Vi har fået mange spørgsmål ind, der handler om bekymringer omkring narkose. Vi bringer et par stykker nedenfor og har søgt at indhente et mere generelt svar, der dækker bredt. Da det lader til, at det er et emne, der ligger mange af jer på sinde, har vi givet den ekstra krudt med et langt svar, så I kan fordybe jer i, hvad narkose egentlig går ud på.
Jeg skal hertil tilføje, at flere af spørgsmålene har nu og her-karakter, og så hurtigt er det desværre ikke muligt for brevkassen at rykke ud. Men lad os tage et lille udpluk af spørgsmålene frem alligevel:
For eksempel har Henriette Eriksen spurgt:
Jeg blev opereret i går og var i fuld narkose. Siden da har halvdelen af min tunge sovet. Går det væk, eller er der fare for, at det er en kronisk bivirkning/skade?
Læs også: Er hypersøvn til lange rumrejser realistisk?
Alice Bargholz
Har det indvirkning på folk med Alzheimer-demens, når man får fuld narkose?
Betina Hjorth har oplevet følgende:
Min mand har igennem de seneste 10 år haft 2,7 operationer i gennemsnit pr. år – i 2018 dog mange flere. Har hans hjerne taget skade af narkose? Han siger nogle mærkelige ting og vrøvler nogle gange. Virker sløv i hjernen.
Og så spørger Frank Jensen:
Kan narkose have indflydelse på musklerne bagefter?
Læs også: Spørg Fagfolket: Kan man tatovere med frugtfarve?
Thomas Bøllingtoft Knudsen
Hvad angår hjernen, så ja – der er faktisk evidens for, at bedøvelse medfører varig skade på hjernen, men alt tyder på, at reservekapaciteten i hjernen er så stor, at skaden er uden betydning, også på længere sigt.
Bedøve-midler er potente stoffer, der skal virke i hjernen, og derfor er det også muligt, at patienter, der opfører sig mærkeligt efter bedøvelse, gør det på grund af bivirkninger. De kan være blevet encefalopatiske (har funktionssvækkelser i hjernen, red.) pga. bedøvelsen. Det undersøger vi ikke for i dag, og jeg tror heller ikke, der er gode metoder til at undersøge for det endnu. At patienterne kan være forvirrede efter bedøvelse tilskrives ofte det samlede sygdomsbillede (at patienten er syg, er blevet opereret, kan have smerter OG har været bedøvet). Som regel svinder disse encefalopatiske bivirkninger dog over (kort) tid.
Patienter med hjerner, der i forvejen er syge, som f.eks. patienter med Alzheimers sygdom er mere udsatte for disse bivirkninger, fordi de ikke har den samme reservekapacitet som raske. Det betyder, at deres hjerner bliver mere påvirkede af bedøvelse end raske hjerner, og derfor er deres risiko for at blive encefalopatiske større, og de bliver også oftere urolige efter bedøvelse. Dette er dog også typisk relativt kortvarigt og forbigående.
Man ved ikke ret meget om, 'hvor meget bedøvelse' der skal til for at påvirke hjernen. Det giver derimod sig selv, at det er f.eks. børn, der har en svær sygdom, der også har behov for at blive bedøvet/opereret flere gange.
Man opererer ikke unødigt, så det er givet, at disse patienter får et dårligere liv eller helbred, hvis de ikke bliver opereret. Desværre er det bare ikke helt hjernemæssigt omkostningsfrit. Det har dog meget mindre betydning for barnet, end den effekt deres grundsygdom ville have haft uden operationerne.
Læs også: Spørg Fagfolket: Er stående arbejde lige så effektivt som at løbe et maraton?
Forbigående gener
Det er selvfølgelig ikke godt nok, at vi ikke ved, hvor meget det påvirker hjernen at blive bedøvet, men det er svært at undersøge, fordi vi sjældent kan få lov at tage prøver af hjernen før, under og efter operationen.
Hvad angår bivirkninger i muskulaturen, så vil gener også her typisk være forbigående. Her vil der dog for en sikkerheds skyld blive taget særligt hensyn til patienter med degenerative hjerne- og muskellidelser som Amyotrofisk Lateral Sklerose, Duchennes muskeldystrofi, DMD. Hos disse patienter undgår man blandt andet at give visse typer muskelafslappende midler (de depolariserende), da de kortvarigt giver en aktivering af alle muskler, frigør visse ioner, og der er mistanke om, at det efterfølgende kan forværre grundsygdommens niveau. Her må man i stedet bruge andre bedøve-midler.
Generelt undgår man fuld bedøvelse, hvis det er muligt. F.eks. ved at anlægge rygmarvsbedøvelse eller perifære nerveblokader, der kun har lokal påvirkning på nervesystemet. Men der er flere begrænsninger: F.eks. at effekten kan være for kort, eller at det ikke virker ved operationer i mave/brystkasse. Tilsvarende kan disse metoder heller ikke bruges, hvis patienten skal ligge stille i en ukomfortabel stilling i længere tid.
Det er nok i forbindelse med bivirkninger, at man må sige, at det er korrekt, at selv om vi er kommet langt, så er vi næsten ikke kommet nogen vegne inden for bedøveteknikkerne. Vi bedøver overordnet set på samme måde som for 100 år siden, og vi er endnu ikke helt sikre på, hvorfor stofferne virker, som de gør.
Læs også: Spørg Fagfolket: Udleder man CO2, når man spiser sukker?
Dette ved vi
På den anden side er risikoen for blivende skader ved bedøvelse så lille og så svær at isolere fra patientens samlede situation, at det er vanskeligt at lave nogen samlet konklusion. Jeg ville til enhver tid selv lade mig bedøve, hvis der var en god grund til det – og tilsvarende med mine egne børn.
Så lad os for at få en bedre forståelse af, hvad der sker, når vi bedøver, tage en tur gennem anæstesiens verden, og se, hvad det er, der sker, og hvad man har undersøgt:
Generel anæstesi er den tekniske term for den tilstand af kunstigt koma (eller narkose eller bedøvelse), som en patient undergår i forbindelse med for eksempel kirurgiske indgreb, hvor der er behov for, at patienten 'ligger stille og sover'.
En bedøvelse indebærer, at personen påvirkes på fire områder, der afviger fra den almindelige vågne tilstand: bevidstløshed (koma), smertefri (analgesi), der dannes ikke hukommelse (amnesi), ubevægelighed (paralyse).
Læs også: Spørg Fagfolket: Er det ligefrem sundt at være bloddonor?
Forskelligt fra almindelig søvn
Det er fundamentalt forskelligt fra almindelig søvn, hvor hjernen hele tiden er i funktion og sikrer f.eks. vejrtrækning, hjerteaktion mm., og hvor man vil vågne ved tilstrækkelig stimulation.
De fire tilstande er også til stede hos en død person, hvorfor det har betydning at nævne, hvilken behandling og monitorering det kræver at opretholde en sikker bedøvelse. Under en bedøvelse understøtter anæstesilæger og sygeplejersker nemlig alle andre fysiologiske systemer i kroppen: vejrtrækning, kredsløb og hjerterytme samt temperatur, som igen har indvirkning på f.eks. blodets evne til at størkne og hormonernes funktion.
Hvordan hjernens kommunikationssignaler ændrer sig under bedøvelse, kan undersøges ved kontinuerlige elektroencefalografiske målinger (EEG), der måler hjernens elektriske aktivitet. Signalerne afhænger af, om patienten er vågen, sover eller er bedøvet. Narkosens historie Den første bedøvelse blev gennemført den 16. oktober 1846 af William Morton (tandlæge/kirurg) og John Collins Warren (kirurg) i det, der i dag kaldes The Ether Dome på Massachussetts General Hospital i Boston i USA. Med æter bedøvede kirurgerne en patient og bortopererede dele af en tumor på patientens hals, uden at patienten bevægede sig eller udviste tegn på smerter. »This is no humbug,« skal Warren have sagt til tilskuerne i det kirurgiske cirkus efter operationen. Det blev et paradigmeskifte inden for den kirurgiske behandling, og den dag i dag benyttes metoden stadig. Moderne narkosegasser som Desfluran og Sevouran er blot en kloroformeret udgave af æter. Så vi er nået langt, uden at nå ret langt, og bedøvelse kaldes stadig et ‘moderne mysterium’. De andre stoffer, der benyttes, er lige så gamle: Narkotiske stoffer som opioider (morfin og kokain) bragte Dr. Carl von Scherzer med sig til Europa i form af coca-blade, fra hvilke han udvandt kokain, der er stærkt smertestillende. I 1898 fremstillede medicinalfirmaet Bayer heroin (syntetiseret fra morfin), som et ikke-afhængighedsskabende smertestillende stof, solgt på flaske. Tilsvarende er benzodiazepiner blot derivater af det gammeldags Valium, der får patienterne til at slappe af og glemme. Og indianernes giftpile med curare benyttes den dag i dag for at paralysere musklerne, så patienterne ligger helt stille. Regional bedøvelse blev brugt første gang den 16. august 1897, da Dr. August Bier udførte den første rygmarvsbedøvelse. I 1931 blev den første sikre luftvejstube udviklet, og i 1984 introduceredes det i vore dage mest udbredte anæstesi-middel Propofol i sin nuværende formulering (i sojaolie). Diverse kilder, samlet op på af Thomas Knudsen.
Nyere undersøgelser tyder på, at det især er signalerne i de frontale dele af hjernen, der bliver meget synkrone under bedøvelse, fordi strømmen løber bølgende frem og tilbage imellem relæet, Thalamus og de centre i den frontale del af hjernen, der er involveret i, hvad vi gør med vores krop.
Når signalerne imellem Thalamus og vores centre for bevidste handlinger bliver hypersynkroniserede, kan man ikke foretage sig noget bevidst.
Læs også: Spørg Fagfolket: Hvorfor giver feber kulderystelser?
Bedøvelse øger eller dæmper signaler
Hvordan dette virker, kan forklares ved at sammenligne med lydbølger. Tale består af variationer af høje og lave toner og amplituder. Hvis man derimod kun må holde én amplitude, så ville man sige 'AAAAAAA' og med én frekvens 'A-A-A-A-A-A-A', hvilket gør tale umuligt.
Så længe man sørger for, at koncentrationen af bedøvemidlerne er høj nok, tyder det på, at det er denne effekt, man opnår. Thalamus og cortex får én amplitude og én frekvens at kommunikere med.
Egentlig kan man som i gamle dage opnå både bevidstløshed, smertefrihed og amnesi ved gas-bedøvelse med æter (eller de moderne æter-derivaterne) alene, men mono-terapi kræver højere dosis og medfører flere bivirkninger. Derfor vælger man oftere at kombinere brugen af flere stoffer.
På receptorniveau virker alle de forskellige bedøvemidler hovedsageligt på en af følgende to måder; enten ved at øge de hæmmende signaler eller ved at dæmpe de stimulerende signaler.
Læs også: Spørg Scientariet: Hvordan måler man pollen i luften?
Mange millioner bedøvelser om året
Hvis vi skal se lidt nærmere på potentielle bivirkninger, kan vi først sige, at hvert år gennemgår flere end 300 millioner mennesker på verdensplan operationer, hvor der kan være behov for bedøvelse – hovedsageligt fuldbedøvelse.
Både studier på dyr og mennesker tyder på, at bedøvelse kan påvirke hjernen dels på kort sigt (selvfølgelig, fristes man til at sige), men også permanent. Hos rotter er det vist, at bedøvelse påvirker den rumlige forståelse, indlæring og hukommelse, mens det stadig står uklart, om det har betydning hos mennesker.
Eftersom bedøvemidler til fuldbedøvelse er potente og skal virke i hjerne, vil det dog påvirke hjernefunktionen også hos mennesker, hvor man kan opleve forandringer i patienternes opførsel, affekt og kognitive funktioner i kortere eller længere tid.
Det optræder nok hos alle patienter, men observeres lettest hos patienter med en sårbar hjerne, f.eks. hos små børn, ældre og patienter, der i forvejen har sygdomme eller skader i hjernen. I den umodne hjerne kan man således påvise anæstesi-relateret apoptose (programmeret celledød), men man kan ikke påvise nogen skadelig effekt af denne celledød.
Læs også: Spørg Scientariet: Hvorfor får jeg ondt i ørerne i flyet?
Ingen konsekvenser fremadrettet
Tilsvarende kan man måle forandringer i små børns smertetærskel efter bedøvelse. Børn har dog muligvis et så stort regenerativt potentiale, at disse effekter ikke har nogen betydning på længere sigt.
Både danske og svenske studier har undersøgt dette og ikke kunnet påvise nogen forskel i resultat af folkeskolens afgangsprøve hos børn, der har været bedøvet før etårsalderen, sammenlignet med børn, der ikke har.
Hos ældre patienter kan der i efterforløbet af bedøvelsen opleves forvirring i større eller mindre grad.
Præoperative risikofaktorer for de sværere hjernepåvirkninger, der også omfatter bevidsthedsniveauet (delir), er: kendte kognitive forstyrrelser hos patienten, høj alder og lavt uddannelsesniveau (som udtryk for en lav kognitiv reservekapacitet).
Mekanismen bag hjernepåvirkningen er ikke fuldt ud forstået, men skyldes muligvis en allerede eksisterende neuroinammation eller neurodegeneration, hvilket får hjernen til at reagerer stærkere imod det systemske inflammatoriske respons, som operationen i sig selv medfører.
Læs også: Spørg Fagfolket: Hvor mange døre og vinduer skal et soveværelse have?
Man doserer efter køn, alder og vægt
Generelt er bivirkningerne til bedøvemidlerne dosisafhængige, og medicinen doseres individuelt efter bl.a. køn, alder og vægt.
På den ene side skal dosis være så lille, at bivirkningerne er ubetydelige, men på den anden side skal dosis være så stor, at man ikke risikerer en overfladisk bedøvelse.
Og overordnet set er det i højere grad den kirurgi, patienten skal igennem – og ikke bedøvelsen – der er afgørende for, i hvilken grad patienten efterfølgende er påvirket af bedøvelsen (i vilkårlig rækkefølge er der f.eks. forskel på mavekirurgi, hjertekirurgi og hjernekirurgi).
De mest almindelige bivirkninger er svimmelhed, kvalme og opkastning, hvilket forekommer hyppigt. Op til 30 procent af patienterne (80 procent af højrisikopatienterne) kaster op, og 50 procent oplever svimmelhed.
Læs også: Spørg Fagfolket: Bliver alle kroppens celler angrebet under forkølelsen?
Bivirkninger ikke fuldt forstået
Ud over øget ubehag kan bivirkningerne i sig selv medføre operationskomplikationer, forlænget ophold i opvågningen og forlænget hospitalsindlæggelse. Det er dog oftest godartet og svinder over kort tid.
Årsagerne er ikke fuld ud forstået, men det antages dels at skyldes påvirkning af hjernens balanceforståelse, en dehydrering før operationen eller nedsat blodtryk i hjernen. Det kan også være en hæmmet tarmfunktion, som i sig selv skaber kvalme, da væske og føde staser op bagud i systemet.
Der er også noget, der hedder huske-anæstesi, som henviser til, at patienten enten har været ved bevidsthed eller kan huske noget fra operationen. Store multicenterundersøgelser fra Nordamerika og Europa anslår, at det sker for 1-2 personer per 1.000 bedøvede. Det kan skyldes underdosering og kan ikke undgås fuldstændigt, men der er yderst sjældent, at der opstår noget traumatiserende ved det.
Hvis det sker, at bedøvelsen medfører total paralyse, hvor patienten vågner uden at kunne vise det, bevæge sig, trække vejret eller på nogen måde kommunikere, kan man godt have smerter. Men patienten vil altid være på respirator og under tæt overvågning. Og skulle man vågne eller have ondt, vil det vise sig ved tårer og stigende blodtryk og puls, som alt sammen overvåges kontinuert.
I vore dage benytter vi også særlige målinger af hjerneaktivitet/søvndybde og overvågning af, hvor paralyseret patienten er. Alt sammen for at øge sikkerheden og komforten under bedøvelsen. Meget få kan udvise allergi over for bedøvemidler, primært de muskelafslappende, men noget livstruende er meget usædvanligt.
