Vores læser Rasmus Larsen spørger:
Jeg hørte i fjernsynet på et tidspunkt, at der går 6-8 timer, fra man har spist et måltid, til de overskydende kalorier omsættes til fedt i kroppen. Passer dette?
Og i så fald, kan man så også sætte et timetal på den modsatte funktion, altså hvor lang tid der går, fra man har forbrændt x antal kalorier, til den tilsvarende mængde fedt forsvinder fra kroppen?
Lars Klingenberg, ph.d. på Institut for Idræt og Ernæring, Københavns Universitet, svarer:
Påsken er lige om hjørnet – og det betyder påskefrokost!
Læs også: Spørg Scientariet: Feder en kold øl mindre end en varm?
Når vi sætter os ned ved påskebordet, kan vi jo selv bestemme, om vi vil spise rigtig meget eller profant meget mad. Og afhængig af strategien vil det tage kortere eller længere tid for kroppen at fordøje maden.
I praksis regner vi med, at kroppen skal bruge energi på at omsætte maden svarende til ca. 10 procent af den energi, der er i maden. Det er det, vi kalder den termiske effekt af mad.
Det er lidt en sandhed med modifikationer, da det afhænger af sammensætningen af makronæringsstoffer i maden – altså fordelingen af fedt, kulhydrat og protein. Men 10 procent for et ’blandet’ måltid er en udmærket tommelfingerregel.
Dvs., at hvis du spiser et måltid på 8MJ (og her er vi ude i kategorien rigtig meget mad), så skal kroppen bruge 800 kJ på at nedbryde, absorbere, transportere og lagre den mad, vi spiser. Det tager naturligvis lidt tid, og 6-8 timer er ikke helt skudt ved siden af.
Jo mere vi spiser, jo længere tid går der. Men ikke alt det, vi spiser, lagres som fedt. Vi har ikke noget lager for protein, så det lagres ikke, men indgår i kroppens interne omsætning af protein. Er vi i voksealderen, eller har gang i de tunge vægte nede i det lokale fitnesscenter, så ’lagres’ en lille del af proteinet dog som muskel- og organvæv.
Læs også: Spørg Scientariet: Gav - og giver - stenalderkost længere levetid?
Vi har også begrænsede lagre af kulhydrat (vi har nogle lagre af kulhydrat i form af glykogen i lever og muskler), så med mindre vi har løbet en maraton dagen før, og dermed skal have fyldt lagrene op, så vil kroppen sørge for at få brændt kulhydraterne af som noget af det første.
Så har vi fedtet tilbage, og med mindre, man er i energiunderskud (hvis man fx ønsker at slanke sig lidt), så bliver fedtet transporteret direkte med eksprestog til sidebenene.
Tager vi så den omvendte situation, bliver det lidt mere ’tricky’. Og et klart svar bliver svært. Det, vi taler om her, er restituering.
Hvis man har været en tur på løbebåndet og løbet i moderat tempo (altså i et tempo, hvor konditionen kan følge med, og musklerne derfor har ilt nok til energiomsætningen), så vil kroppen forbrænde en blanding af fedt og kulhydrat. Der vil formentlig også være en andel protein forbrændt, men lad os lige holde dem udenfor her.
Kroppen forbrænder altså både kulhydrat og fedt. Kulhydratet vil i starten komme fra lagrene af glykogen i musklerne. Da kroppen får meget mere energi til løbet ved at forbrænde fedt, vil der blive mobiliseret fedt fra små depoter i musklerne (intramuskulært fedt). Løber vi længere, vil kroppen være nødt til at hente forsyninger af kulhydrat i leveren og fedt fra fedtdepoterne (a.k.a. sidebenene).
Læs også: Spørg Scientariet: Hvorfor bliver maden ikke brun i mikrobølgeovnen?
Når vi er færdige med løbeturen, vil kroppen have brug for at gendanne lagrene af kulhydrat og fedt i musklerne, så der pumpes en masse kulhydrat ind i musklerne fra blodbanen (som kommer fra leveren), og fedtlagrene i musklerne fyldes tilsvarende fra cirkulerende fedt i blodbanen (som kommer fra fedtdepoterne).
Tidsrammen for restitueringen er afhængig af løbeturens længde og intensitet. Jo hårdere og længere vi løber, jo længere tids restituering. En løbetur i skoven på 10-15 km kan godt tage op til 24 timer at ’komme sig over’.
Man kan altså ikke komme med noget præcist svar på, hvor lang tid der går, fra man har forbrændt x antal kalorier, til den tilsvarende mængde fedt forsvinder fra kroppen, da der for det første ikke kun forbrændes fedt, og for det andet er fordelingen mellem fedt og kulhydrat afhængig af arbejdsintensiteten – jo højere intensitet, jo flere kulhydrater brændes der.
Sikkert er det dog, at x antal kalorier brændt, er x antal kalorier brændt – uanset om man har gået en tur i roligt tempo eller sprintet op og ned ad Valby bakke.
Spiser vi mindre, end vi forbrænder, så vil fedtlagrene blive kompromitteret. I vægttabsøjemed er det således fuldstændig ligegyldigt, hvordan du kommer i energiunderskud, og al snak om ’fedtforbrændingszone’ er således helt og aldeles noget vrøvl.
