Spørg Scientariet: Hvad foregik der på afmagnetiseringsanstalten?
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Spørg Scientariet: Hvad foregik der på afmagnetiseringsanstalten?

På billedet her ses området, hvor afmagnetiseringen foregik. Skibene sejlede frem og tilbage ude foran stationen, og det var her man behandlede dem. Man kan også på dette billede se bådebroen, som er tegnet ind på tegningen nedenfor. Illustration: Karl Jensen

Vores læser Ida Lindquist har spurgt:

Hvad er der foregået i en nu forladt bygning i Københavns Havn. Der stod på et skilt på bygningen, at det var en afmagnetiseringsanstalt?

Morten Bernsdorf, ingeniør i Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse, samt Flemming Diehl, kommunikationsrådgiver samme sted, svarer:

Principtegning, der viser, hvor en dansk korvet – som f.eks. Olfert Fischer – sejlede ind på Afmagnetiseringsstation Lynetten for at få rystet magneterne. Illustration: Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse

Læs også: Keramisk magnet kan køle øllerne

Det er korrekt, at der på stedet har været et afmagnetiseringsanlæg, nemlig Afmagnetiseringsstation Lynetten, som har tilhørt forsvaret, indtil det blev lukket ned omkring 2012.

Anlægget blev opført af den tyske værnemagt i 1943 og brugt til at mindske magnetismen i skibes skrog for at undgå de miner, der reagerer på magnetisme.

Afmagnetiseringen foregik på den måde, at der i vandet var oprettet flere baner med spoler, som skibene skulle sejle igennem. Banerne var oprettet, så de kunne sejle fra nord mod syd og øst mod vest, og når de gjorde det, så sendte generatorer en stor jævnstrøm på 2.000 ampere ud i vandet.

Læs også: Missilskjold beskytter ikke mod langtrækkende missiler

Man kan sammenligne det med fysiktimerne, hvor man kunne gøre et stykke jern mindre magnetisk ved at banke det ned i bordet. På den måde rykker man de små magneter inde i jernet, så magnetismen mindskes. Det er det samme, man på sin vis gør med jernet i skibene – man vender magneterne ved hjælp af strøm, så skibet ikke bliver så synligt for minerne nede på havbunden.

Polariteten blev vendt to gange i sekundet under afmagnetiseringen, og strømmen var størst i begyndelsen af afmagnetiseringen, hvorefter den faldt til Jordens magnetfelt i takt med, at skibet sejlede langsomt ud.

For hver afmagnetisering tjekkede man skibets signatur, normalt blot i en eller to retninger og vurderede, om det ville give mening at afmagnetisere endnu engang. Man foretog som regel to-tre afmagnetiseringer, indtil der ikke var den store ændring i skibets magnetiske reduktion længere, og derfra påbegyndte man en indstilling af skibets minesikringsanlæg.

Minesikringsanlægget bestod af en masse kabelsløjfer, der var lagt ud i skibet, da det blev bygget. Når der blev sat strøm til disse, blev der dannet et modsatrettet magnetfelt i forhold til skibets, så det blev udlignet mest muligt. Disse sløjfer – eller power supplies – blev justeret efter turene gennem spolerne i vandet.

Læs også: Sådan sikres forsvarets lastbiler mod miner

Denne manøvre skulle foretages mindst en gang om året, da Jordens magnetfelt altid vil prøve at vende magneterne tilbage igen, så når man havde sejlet et stykke tid, skulle man forbi afmagnetiseringsstationen igen. Normalt gik der en hel arbejdsdag med alle operationerne, den første halvdel med afmagnetiseringen.

Til at producere de mange ampere havde man tre tolvcylindrede motorer, der stammede fra gamle amerikanske Sherman-kampvogne fra 1945. Den ene motor leverede strøm til jordfeltssløjfen og de to andre til afmagnetiseringssløjfen. Under processen skulle strømretningen vendes, og det klarede en maskine fra 1934 af typen Gyldner.

Så skibet begyndte med at sejle ind i jordfeltssløjfen (en afmagnetisering var altid i østlig retning) og så henover afmagnetiseringssløjfen, som virkelig gav et kæmpe magnetisk boost for at vende magneterne i jernet. Derefter sejlede det langsomt ud af jordfeltssløjfen.

Læs også: Innovativ teknologi reddede menneskeliv på D-dagen

Lynetten blev brugt en del under den kolde krig, men i dag prøver vi at undgå de store afmagnetiseringer. Problemet er, at den bratte vending af magneterne stresser jernet, så det hurtigere vil søge tilbage mod Jordens magnetfelt, og derfor skal det jævnligt forbi anlæggene. I stedet vil vi hellere bare stille på sløjferne, for det giver et mere 'mættet' og stabilt skib.

At vi dropper de store afmagnetiseringer betyder, at vi kan spare en måling og kun skal tjekke op på skibene en gang om året i stedet for to. Det foregår typisk på anlæg i Tyskland og Sverige.

Ved lukningen var Lynetten ikke længere tidssvarende. Sensorerne var fra 1970'erne, og skibene var blevet for store til at komme igennem. Så i stedet for at foretage en dyr modernisering, vurderede vi, at det bedre kunne betale sig at lægge opgaven ud i takt med at behovet for de store afmagnetiseringer forsvandt.

Jeg håber, det gav et billede af stationen, det blev lukket i 2012 med næsten 70 år på bagen. Det var et fantastisk sted, og en del af materiellet var så gammelt, at man følte man kom 30-40 år tilbage i tiden, når man kom ind derude.

Se og hør, hvordan det hele foregik, i videoen nedenfor, som er produceret af Karl Jensen for Koldkrigsmuseum Langelandsfort.

Spørg fagfolket

Du kan spørge om alt inden for teknologi og naturvidenskab. Redaktionen udvælger indsendte spørgsmål og finder den bedste ekspert til at svare – eller sender spørgsmålet videre til vores kloge læsere. Klik her for at stille dit spørgsmål til fagfolket.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Som gammel tv-ingeniør kom jeg straks til at tænke på 'degaussing'. Se evt. Wiki, som også nævner degaussing af skibe.

I øvrigt: Tak for et godt og gennemarbejdet svar på spørgsmålet om afmagnetiseringsanstalten.

  • 13
  • 0

Ja det undrede også mig, særligt da Sherman tanks normalt har benzin motor, og det ville man normalt ikke anvende til det formål.
Men lidt søgning og sammenligning med billedet gav resultat.
M4A2 varianten havde GM-Detroit 6046D diesel motor.
6046D er en 14 liters dobbeltmotor sammenbygget af to 6 cylindre serie 71 motorer (GM standart motor), hovedsageligt fremstillet som tank-motor.
US-Army anvendte kun benzin Sherman uden for USA. Og Storbritannien leverede de overlevende lend-lease køretøjer tilbage til USA. Så hvordan de er kommet til DK er nok en historie for sig.

  • 2
  • 0

Tænkte det samme. Men at man måske nok har skiftet motorerne siden det blev etableret. Måske der blev bygget med nogle allerede udtjente motorer i 43 som senere hen blev skiftet med mere effektive og moderne.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten