Vores læser Ida Lindquist har spurgt:
Hvad er der foregået i en nu forladt bygning i Københavns Havn. Der stod på et skilt på bygningen, at det var en afmagnetiseringsanstalt?
Morten Bernsdorf, ingeniør i Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse, samt Flemming Diehl, kommunikationsrådgiver samme sted, svarer:
Læs også: Keramisk magnet kan køle øllerne
Det er korrekt, at der på stedet har været et afmagnetiseringsanlæg, nemlig Afmagnetiseringsstation Lynetten, som har tilhørt forsvaret, indtil det blev lukket ned omkring 2012.
Anlægget blev opført af den tyske værnemagt i 1943 og brugt til at mindske magnetismen i skibes skrog for at undgå de miner, der reagerer på magnetisme.
Afmagnetiseringen foregik på den måde, at der i vandet var oprettet flere baner med spoler, som skibene skulle sejle igennem. Banerne var oprettet, så de kunne sejle fra nord mod syd og øst mod vest, og når de gjorde det, så sendte generatorer en stor jævnstrøm på 2.000 ampere ud i vandet.
Man kan sammenligne det med fysiktimerne, hvor man kunne gøre et stykke jern mindre magnetisk ved at banke det ned i bordet. På den måde rykker man de små magneter inde i jernet, så magnetismen mindskes. Det er det samme, man på sin vis gør med jernet i skibene – man vender magneterne ved hjælp af strøm, så skibet ikke bliver så synligt for minerne nede på havbunden.
Polariteten blev vendt to gange i sekundet under afmagnetiseringen, og strømmen var størst i begyndelsen af afmagnetiseringen, hvorefter den faldt til Jordens magnetfelt i takt med, at skibet sejlede langsomt ud.
For hver afmagnetisering tjekkede man skibets signatur, normalt blot i en eller to retninger og vurderede, om det ville give mening at afmagnetisere endnu engang. Man foretog som regel to-tre afmagnetiseringer, indtil der ikke var den store ændring i skibets magnetiske reduktion længere, og derfra påbegyndte man en indstilling af skibets minesikringsanlæg.
Minesikringsanlægget bestod af en masse kabelsløjfer, der var lagt ud i skibet, da det blev bygget. Når der blev sat strøm til disse, blev der dannet et modsatrettet magnetfelt i forhold til skibets, så det blev udlignet mest muligt. Disse sløjfer – eller power supplies – blev justeret efter turene gennem spolerne i vandet.
Denne manøvre skulle foretages mindst en gang om året, da Jordens magnetfelt altid vil prøve at vende magneterne tilbage igen, så når man havde sejlet et stykke tid, skulle man forbi afmagnetiseringsstationen igen. Normalt gik der en hel arbejdsdag med alle operationerne, den første halvdel med afmagnetiseringen.
Til at producere de mange ampere havde man tre tolvcylindrede motorer, der stammede fra gamle amerikanske Sherman-kampvogne fra 1945. Den ene motor leverede strøm til jordfeltssløjfen og de to andre til afmagnetiseringssløjfen. Under processen skulle strømretningen vendes, og det klarede en maskine fra 1934 af typen Gyldner.
Så skibet begyndte med at sejle ind i jordfeltssløjfen (en afmagnetisering var altid i østlig retning) og så henover afmagnetiseringssløjfen, som virkelig gav et kæmpe magnetisk boost for at vende magneterne i jernet. Derefter sejlede det langsomt ud af jordfeltssløjfen.
Lynetten blev brugt en del under den kolde krig, men i dag prøver vi at undgå de store afmagnetiseringer. Problemet er, at den bratte vending af magneterne stresser jernet, så det hurtigere vil søge tilbage mod Jordens magnetfelt, og derfor skal det jævnligt forbi anlæggene. I stedet vil vi hellere bare stille på sløjferne, for det giver et mere 'mættet' og stabilt skib.
At vi dropper de store afmagnetiseringer betyder, at vi kan spare en måling og kun skal tjekke op på skibene en gang om året i stedet for to. Det foregår typisk på anlæg i Tyskland og Sverige.
Ved lukningen var Lynetten ikke længere tidssvarende. Sensorerne var fra 1970'erne, og skibene var blevet for store til at komme igennem. Så i stedet for at foretage en dyr modernisering, vurderede vi, at det bedre kunne betale sig at lægge opgaven ud i takt med at behovet for de store afmagnetiseringer forsvandt.
Jeg håber, det gav et billede af stationen, det blev lukket i 2012 med næsten 70 år på bagen. Det var et fantastisk sted, og en del af materiellet var så gammelt, at man følte man kom 30-40 år tilbage i tiden, når man kom ind derude.
Se og hør, hvordan det hele foregik, i videoen nedenfor, som er produceret af Karl Jensen for Koldkrigsmuseum Langelandsfort.
Du kan spørge om alt inden for teknologi og naturvidenskab. Redaktionen udvælger indsendte spørgsmål og finder den bedste ekspert til at svare – eller sender spørgsmålet videre til vores kloge læsere. Klik her for at stille dit spørgsmål til fagfolket.
