Spørg Scientariet: Gav - og giver - stenalderkost længere levetid?
Stenalderkost har været genstandt for meget hype og hån. I denne uge er diskussionen blusset op igen, efter at ny forskning viser, at det moderne menneske ikke er indrettet til den slags spise.
Tilhængere af paleo, også kaldt 'stenalderkost', har argumenteret for, at vores gener ikke har ændret sig væsentligt de sidste tusinder af år, hvorimod kosten er totalt forandret. Men den nye forskning viser, at det ikke nødvendigvis er helt rigtigt. Men levede man længere?
Vores læser Brian Poulsen spørger:
Af interesse for den nymoderne stenalderkost-diæt vil jeg gerne vide, hvad de faktuelle videnskabelige data fortæller os om levealderen på vores forfædre fra for 2,5 mio. år siden og frem til bondestenalderens dyrkelse af afgrøder – i Danmark ca. år. 4.000 fvt., men tidligere i Sydeuropa, Asien og Mellemøsten)?
Alle Homo-arterne må medregnes, da vores stamtræs grene endnu ikke er fastlagte nok til at fravælge nogen. Hvor gamle blev de dengang?
Hvad er de ’ældste’ levealdre, man har fundet? Er der belæg for at påstå, at stenalderkost gav/giver længere levetid end vores nutidige kost baseret på dyrket afgrøder?
Læs også: Fagfolk om fremtidens mad: I 2050 bliver vores mad grønnere, sundere og mere personlig
Anne Løkke, professor i Historie ved Københavns Universitet svarer:
Det korte svar er: Nej. Der er ikke belæg for, at stenaldermennesker levede længere end os, fordi de spiste stenaldermad. Men der er heller ikke belæg for det modsatte: At mennesker i stenalderen var mindre sunde end os på grund af kosten.
Denne situation skyldes for det første, at der stadig er meget, vi ikke ved om fortidens mad. For det andet, at der er endnu mere, vi ikke ved om fortidens sundhed og dens årsager.
Det er muligt at aldersbestemme skeletfund i grove kategorier som børn, unge, midaldrende og gamle. Derfor ved vi, at de fleste af de meget få fundne skeletter fra før landbruget er yngre, sundere og lavere end nutidens begravede.
Læs også: Nye kostråd: Skær ned på ris og pasta
Der er fundet skeletter med tegn på engelsk syge, skørbug, tuberkulose og caries fra stenalderen, men de er sjældne. De fleste har gode kraftige, sunde knogler. De midaldrende dog med tegn på gigt.
Relativt mange er døde af vold, resten af sygdomme man ikke kan se på skelettet. Men om de gamle døde som 60- eller 80-årige, beror på et skøn - ikke mindst fordi aldring ikke sker lige hurtigt for alle mennesker.
Det betyder firkantet sagt, at mange stenaldermennesker var godt ernæret, men andre påvirkninger som våbenkamp, infektioner, og på vore breddegrader kulde, tog livet af de fleste, inden de blev gamle.
Det er der vores viden står nu. Men nye metoder til at analysere små mængder knogle er i så rivende udvikling, at der er håb om inden for få år at kunne få meget mere omfattende viden om kost, sundhed og aldringsprocesser også, når det ikke er hele skeletter, der er fundet.
Om maden i stenalderen ved vi allerede nu meget mere end for nogle årtier siden. Vi er blevet opmærksomme på, at der ikke er ét oprindeligt stenaldermenneske, der har spist noget bestemt og været sundt eller usundt.
Læs også: Bog om nordisk hverdagsmad er god mad, men dårlig videnskab
I global sammenhæng har stenalderen før landbruget været næsten ufattelig lang. Allerede for mere end 2 millioner år siden brugte tidlige menneskearter stenredskaber i Afrika, mens de første landbrugssamfund er omkring 10.000 år gamle.
Over denne lange tid har mennesker alle vegne, hvor de har slået sig ned, tilpasset sig den lokale biotop og spist, hvad man kunne finde der. Nogle steder og tider med temmelig gunstige balancer mellem kost og krop.
Andre tider og steder har mennesker levet med konstante sundhedsudfordringer fra den kost, det har været muligt for dem at skaffe sig.
Derfor kan spørgsmålet ikke besvares generelt. Man må bestemme sig for, hvilke stenaldermennesker man vil sammenligne med hvilke nutidsmennesker.
Læs også: Er det sundere for en grønlænder at leve af fede sælbøffer end grøntsagsstænger og fuldkorn?
Vores viden om mad og sundhed de første millioner år af menneskearternes historie er stadig virkelig tynd. Men om de Neandertalere og Homo sapiens-arter, der levede i Europa for omkring 40.000 år siden, ved vi, at i hvert fald nogle af dem vandrede mellem jagtmarker i indlandet og kysten, hvor de drev fangst på havpattedyr, fiskede og samlede skaldyr.
De har altså ikke levet udelukkende af landpattedyr, men også spist planter - det viser flere og flere fund.
For nylig er blevet påvist rester af flere forskellige ristede kulhydrater i belægningen på tænderne af 15 meget velbevarede 50.000 år gamle neandertalere, der er fundet i El Sidrón i Spanien. Men vi kender ikke andelen af planteføde i disse menneskers kost.
Det et alvorligt problem, hvis man vil rekonstruere deres form for palæo-kost. Men metoderne til at analysere knogler og tænder er i en så rivende udvikling, at der er håb om, at vi kan komme til at vide det.
Det er imidlertid vigtigt at huske, at det også var stenalder i Asien, Amerika og Australien. Mennesker på disse kontinenter har i palæolitikum haft mulighed for at spise planter, som først kom til Afrika og Europa meget senere, eller som aldrig er indført her.
Læs også: Kunsten at bygge en naturlig dinosaur
Vilde ris kan have indgået i samler-jægerkosten i Asien, ligesom vildformer af majs (teosinte), kartofler, tomater, bønner, squash, chili og mange andre planter kan være blevet samlet og spist i Sydamerika lokalt - også før de blev dyrket, forædlet og spredt blandt tidlige landbrugere på dette kontinent fra for omkring 9000 år siden.
I det geografiske område, der nu er Danmark, var palæolitikum kort. De første sikre spor af mennesker er ’kun’ cirka 15.000 år gamle.
Klimaet var på den tid arktisk, og det var rensdyrjægere, der kom.
Arkæolog Mikkel Sørensen har argumenteret for, at det store sundhedsproblem for disse folk var at få fedt nok. Rensdyrkød er så magert, at man skal spise meget store mængder for at få kalorier nok - selv om efteråret, når dyrene er fedest.
Mesolitikum begyndte i Danmark for omkring 11.000 år siden. Det var stadig jægerstenalder og varede, til landbruget for alvor fik betydning her for 6000 år siden.
I denne periode var klimaet blevet tempereret. Det tillod en livsform med vandringer mellem indlands- og kystfangstpladser som beskrevet ovenfor.
Læs også: Stenaldermennesket gik over klippen efter sten
Om disse folk ved vi relativt meget. De levede udelukkende af dyr og planter, som forekom vildt i Danmark, men på en måde, der sætter kostrådet om at spise varieret i et helt nyt perspektiv.
Om Ertebøllefolkene, der levede i den senere del af perioden, ved vi, at de spiste mindst 55 forskellige slags fisk plus skaldyr, plus sæler og hvaler foruden 40-50 forskellige slags fugle og pattedyr.
Vi ved også, at de fik mindst en tredjedel af deres protein fra havet. Det ved vi fra isotopanalyser deres knogler. Denne metode blev udviklet af Henrik Tauber på Nationalmuseet i 1980’erne.
Bestemte stabile isotoper afspejler, om proteinkilderne i kosten primært stammer fra havet eller fra landjorden. Metoden er nu verdensberømt og bliver brugt mere og mere.
Vi ved også, at Ertebøllefolkene spiste mange hasselnødder, og at de få tilberedte måltider, vi kender til, indeholdt planter. Men hvor stor en andel af kosten, der kom fra planter, det ved vi ikke – endnu. Det er et problem, hvis vi ønsker at spise autentisk stenaldermad.
Læs også: Spørg Scientariet: Hvad sker der, hvis man spiser for lidt fedt?
Kan vi komme nærmere, om stenalderfolkene blev sundere end os af det de spiste? Højden i skeletfund har været forsøgt brugt til et svar, men vi har i Danmark kun omkring 20 hele skeletter fra tiden før landbruget, og både etablereingen af en troværdig højde fra et skelet og fortolkningen af sammenhængen mellem højde og sundhed er vanskelig.
Med de forbehold anslås legemshøjden til omkring 155 cm for kvinder og 168 for mænd i mesolitikum. Hen mod bronzealderen, hvor der havde været primitivt landbrug i generationer, var den steget til 156 cm for kvinder og 171 for mænd, og i jernalderen til henholdsvis 161 og 175 cm.
I den tid dominerede mælk og husdyrkød kosten. Højden blev lidt lavere i vikingetid og middelalder. I 1852-56 var gennemsnitshøjden for alle danske værnepligtige mænd 166 cm. Først i løbet af 1950’erne nåede gennemsnitshøjden de 175 cm for mænd, som den havde været i jernalderen. Derefter har de unge mænd på session været højere end i nogen anden historisk tidsperiode.
Men endnu ved vi ikke, hvor stor en rolle kosten har spillet for højdevæksten i fortiden i forhold til andre variable, som for eksempel infektioner, lange vandringer, dårlig søvn og hårdt fysisk arbejde i barndommen.
Læs også: Spørg Scientariet: Er kostrådene videnskabeligt bevist?
Er det så en god idé at spise stenaldermad i dag? Der er i hvert fald ikke grund til at tro, at en autentisk Ertebøllekost på nogen måde skulle være skadelig. Men det vil være arbejdskrævende, dyrt og i strid med fredningsbestemmelserne at skaffe sig mange af råvarerne.
Torsk, fladfisk, vildsvin, elg og muslinger får man nok råd til, hvis man prioriterer det. Men masser af ål, vilde laks og østers, småhvaler og sæler, pighaj, pilrokker og hundestejler, svaner, mange slags ænder, skarv, alke, måger, krøltoppet pelikan - foruden pindsvin og egern i en snæver vending - bliver vanskeligt.
Dertil kommer det store arbejde med at skaffe vilde frø, nødder, bær og urter. Men hvis man mere pragmatisk går efter stenalderagtig mad efter principperne: Virkelig mange forskellige slags råvarer, meget fra havet, så meget som muligt i sæson, så lidt som muligt, der ikke fandtes i stenalderen (hvidt mel og sukker, langtidskonserveret mad og mad transporteret over lange afstande), kan man sammensætte en kost, som de fleste sundhedsmyndigheder mener, er sund.
