Spørg Scientariet: Forstærker briller mobilstrålingen?

Illustration: Nils von Barth

Vores læser Henning Bo Høier har spurgt:

Hvordan forstærkes effekten af mobiltelefoners stråling af for eksempel metalliske briller, øreringe m.m.? Findes der studier, der visuelt viser koncentrationerne af stråling omkring metalliske objekter? Kan mobiltelefoners antenne retningsbestemmes, så en mindre del går ind mod brugeren?

Jørgen Bach Andersen, professor emeritus og konsulent på Institut for Elektroniske Systemer på Aalborg Universitet, svarer:

Læs også: Nordiske sundhedsmyndigheder er enige: Mobilstråling er ufarligt

Det er velkendt, at en del af den udsendte effekt fra en mobiltelefon trænger ind i hjernen og medfører en svag lokal opvarmning på grund af de elektromagnetiske felter. Metalliske genstande som brillestel vil medføre en ændring af fordelingen af felterne, ikke blot på overfladen, men også i dybden.

Det værdimål, man bruger, er den såkaldte SAR-værdi, som er den største værdi af effekttætheden i watt/kg målt eller beregnet over et volumen svarende til 10 gram. Hjernen (ved beregning eller måling på model) inddeles nemlig i små kasser, der hver vejer 10 gram, og den kasse, der har den højeste værdi af SAR, udnævnes til SAR-værdien.

Spørgsmålet drejer sig derfor om, hvorvidt SAR-værdien er påvirket af briller mm. Svaret er ja, felterne påvirkes, men hvor meget og i hvilken retning påvirkes de?

Der er ikke megen hjælp at hente i litteraturen, dog er der to engelske studier: Det første drejer sig om en 'walkie-talkie', som anvendes af professionelle og holdt ud for ansigtet. Frekvensen er 450 MHz, og værdien falder fra 2,52 til 2,45 målt over 10 gram. Ser man på øjet alene, falder SAR fra 1,61 til 1,00; brillerne virker altså som en skærm.

Læs også: 5G er på vej – og det bobler med ideer til det mobile superbredbånd

Det andet studie drejer sig om effekten af briller ved 900 MHz fra en dipolantenne ud for ansigtet. Uden brillestang kan der være en resonans afhængig af bredden af brillen med øgning af SAR med en faktor 7. Med brillestang falder SAR, idet resonansen forsvinder.

Det er altså et noget broget billede. Det fremgår af ovenstående, at der ikke er nogen stigning af SAR ved normal anvendelse. Brillerne beskytter faktisk lidt, hvis man udnytter de to studier, men det afhænger af frekvensen, og ingen af dem anvender en mobiltelefon.

Vedrørende spørgerens andet spørgsmål om, hvorvidt antennen kan retningsbestemmes, så en mindre del går ind mod brugeren, er svaret ja. I stedet for at studere retninger er det dog bedre at se på SAR-værdierne, som producenterne skal oplyse.

Spørg fagfolket

Du kan spørge om alt inden for teknologi og naturvidenskab. Redaktionen udvælger indsendte spørgsmål og finder den bedste ekspert til at svare – eller sender spørgsmålet videre til vores kloge læsere. Klik her for at stille dit spørgsmål til fagfolket.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Er man bekymret over dette problem, kan man jo anskaffe sig en øresnegl med indbygget mikrofon på ledningen, og lægge telefonen fra sig. De nyeste som følger med iPhone 6 er aldeles glimrende, og så har man jo også begge hænder til rådighed.

  • 0
  • 0

Middel: Sølvpapirhat mod stråling og paranoia. Som forkvinden for foreningen for særligt strålingssårbare i Danmark sagde pr sms, så kunne hun jo ikke bare tage telefonen og deltage i et interview, da det ville udsætte hende for stråling. Ikke en and. Mon ikke vi ville vide nu efter 15-20 år om mobiler brænder hjernen af? Noget andet er, at dele af internetkulturen nok gør det. .-)

  • 2
  • 0

Ser man på øjet alene, falder SAR fra 1,61 til 1,00; brillerne virker altså som en skærm. <<

Man mangler en oplysning om hvorfra strålingen kom ved netop den måling! Jeg gætter på at det var stråling som ramte øjet forfra! Måske ville strålingen være blevet forstærket, hvis den kom bagfra eller skråt bagfra?

Jeg tror at mange af os ved at genstande som placeres i nærheden af en radiomodtager kan påvirke feltstyrken både positivt og negativt, og forskellen, målt i diverse vinkler og afstande, kan være meget lille!

Mit yndlingseksempel er åbning af billåse. Hvis man lige er kommet for langt væk fra nøglesenderens rækkevidde, kan man som regel redde situationen ved at sætte nøglesenderen op mod den øverste del af sit eget hoved. Det virker, men jeg er dog ikke så sikker på at man lige "redder" så mange hjerneceller på øvelsen!

John Larsson

  • 0
  • 2

De fleste mobiltelefoner har antennen indrettet på en sådan måde at strålingen går væk fra hovedet, og ikke ind i hovedet. At sende ind i hovedet på folk er spild af energi. Og 25 års brug af mobiltelefoner siger ikke ret meget, da der i alle de år er skiftet både frekvens, modulationsform og sendestyrker.

  • 1
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten