Spørg Scientariet: Hvad får man ud af at undersøge exomånerne?
Vores læser Jakob Russel spørger:
Jeg læste lige, at man vil begynde at lede efter måner uden for vores solsystem og har derfor følgende spørgsmål:
Hvordan vil man undersøge, hvad exomåner består af, og hvor meget information er det i det hele taget muligt at opnå om måner uden for vores solsystem?
Læs også: Nu begynder jagten på exomåner
Christoffer Karoff, lektor på Aarhus Universitet, svarer:
Exomåner, altså måner omkring exoplaneter uden for vores eget solsystem, er et af de hotteste forskningsområder inden for planetfysik. Dette endda selvom vi stadig ikke har en eneste bekræftet exomåne.
Hypen omkring exomåner skyldes nok hovedsageligt to ting: Dels regner man med, at vores egen måne er en vigtig brik i forståelsen af livets udvikling på Jorden, og dels er måner i solsystemet – såsom Europa og Enceladus – nogle af de mest oplagte kandidater til at huse liv uden for Jorden.
Det er specielt observationer fra Kepler-missionen, der bruges til at søge efter exomåner. Her forsøger man at finde tilfælde, hvor en exomåne skygger for lyset fra sin værtsstjerne, når den sammen med den exoplanet, den kredser omkring, bevæger sig ind foran værtsstjernen.
Læs også: Jordlignende planet er fundet kun 4 lysår borte
I de seneste par år er man også begyndt at bruge en metode, hvor man bruger variationer i den tid, der går, mellem at exoplaneterne formørker deres værtsstjerne.
Når vi en dag endelig finder en exomåne, vil man kunne studere forholdene på overfladen med instrumenter som James Webb Space Telescope, der skal sendes op i 2018 og det europæiske Extremely Large Telescope, der forventes at stå færdigt i Chile i 2024. Disse faciliteter vil kunne måle infrarød varmeudstråling og refleksion fra exomånerne.
En anden mulighed ville være at bruge radioteleskopet Atacama Large Millimeter Array – også i Chile – til at måle radiobølger fra exomånerne.
Ved at sammenholde mange forskellige af denne slags observationer vil man være i stand til at lave detaljerede modeller for opbygningen af disse exomåner.
Ved hjælp af teleskoperne kan vi altså få målinger af varmeudstrålingen, målinger af albedoen – dvs. hvor meget lys absorberer og reflekterer exomånen – samt målinger af radioudstrålingen, der fortæller os noget om tilstedeværelsen af en ionosfære, som vi kender det fra Jupiters måne Io.
