Spørg Scientariet: Hvilke stueplanter kan omdanne mest CO2 fra vores hjem?

14. februar 2014 kl. 02:003
Spørg Scientariet: Hvilke stueplanter kan omdanne mest CO2 fra vores hjem?
Illustration: KU Life.
Artiklen er ældre end 30 dage

Henrik Grønborg skriver: Min kæreste og jeg har et højt CO2-niveau i hjemmet. Vi overvejer at købe nogle stueplanter, og derfor synes vi, det kunne være sjovt, hvis der er forskel på hvor meget CO2, de omdanner for så at købe dem med et højt omdannelsesniveau.

Lars Jørgensen, hortonom og innovationskonsulent i Agrotech, svarer:

Ja, der er forskel på, hvor meget CO2 stueplanter optager. Det kommer helt enkelt an på, hvor store de er, og hvor meget de vokser.

Vi kan starte med at slå fast, at alle planter bruge CO2 i dagtimerne, når sollyset i samspil med vand sørger for at omdanne CO2’en til kulhydrater. Det er en energikrævende proces og noget, der selvsagt foregår i dagtimerne og især om sommeren, hvor lyset er stærkest. Derfor vil det sjældent været CO2, planterne mangler, men snarere lys.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Desuden står planterne konstant og respirerer, lige som vi selv gør, og her bliver kulstofferne nedbrudt og spaltet til CO2. Den proces kører sideløbende hele døgnet og balancerer CO2-regnskabet.

Hvis man derfor vil sørge for, at planterne omdanner mere CO2, end de laver, skal der altså en nettotilvækst til, dvs. de skal vokse, så de bruger noget ekstra CO2. Det vil for de fleste stueplanter typisk ske om sommeren, når der er nok lys, men vi taler ikke så meget, at jeg tror, at det vil gøre en egentlig forskel – uanset plantetype.

Det er ikke som i et drivhus, hvor en agurkeplante måske vokser 10 cm om dagen. Der bliver brugt noget CO2. Og der skal noget vanding til, for står planterne og bliver lidt tørre, lukker bladene af for at undgå at miste vand, og så optager de heller ikke CO2.

Så kort sagt: Jo mere plantemasse du har, og jo hurtigere de vokser, des mere CO2 vil de optage. I en stue vil den ene type plante frem for en anden dog ikke gøre nogen væsentlig forskel, dog kan luftes føles behageligere i tørre perioder pga. den fugtige respiration, og så er planter pæne at se på. Men er luften tung og indelukket af CO2, vil en udluftning være langt det mest effektive.

3 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
2
14. februar 2014 kl. 14:58

Nu kan stueplanter forbedre indeklimaet, hvis der fx er meget tørt, så kan planterne hjælpe ved at afgive fugt til luften (dog er det så nok ikke lige kaktus/sukkulenter man skal have).

Der er visse planter (som Væddeløber (Stribegræs)- og aspidistra), der i en vis grad kan hjæpe mod tobaksrøg- eller rettere: Det siges, at den kan! (Oplysningen er muligvis forældet i dag!).

Planter skal stå lyst- allerede 1 m fra vinduet kan der være for mørkt- men så kan man have særlig plantebelysning (men det er så måske ikke så CO2 fikst...)

Planter skal være rene (dvs bruses over af og til)- støv og skidt på bladene hæmmer fotosyntesen.

Også er mange planter i soveværelset måske ikke en god idé, pga deres respiration- men om de udleder mere CO2 end et menneske -eller en hund, ved jeg så ikke lige. Måske er det også gammel overtro! ;-)

Og hvis man ikke har grønne fingre (det kan dog læres!), så lad være med at have planter- vantrevne planter- bliver man ikke glad af at se på. Selv gør jeg mest i sukkulenter (har opgivet kaktus- de blive enorme i mit hjem!), og så ovennævnte Væddeløber, der også tåler at blive glemt, og nemme at formere. Og så gider kattene ikke at æde dem!

Mvh Tine- der fluks stiger af urtepotten igen