBnniua6-oM
Ellers BBC's version:
https://www.youtube.com/watch?v=ONXNKacNU_4
Som også er lavet i en version, der hedder "the men who made us fat"
https://www.youtube.com/watch?v=kYVoYwU1-kk

Jeg kender få, som holder sukker på et lavt niveau, men de holder sig til gengæld flot. Til gengæld kender jeg afsindigt mange, som er tydeligt småfede - hvor det er tydeligt at sukker er en stor del af deres kost. Jeg vil gerne se en med lav mængde leverfedt og nydeligt og sundt ydre, som også spiser en del sukker, fra juice, sodavand, kager og slik- tror ikke de findes.

  • 0
  • 2

Derfor er det også noget vrøvl at snakke om 'fedtforbrændingszone' ift. mængden af energi forbrændt (hvilket var konteksten)


Jeg er udmærket klar over, hvad der var konteksten. Jeg reagerede på, at du kom med en konklusion, som var formuleret så bombastisk, at den rakte langt ud over den opstillede kontekst - og dermed også langt ud over den argumentation, der skulle understøtte konklusionen.

  • 0
  • 1

Nej, jeg finder ikke, der er videnskabelig belæg for at sige, at sukker per se er skadeligt. Sukker er et kulhydrat som så mange andre kulhydrater og er ikke skadeligt for kroppen. Det handler om mængder.

Jeg udtaler mig ud fra den videnskab, der er tilgængelig - dvs. randomiserede kliniske forsøg. Anekdoter er ikke det bedste udgangspunkt for en faglig diskussion, da de ofte - ikke altid - men ofte er væsentligt biased. Ved du fx om dem du kender ikke også ændrer på andre parametre i deres kost end sukker? Og har du fuldstændig styr på al mad, dem du kender, spiser? Har de ændret andre vaner (fx fysisk aktivitet)? Det er derfor man laver randomiserede kliniske forsøg, hvor man kan kontrollere disse forhold (selvom det er svært i ernæringsforskning).

Jeg kan få folk til at tabe sig ved kun at spise Snickers. Hvis de kun spiser to Snickers om dagen, så kan jeg garantere et stort og flot vægttab. Jeg kan også få folk til at tage på i vægt ved at spise såkaldte sunde fødevarer - de skal bare spise dem i tilstrækkelige store mængde. Det handler altså om mængder; man taber sig, når man er i energiunderskud – også selv om kosten består af endda meget store andele sukker.

Pointen er, at det handler om mængder og energi. Fordi nogle (tilsyneladende) spiser en kost med sukker, er det ikke ensbetydende med, at de hverken tager på eller spiser usundt. Der er simpelthen ikke videnskabelig belæg for at knytte kulhydrat til fedme. Kroppen har brug for kulhydrat - en ganske pæn mængde faktisk, da den, som jeg skrev i artiklen, foretrækker kulhydrat som energikilde.

Ift. dine kilder, så har jeg snuset lidt rundt ift. Rober Lustig. Jeg må indrømme, at hans CV ift. videnskabelige publikationer på ernæringsområdet ikke er imponerende (ift. andre forskere på området). Man kan altid finde en 'ekspert' på nettet, som man er enig i. Og han er tydeligvis en mand med en mission, som også markedsfører bøger på, at sukker er giftigt. Vand er også giftigt i de rette mængder - du kan dø af det. Der er virkelig giftige stoffer i broccoli - hvis vi får for meget af det, dør vi. Men i stedet for at forholde sig til fakta, bliver det en personlig holdning om, at kulhydrat og sukker er skadelig, og man bevæger sig ind i ekkokamre på nettet, hvor alle er enige om, at kulhydrat (og især sukker) tildeles en magisk evne til at gøre kroppen ekstra effektiv, når det gælder fedtlagring – selv i fravær af kalorieoverskud. Det er simpelthen ikke muligt, hvis vi tror på, at termodynamikkens love også gælder for kulhydrat.

Robert Lustig er også ivrig fortaler for 'insulinhypotesen', som siger, at fordi kulhydrater får kroppens insulinniveauer til at stige (og fordi insulin er nødvendigt for lagring af næring), så er kulhydrater skyld i overvægt. Den logiske konklusion på denne hypotese er, at skal man tabe sig, skal man skære ned på kulhydraterne - ikke kalorierne generelt, og især ikke fedtet (den såkaldte Low Carb High Fat [LCHF] kost). Der ligger også i denne myte en antagelse om, at sukker omdannes til fedt, som jeg afviste i mit oprindelige svar. Problemet med insulinhypotesen er, at den er forkert. Det er blevet tilbagevist videnskabeligt og er dermed ikke til diskussion. Tror man på den er man mere religiøs i sin tilgang til ernæring end man er faktabaseret.

Vi har et kostråd der siger: spis varieret og ikke for meget. Det er i virkeligheden det bedste kostråd, der kan gives. Og hvorfor har vi så problemer med overvægt herhjemme? Fordi folk netop ikke spiser som kostrådene anbefaler, og fordi vi er for lidt aktive. Det er slået fast af talrige undersøgelser fra DTU.

  • 7
  • 0

@Allan Olesen: Du kan altså ikke tage enkelte ord i en hel sætning ud og så blot sige, at fordi den i dine øjne er bombastisk, så gælder den universelt. Det er ikke en korrekt måde at citere mig på.

Jf. sukkerdebatte. Hvis jeg skriver: "sukker er usundt, hvis du spiser 100 kg om dagen", kan du ikke bare tage "sukker er usundt" ud og citere mig for det.

  • 2
  • 0

Så er det et problem at Time, BBC, CNN, Telegraph osv osv - skriver det de skriver.
Hvor skal normale borgere søge hen? Vi ser kun et hav af fede mennesker og flere og flere hylder i supermarkederne, som er fyldt med sukkerholdige produkter. Desuden så bliver man jo i tvivl om, hvorvidt man kan stole på nogen overhovedet. Alle er tydeligvis mest interesseret i at få solgt en vare.
Så sukker har ingen indflydelse på leverfedt, åreforkalkning osv?
Og kan jeg anskue hvidt sukker, som værende en kulhydrat på lige fod med ris og pasta?
Har sukker ingen indflydelse på vores følelse af sult?

Et af Lustig's forsøg gik netop på at få en forsøgsperson til at spise de samme kalorier, men blot erstatte 500kcal sukker i kosten med 500kcal pomfritter, for at vise at det var kalorie-typen og ikke mængden, som gjorde forskellen.

Jeg glæder mig til en forklaring - for jeg kan godt være lidt af en fanboy, når jeg tror at jeg har fanget forståelsen af et eller andet, men er altid villig til at lære nyt - på trods af at det måske kommer til at "ødelægge" min teori om hvordan jeg opnåede det varige vægttabt for nu 16 år siden.

  • 0
  • 0

Jeg mener at det er vigtigt at vi anskuer problematikken fra alle vinkler og så vidt muligt objektivt.
Gary Taubes er så vidt jeg kan se ikke en videnskabsmand, men en journalist, som går efter alle de andre, som mener at de har det endegyldige svar. Hans arbejde lader til at være reelt, idet at han spørger hele vejen rundt og ikke konkret siger at der kun er EN unik vej at gå. Men det er stadig noget jeg ikke 100% personligt kan vurdere - hvilket jeg faktisk ikke tror noget individ kan.
Delt op i 3 bidder:
https://www.youtube.com/watch?v=obUBaclfsys
https://www.youtube.com/watch?v=BNFlbRjOeHA
https://www.youtube.com/watch?v=KSq_J5acEto
Spørgsmål fra publikum:
https://www.youtube.com/watch?v=2fdnDoiqvUY
Desuden kan jeg ikke finde nogen der sælger noget, om jeg føler mig "presset" til at købe for at opnå et resultat. De kommer bare med et forslag, som jeg snildt selv kan følge - uden at købe noget af dem. På nær lige måske Doctor Berg, som sælger nogle forskellige piller og selvfølgelig nogle bøger:
https://www.youtube.com/user/drericberg123

  • 0
  • 0

Så fik jeg lidt tid til at svare - jeg beklage ventetiden!

Generelt er det sådan, at man på det store grumsede internet altid kan finde 'evidens' for vores påstande. På den måde er vi mennesker vores egne helt fantastiske forsvarsadvokater - vi er nemlig i den grad i stand til at finde den 'viden', der understøtter vores egen forklaring og holdning. Det er det vi nogle gange kalder 'reverse engeneering'. Altså, vi har vores holdning, og så konstruerer vi vores egen virkelighed ud fra det og 'cherry pick'er' evidensen. Derfor er jeg ikke så meget til YouTube og Wikipedia, da det er svært at se, hvor den viden kommer fra. Og så er der virkerlige - VIRKELIG - mange penge i det her! Det bør få alle alarmklokker til at ringe. Der er så mange penge i det, at mange såkaldte læger i USA faktisk ikke er læger. Dertil skal du lægge at ernæring på de fleste lægeuddannelser ikke fylder ret meget, så deres grundlæggende viden om ernæringsfysiologi hviler på et meget lille grundlag. Folk der er uddannet og forskertrænet indenfor ernæring ved nok ikke så meget om en masse sygdomme, men det ved en helvedes masse om ernæring! Læger er altså ikke orakler!

Dertil skal du lægge SoMe som bugner af historier om folk på alverdens kure, som har opnået fantastiske resultater. Det har de måske også (med mindre de har pyntet lidt på sandheden for at fremstå endnu sejere - det er vist ikke et ukendt fænomen), men der er i den grad noget selektions bias i dette. Ud af 1000 mennesker, som har prøvet én eller anden kur, er der måske én der har haft en positiv effekt af det - og det er den person, der skriver det på SoMe. Ikke de 999 andre, som ikke havde effekt af det, prøve og fejlede, fik en depression (som utroligt mange svært overvægte får) og har opgivet al håb. Nej, vi lytter til den ene, som havde en effekt og tænker "det virker sgu'!" Nix, vi hører bare kun om den person.

Det vil altså altid væres sådan, at man på nettet kan finde 'bevis' for alt (selv beviser for at holocaust ikke fandt sted). Det kan også tildels gælde for den videnskabelige litteratur. Her kan man også finde beviser i modsatte retninger. Og der er også rigtig meget dårlig forskning derude. Der er derfor, der er forfattere, som samler evidensen på virkelig gode studier (randomiserede kliniske studier) og publicerer dem i metaanalyser. Først dér har vi et nogenlunde overblik over situationen.

Ernæringsfysiologi er komplekst! Meget meget mere komplekst, end mit første og så vidt andet indlæg giver udtryk for. Der er flere helt overordnede grunde til det:
1) Piller du ved én komponent i den mad, piller du mindst ved én anden også. Når makronæringsstoffer indtages i forhold, så kan man ikke bare indtage mere af det ene, uden at påvirke det andet.
2) Madens matrix spiller en væsentlig større rolle, end vi hidtil har troet. Dvs. at den møde næringsstofferne er indlejret i en fødevare kan have betydning for, hvordan den påvirker maden

Tager du de to ting sammen, vil det være sådan, at ændrer du dit madindtag piller du højst sandsynlig både ved makronæringsstoffer, mikronæringsstoffer, energiindtag og matrix. Både rent ernæringsfysiologisk, men i høj grad også som følge af vaneændringer. Derfor kan du ikke bare sige, at "jeg taber mig kun ved at spise mindre sukker". Hvis du spiser mindre sukker og samtidig spiser den dobbelt mængde energi fra protein og fedt, så kan jeg godt garantere dig, at du ikke taber dig. Til gengæld, hvis du spiser mindre sukker og samtidig skærer dit fødevareindtag (energi) og ændrer dine vaner til at spise mere grønt og måske har energi til at tage cyklen lidt oftere, så taber du dig - men det er IKKE pga. sukkeret! Det er pga. en større forskel mellem indtag og forbrænding som følge af en række faktorer (fx giver et større indtag af protein og fibre en øget mæthed og dermed en generel mindre 'drive' mod at spise). Den såkaldte calories in calories out tese (CICO). Kritikere af CICO siger netop at den er for simpel. Det er den også, for du skal tage alt det, jeg har skrevet ovenfor med i betragtning. Derudover er der de ændringer i kropskompositionen, som også påvirker din forbrænding (men det er en anden snak).

Og så er der de individuelle forskelle. Hvad der virker for Abdel virker måske ikke for Anna. Og vi har alle en faster Oda, som har røget, drukket og horet i 100 år og er frisk som en havørn. Hun er ganske sikkert sød og sund, men hun er en outlier. Èn ud af måske 100.000. Så skal vi bygge vores anbefalinger på hende og lytte til hendes råd om at ryge, drikker og... nå ja... Nej, vel. Vi skal bygge vores viden på evidens og gennemsnit.

Og så spørger du: hvor skal man gå hen, som lægperson. Der er nogle enkle spilleregler:
1) Hvis det virker for godt til at være sandt, så er det nok for godt til at være sandt
2) Hvis nogen vil sælge et produkt, er det ikke nødvendigvis dårligt, man skal bare have paraderne oppe
3) Brug sund fornuft. Man behøver ikke kende termodynamikkens love indgående, men man kan alligevel godt tænke lidt på, at fedt (på kroppen) er lagret energi. Det skal nedbrydes til vand og kuldioxid, og der er altså nogle love, som gælder og som ingen (!) kan sno sig udenom. Fx at der skal energiunderskud til for at fedtet bliver mobiliseret. Det kan rent termodynamisk ikke ske på anden måde (magi er ikke en option).
4) Husk det første kostråd: spis varieret, ikke for meget og vær fysisk aktiv. Simpelt, elegant og effektivt. Problemet i dag er, at vi ikke spiser efter dem.

Og så lige lidt om sukker:
Sukker er et disakkarid og dermed et kulhydrat. Intet andet! Der er ikke noget specielt magisk ved sukker. Al snak om 'det farlige raffinerede sukker' er nonsens. Der er ingen forskel rent ernæringsfysiologisk på frugtsukker, rørsukker og hvidt sukker. Det er et kulhydrat og dermed livsnødvendig energi til kroppen.

Ift. effekten på sulten, så er det kun et problem, hvis du i forvejen har problemer med at regulere dit blodsukker, for det er her sammenhængen kan være. Hvis du i forvejen har lidt problemer med reguleringen (insulinresistens), vil et sukkerholdigt måltid give et for stort insulinsvar, som (ad lidt omveje) kan inducere en sultfornemmelse - også ganske kort tid efter et måltid. En speciel målgruppe i denne sammenhæng er kvinder med PCOS (som der er forholdsvis mange af). De har ofte en grad af insulinresistens og kan derfor være påvirkelige overfor et højt sukker indtag. Folk med helt normal (dvs. effektiv) regulering af blodsukkeret har oftets ikke problemer med sukkerindtag og sult.

Men som så meget andet, så er al overdrivelse ikke hensigtsmæssigt. Men indtag af sukker ihht. anbefalingerne:
- Kulhydrat 45 – 60 E% med et kostplanlægningsmål på 55 E%
- Kostfibre 3 g pr MJ eller 25-35 g pr dag
- Tilsat sukker max 10 E%
Selv hvis man spiser lidt mere kulhydrat er der formentlig ikke de store problemer, hvis man fx er meget fysisk aktiv. Men det træder jo så i stedet for noget andet, som måske var mere hensigtsmæssigt at spise.

Jeg håber det gav svar på nogle ting. Hvis jeg har glemt noget, må du sige til. Jeg er ikke gået ind i de forskellige videoer. Fælles for Gary Taubes og Tim Noakes er, at de er meget passionerede omkring deres 'sugar shaming', og at de publicere en masse 'conceptual papers', som kan være fine til at generere hypoteser ud fra, men de er ikke randomiserede kliniske studier. Vi er altså forholdsvis langt nede i evidenshierarkiet - dér hvor vi ikke genererer fakta men historier.

  • 0
  • 0