Spørg Fagfolket: Er kartofler fra genbrugsjord giftige?

Illustration: Bigstock/vectorfusionart

Vores læser Max Bent Jensen har spurgt:

Jeg har sat kartofler i den samme jord i mit drivhus i fire år. De udvikler sig normalt og smager godt i det tidlige forår, men er de giftige?

Vi tager også lige et andet spørgsmål fra drivhuset eller kartoffelmarken. Det er Lene Kamstrup-Larsen, der spørger:

Kan man spise kartofler, hvor planten ikke har blomstret?

Læs også: Spørg Scientariet: Kan man spise spirede kartofler?

Kåre Lehmann Nielsen, professor på Institut for Kemi og Biovidenskab, Aalborg Universitet, svarer:

Der er generelt ingen stor grund til bekymring for, at jorden bliver giftig hvis man dyrker kartofler i samme jord.

Selvom de giftige stoffer, som findes i de grønne dele af kartoffelplanten, også findes i små mængder i jorden omkring planten, vil de normalt udvaskes og nedbrydes mellem vækstperioderne.

Jeg gætter på, at du fjerner de grønne dele af planten, når du ’høster’ kartoflerne, så jeg vil heller ikke tro, at der ophobes store, og dermed farlige, mængder glykoalkaloider i drivhuset. Også selvom udvaskningen i et drivhus er mindre, da man ikke vander om vinteren.

Læs også: Spørg Scientariet: Kan man bruge grønne kartofler som læggekartofler?

Under alle omstændigheder vil problemet være det samme for dyrkning af tomater, som meget oftere dyrkes i drivhuse i Danmark.

Jeg har aldrig hørt om, at det skulle være et problem at genbruge jorden, når man dyrker tomater - ud over den øgede risiko for at overføre plantesygdomme fra det ene år til det næste.

Hvad angår spørgsmålet, om man kan spise kartoflerne, hvis planten ikke er blomstret: Ja det kan man da - er der knolde, er det bare at spise løs!

Faktisk er det en gammel myte, at knoldsætning i kartofler er koblet sammen med blomstringen. Mange sorte sætter knolde uden at blomstre.

Spørg fagfolket

Du kan spørge om alt inden for teknologi og naturvidenskab. Redaktionen udvælger indsendte spørgsmål og finder den bedste ekspert til at svare – eller sender spørgsmålet videre til vores kloge læsere. Klik her for at stille dit spørgsmål til fagfolket.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Når man ofte udskifter jord i drivhuse mellem hver vækstsæson, så er det primært for at undgå plantesydomme, som giver et mindre udbytte. I traditionelt landbrug dyrker man ikke samme afgrøde to år i træk, og slet ikke kartofler.

Den gamle jord fra drivhuset er udemærket kompost, til udendørs brug. Ved at tilføre frist kompost hvert år sikres tilstrækkelig næring, til drivhusets intensive dyrkning.

  • 3
  • 0

Når man dyrker tidlige kartofler i drivhus bliver de høstet så tidligt, at der ikke når at komme gang i sygdommene og at de derfor ikke danner smitstof i jorden. Hvis der er problemer med sygdomme stammer de fra læggeknoldene.

  • 3
  • 0

Hvis der er problemer med sygdomme stammer de fra læggeknoldene.

Afhænger af sygdommens biologi.

Kartoffelskimmel er luftbåren, mens virus ofte spredes af en vektor(lus). Nematoder er jordbåren, hvorfor der saneres med sædskifter. En god idé er at læse op omkring de plantearter man vil dyrke i drivhuset/friland og vælge fornuftige sædskifter.

Læggekartler der findes i handlen, er kontroleret. De skulle derfor være fri for sygdomme. Så bedste råd er at undgå brug af spisekartofler til læggekartofler, særligt udenlandske spisekartofler.

Specielt i drivhuse kan meget dyrkes hydroponisk, uden brug af jord. Kartoffelknolde skal holdes mørke, hvorfor de nemmest dyrkes i jord på friland.

  • 4
  • 1

I traditionelt landbrug dyrker man ikke samme afgrøde to år i træk, og slet ikke kartofler.

Menes der med traditionelt landbrug det landbrug der har eksisteret her i landet i ca 6000 år eller konventionelt landbrug der er ca 5800 år yngre og ikke går af vejen for at bruge tilstrækkeligt af det der med sprøjtegiftproducenter og konventionelt landbrugs geniale eufemisme betegnes som planteplejemidler?

Undertegnede var ikke i tvivl men da begrebet traditionel landbrug for få år siden på kort tid anvendtes så ofte om konventionelt landbrug at det mest af alt lignede en kampagne blev Dansk Sprognævn konsulteret. Resultatet var at traditionelt landbrug er det der i daglig tale kaldes økologisk og det der ikke er økologisk betegnes som konventionelt.

  • 9
  • 4
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten