Ukendt

  • Ing.dk er under ombygning - vi er tilbage mandag med nyt udseende. Henover weekenden er alt vores indhold åbent, men man kan ikke logge ind og debattere.

Spørg Fagfolket: Sætter min mobil et identificerbart spor, når jeg ikke bruger den?

I 2016 fik Ingeniøren-journalist Magnus Bredsdorff indsigt i sine egne logningsdata fra TDC. Herover ses data fra en dag i den periode. Illustration: Lasse Gorm Jensen

Vores læser Frede har spurgt:

Jeg vil gerne vide, hvorvidt min mobiltelefon afsætter et identificerbart spor, når den er på standby (skærmen er slukket, men telefonen er stadig tændt, red.), og den passerer en eller flere mobilmaster? Jeg forudsætter, at den ikke er på wifi, GPS, lokationstjenester, mv.

Jeg er kendt med, at masten lader sig identificere, når mobilen er i nærheden, men kan dette medføre, at maste-logging har registreret præcis min mobil (f.eks. IMIE-nummer), hvis jeg altså ikke bruger den og ikke bliver kontaktet?

Læs også: Analyse: Stædig aktivist vandt kamp mod TDC’s masselogning

Jakob Willer, direktør i Teleindustrien, svarer:

Hvis vi antager, at der er tale om en featurephone, som f.eks. en ældre Nokia uden apps, der løbende kommunikerer med omverdenen, vil telefonen kun fortælle, når den krydser grænser i netværket, da teleselskabet skal vide, hvor i nettet man skal lede efter telefonen ved f.eks. et indgående kald til den.

Endvidere vil telefonen med nogle faste intervaller kommunikere, at den stadig er tilgængelig for kommunikation. Hvis der er tale om en smartphone, der har lukket for al data, altså hvor dataforbindelsen er slået fra, vil den kommunikere akkurat som den skitserede featurephone.

Er der ikke lukket for data vil diverse apps på telefonen løbende holde den aktiv, og man vil kunne se, hvilken mast telefonen har været aktiv på.

I disse tilfælde kan masten, som telefonen har været forbundet til, ses i signaleringen. Signaleringsdata er nødvendige for at kunne dirigere trafik hen til den rigtige mast, hvor telefonen er koblet på, men data gemmes ikke - eller gemmes kun i meget kort tid – afhængig af, hvilket selskab der er tale om.

Læs også: Leder: Stop den lemfældige brug af vores persondata

Logger ved opkald

Det, der bliver logget efter logningsreglerne, er ikke signaleringsdata. Ved logning efter logningsreglerne gemmes information om, hvilken mast telefonen har været koblet på ved opkald eller beskeder (sms’er). Disse loggede data gemmes i et år.

Så hvis man ingen aktiviteter har på sin telefonen, så logges der ikke lokation efter logningsreglerne.

Det er altså meget begrænset, hvad der er af historik, som bindes op med IMEI eller IMSI, når telefonen ikke anvendes til opkald eller beskeder.

Spørg fagfolket

Du kan spørge om alt inden for teknologi og naturvidenskab. Redaktionen udvælger indsendte spørgsmål og finder den bedste ekspert til at svare – eller sender spørgsmålet videre til vores kloge læsere. Klik her for at stille dit spørgsmål til fagfolket.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

TAP3

Nu er det ved at være et stykke tid siden jeg sad med hovedet i TAP3 takstdatagrammer: http://www.tapeditor.com/OnlineDemo/A311.html

Mig bekendt bliver de genereret direkte i den æske der sidder på masten. Det vil undre mig meget om ikke der er en eller anden reference til æsken, så man kan finde tilbage til den ifbm. fejlfinding osv. Det var ikke noget der havde den store interesse dengang - der skulle blot afregnes, TAP3 var ikke nogen fornøjelse og vi var pænt ligeglde med hvor kunderne havde været. Så eg kan tage fejl.

Er der brugt data, sms, opkald, er det registreret og jeg vil formode at forbruget kan henføres til hvilken mast det skete fra. Afregningsdata er normalt ikke noget man sådan smider væk (efter kort tid), men det er muligt at de enkelte teleselskaber "vasker" dem for f.eks lokationsdata. Da det er billigere blot at gemme de rå data så længe man må indenfor lovens rammer, har jeg mistanke om at det nok er det der sker.

  • 6
  • 0

Når det hævdes at 'den offentlige database over masteplaceringer' er fuldstændig uden kobling til geostætiske data, kan basen alligevel ikke bruges i politimæssig efterforskning. Har nogen rejst spørgsmålet: "Hvad var formålet med databasen" - det ville sikkert kunne give svaret på, hvad basen kan bruges til. Jeg ser frem til samme problematik med BBR registeret og nye vurderinger. Jeg har indberette fejl i registeret, det var ligemeget sagde den kommunale medarbejder og kommenterede det: "at det var uden betydning". Et glimrende eks. på at en databases indhold og validitet hænger nøje sammen med forventet brug/formål og brugernes opfattelse af samme. Når dette så sættes sammen med fakta, at de nuværende bestemmelser ikke gør det muligt for skatteborgerne at afstemme en boligs areal med brugerrens faktiske oplevelse af areal, ja så er der rig mulighed for at slå plat (her =skat) af usikkerheden. Det er ikke noget der hjælper på retsssikkerheden.

  • 1
  • 2

En telefon monitorerer master, og når den mener at den skal skifte mast, så kommunikerer den med den nye mast, så det vides hvor kald skal routes hen. Når den bare ligger stille, så ping'er den masten med noget keep-alive. Dette ved jeg kan ske så langsomt som hver 8. minut, men også oftere. Men oftere = mere strømforbrug. Ved ikke hvor sjældent det kan ske.

  • 0
  • 0

Størst risiko for overvågning er, hvis en skjult app lægger sig på telefonen, og anvender telefonens GPS til at sende koordinater til en server. Politiet kan dog ikke umiddelbart se det i logningen, men hvis en hacker har fået software på smart phonen, så kan hackeren følge personen. Dette er med meget høj præcision - langt højere end den politiet kan se af logningen når der laves opkald. Politiet må ikke hacke telefoner og lægge en spion app på.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten