Spørg Scientariet: Aftager radioaktivitet hurtigere efter en atombombe end efter en kernekraftulykke?

Spørg Scientariet: Aftager radioaktivitet hurtigere efter en atombombe end efter en kernekraftulykke?

For fem år siden ramte en tsunami Japan efter et jordskælv, og det skadede reaktorer på det nærtliggende atomkraftværk Fukushima Daiichi.

FUKUSHIMA – 5 ÅR SENERE: Vores læser vil gerne have svar på, om den radioaktive stråling efter en kraftværkulykke som den i Fukushima bliver hængende længere end efter atombombesprængning. Det svarer Erik Nonbøl fra DTU Nutech på.

Vores læser Mads Dall har spurgt:

Aftager den radioaktive stråling hurtigere efter en atombombesprængning, end hvad der risikeres ved end ulykke som den i Japan?

Læs også: 3000 indbyggere ved japansk atomkraftværk evakueres

Erik Nonbøl, seniorforsker, ph.d. på Afdelingen for Strålingsfysik, DTU Nutech, svarer:

Nej, der er ikke nogen væsentlig forskel mellem en ulykke på et kernekraftværk og en prøvesprængning i, hvor hurtigt strålingen fra de dannede radionuklider aftager.

De vigtigste radiologiske påvirkninger af miljø og mennesker ved atombombesprængninger stammer fra cæsium og strontium, når der ses bort fra de første dage efter sprængningen.

Læs også: Rekord høj radioaktivitet målt i havet ved Fukushima

De første dage er domineret af luftformig 131I (Jod-131), som med en halveringstid på 8 dage udsender betastråling.

Jod absorberes i skjoldbruskkirtlen, og ved indtagelse af jodpiller inden et 131I-udslip, vil skjoldbruskkirtlen være mættet med jod og derved forhindre optagelse af det radioaktive 131I, som kan føre til kræft i skjoldbruskkirtlen.

Strontium-90 er en radioaktiv isotop, som udsender betastråling og har en halveringstid på 30 år. Strontium kan optages af planter og derved indgå i fødekæden. Dets kemiske egenskaber minder om calcium, hvorfor det kan ophobes i knogler og føre til skader.

Læs også: Helsefysiker: Så meget stråling kan mennesker klare

Cæsium-137 er en radioaktiv isotop med en halveringstid på 30 år. Henfaldet fører både til betastråling og gammastråling. Dets kemiske egenskaber minder om kalium. De skadelige effekter fra både strontium og cæsium kan i mange tilfælde begrænses ved at fjerne de øverste 10 cm jord fra de forurenede områder.

Ovenstående betragtninger vil som sagt også gælde for ulykker fra kernekraftværker med udslip til omgivelserne.

Spørg Scientariet

Du kan spørge om alt inden for teknologi og naturvidenskab. Redaktionen udvælger indsendte spørgsmål og finder den bedste ekspert til at svare – eller sender spørgsmålet videre til vores kloge læsere. Klik her for at stille dit spørgsmål til Scientariet.

Kommentarer (16)

Fissionsprodukter er selvfølgelig fissionsprodukter og halveringstider er konstante.

Det spørgerne måske ikke har tænkt over er at der i en atombombe er fissionsmateriale i størrelsesordene 20-100kg og i et atomkraftværk er det 20-100 ton materiale (+ evt. brugt brændsel der ligger til afkøling).

Desuden sker atombombesprængninger enten under jorden (ved test) hvor materialet efterfølgende bliver indkapslet eller over jorden hvor materialet bliver spredt over et meget stort område og dermed fortyndet, set i forhold til et uheld med atomkraftværker.

Sammenlagt betyder det at uheld med et atomkraftværk giver en meget større udfordring hvad angår oprydning af radioaktivt materiale end hvad en atombombe vil give.

  • 11
  • 1

Det er en mystisk sammenligning.
Hvorfor skulle der ryge 100 ton ud i luften fra et kernekraftværk. Selv i Tjernobyl blev langt hovedparten liggende i reaktorbygningen. Man ved at der røg ca 400 gange så meget radioaktivt materiale ud i luften som ved Hiroshima bomben. Men i Tjernobyl var det en kerneeksplosion og reaktoren stod i 10 dage og brændte, mens den sendte enorme mængde af radioaktivt materiale ud.
Dette er jo ikke tilfældet i Japan, her var det ikke en kerneeksplosion men en brinteksplosion uden for reaktorkernen, så mængden af frigjort radioaktivt materiale er meget lav. Der var jo heller ikke nogen, der blev ramt af stråling ved ulykken. Den højeste stråling målt i fri luft var 100 mS og kun i kort tid.
Reaktor 4 blev også udsat for en brinteksplosion, selv om den ikke var i drift, men dens udluftningstårn var fælles med reaktor 3, og herfra kom der brint ind i 4. Reaktor 2 blev ikke udsat for en brinteksplosion, selv om den smeltede ned, her var det så heldigt, at eksplosionen på reaktor 1 blæste en dør ind på reaktor 2, så brinten slap ud.
Der er 6 arbejdere, der blev udsat for 658 mS, de var inde i reaktorbygning 4 for manuelt at skulle åbne nogle ventiler, der ville have lukket brinten ud. De kan risikere at få kræft, normale regler er max 250 mS i nødsituationer, dødelig dosis er 5000 mS.
På værket døde to arbejdere, de druknede i kælderen på grund af tsunamien.

Din forklaring med at materialet spredtes over et stort areal ved angrebene på Hiroshima og Nagasaki er sikkert rigtigt, men problemet ved Naiichi værket påstås jo netop at være, at materialet er spredt, vinden førte cæsium ind over land, så forskellen er ikke stor.
Både Hiroshima og Nagasaki blev hurtigt genopbygget og beboet.
Mon ikke spørgeren, ligesom jeg, undrer sig over, at en bombeeksplosion over en by, kun har effekt i få år, mens der ved ulykker på kernekraftværker skal gå i snesevis af år, før man må vende tilbage.
Det ville være interessant at høre Erik Nonbøl forklare hvorfor.

  • 4
  • 3