Vores læser Morten Lou spørger:
Jeg tvivler på, at vi når at begrænse CO2-udledningen i tide inden ’point-of-no-return’.
Kunne en løsning i 11. time være geoengineering? Her tænker jeg specielt på udledning af sulfat aerosoler, gødning af havene med jern (kraftigere algevækst, som vi så efterfølgende kan høste som biomasse), dannelse af skyer eller måske spejle i rummet?
Læs også: Spørg Scientariet: Kan man skabe en Jord-lignende atmosfære på Mars?
Philip Loldrup Fosbøl, lektor på DTU Kemiteknik, svarer:
Geoengineering er et princip, hvor vi forsøger at ændre klimaet omkring os, fordi vi har skadet det. Dvs. i stedet for at ændre vores adfærd, så fortsætter vi med en forkert adfærd, men samtidig forsøger vi at holde orden ved at ændre på klimaet.
Det er rigtigt, at der har været flere af den slags forslag på banen. Du nævner selv mange af dem, og de har hver deres obskure islæt.
Man kunne dog nemt forestille sig at rumspejle ville kræve en uoverskuelig mænge energi, og de skal være store, meget store, som i kontinentstore.
I konspirationsteoriens ånd er der også nogle, som har foreslået at flytte Jorden længere væk fra Solen for at mindske sol-indstrålingen og dermed sænke Jordens temperatur.
Læs også: Spørg Scientariet: Kan vi bremse næste istid med CO2?
Skader muligvis mere end det gavner
En noget billigere løsning er også blevet foreslået, hvor man vil udlede svovl, som vi tidligere har set give syreregn. Formålet er at skabe aerosol-partikler i atmosfæren, som vil sprede solens stråler og sænke temperaturen. Der er mange andre lige så innovative forslag, det ene mere ekstremt end det andet.
Man kan nemt forestille sig, at de fleste løsningerne er så vilde, at det er svært at dokumentere, at de ikke skader mere, end de hjælper. Problemet er, at ingen ved, hvad de fulde konsekvenserne er af at udføre ideerne, og udgifterne til mange af dem vil langt overgå simple ingeniørløsninger, som reelt kunne opnå en dokumenteret effekt.
Det vil derfor være mere oplagt med en fremadskuende perspektiv og ændre adfærd i stedet for at bruge lappeløsninger. Der er hele tiden en mulighed for at forbedre klimaet - det er oplagt at starte nu med for eksempel af reducere udledningen og at investere i teknologier, som kan give en negativ udledning på langt sigt.
Vi er faktisk ret tæt på. Det kræver, at vi som globale forbrugere vælger at tænke på bæredygtighed i stedet for altid at tænke på pris, og at vi hjælper beslutningstagere med at gøre det rentabelt for de involverede virksomheder med støtte og afgifter.
Læs også: Spørg Scientariet: Hvordan måler man klodens gennemsnitstemperatur?
I 1980'erne var det syreregn
Lad os tage et realistisk eksempel: Vi har i Danmark længe været afhængig af at producere strøm ved hjælp af kul. I 1980’erne stod det klart, at vi blev nødt til at ændre den adfærd for at undgå syreregn fra svovludledningen.
På daværende tidspunkt var der kun få alternativer, som kunne producere el i så store mængder. Et muligt alternativ var selvfølgelig at bruge atomreaktorer, men Danmark valgte at mindske syreregnen ved at installere enheder, som kunne fjerne svovlen, afsvovlingsanlæg.
Man kan argumentere for, om det reelt var geoengineering, man foretog, for geoengineering ville nok kræve, at man blev ved med at lave syreregn, men så ville man have gen-manipuleret træerne til at kunne modstå regnen, eller man ville have brugt flyvere med base for at neutralisere regnen og så videre.
Denne vilde form for geoengineering er sjældent en løsning, for man kan ikke forudsige, hvad konsekvenserne er af at bruge geoengineeringteknologi i naturen for at udbedre et ’mindre’ problem uden at skabe langt flere problemer.
Så den bedste løsning er i virkeligheden at ændre den måde, vi gør tingene på. I Danmark gik vi fra el-produktion med syreregn, til el-produktion uden syreregn og nu har vi sol- og vindenergi. Kun engang imellem, når vinden ikke blæser om natten, så bruger vi kul-el-produktion med CO2-udledning.
Læs også: Spørg Scientariet: Er vandmængden på Jorden konstant?
CCS er det nye sort
I dag må vi erkende, at CO2 også udgør et problem, som svovl i sin tid udgjorde, derfor er vi nødt til at gå helt væk fra CO2-udledning.
Vi skal af med alt fossil anvendelse. Men der vil være nogle enkelte industrier som f.eks. cementindustrien, som ikke kan reducere deres CO2 -udledning – for det er en del af deres princip i fremstillingen under calcinering.
I den type industri er det er muligt at bruge CO2-fjernelse (CCS – Carbon Capture & Storage). Problemet er, at cement bliver dyrere, og det vil forbrugeren pt. ikke betale for. I normalt husbyggeri vil udgifterne typisk stige 1-2% ved anvendelse af CCS. Den reelle pris på grøn cement er højere, men cement udgør sjældent en stor del af entreprisen.
Tit hører vi om at, nu er der kun ’så-få-år’ til, at vi ikke kan redde klimaet. Og til stadighed rykker den grænse sig ud i fremtiden. Og det er faktisk også sådan, det forholder sig. Med fare for at skabe en ophedet diskussion, så eksisterer ’point-of-no-return’ reelt ikke. Det er nærmere et valg, vi tager i fællesskab om, hvilket klima vi vil have i fremtiden. Hvis vi ikke gør noget, så bliver det slemt på langt sigt – på samme måde, som hvis vi ikke havde installeret afsvovlingsanlæg. Hvis vi gør lidt, så bliver det middelmådigt slemt, og hvis vi gør meget, så bliver det, som vi har det i dag.
CO2-udledningen kan bringes ned til nul med den eksisterende teknologi, det vil bare koste mere for os forbrugere. Faktisk skal vi også under nul i fremtiden. Vi har reelt forurenet så meget med CO2, og vi kommer til at gøre det lang tid fremover, at vi bliver nødt til at rense atmosfæren på et tidspunkt for at undgå for store klimaændringer. Det kan gøres med CCS.
Læs også: Spørg Fagfolket: Hvorfor er der issøjler i fuglebadet?
Vi skal have renset atmosfæren
Hvis ikke vi renser atmosfæren, så vil vi i en længere periode have et anderledes klima, indtil de naturlige processer bidrager til at fjerne CO2 fra atmosfæren. I den periode vil der nok forventeligt være økosystemer, som vil ændre sig eller gå til grunde, og der vil være andre, som opstår.
På DTU har vi flere igangværende forskningsprojekter, som bidrager til at mindske CO2-udledningen. Vi forsker i, hvordan vi kan skabe en teknologi, som kan genanvende CO2 og på den måde fortrænge vores brug af fossile brændstoffer.
I dag produceres CO2 til fødevarer næsten altid fra fossilt materiale som olie eller gas. Vi forsker i, hvordan vi kan reducere energiforbruget i at tage CO2 fra en grøn kilde, BioCO2, og bruge den i stedet for olie og gas. En af måderne, man kan opnå det på, er blandt andet ved at bruge nye biologiske molekyler.
Vi forsker også i, hvordan vi kan lave grøn naturgas, som ikke kommer fra fossilt materiale. Dvs. vi undersøger, hvordan CO2 vil kunne indgå i en cyklus i vores energiproduktion, og hvordan vi kan tage det ud af atmosfæren ved hjælp af CCS fra biomasseafbrænding.
Læs også: Spørg Scientariet: Hvordan bliver DMI’s tørkeindeks beregnet?
Frygt ikke point-of-no-return
I disse år er der en stor teknologiudvikling inden for reduktion af CO2-udledning, og der er meget ny viden, som skabes. Det vil kunne give Danmark muligheden for at hjælpe udenlandske økonomier med at reducere udledningen på samme måde, som Danmark har været med til at udvikle vindmøller som et muligt alternativ til fossil el-produktion.
Man bør ikke være bange for ’point-of-no-return’, man bør nærmere være opmærksom på, om politikerne i andre lande som Kina, Sydamerika, og Indien er indstillet på at følge trop med den udvikling, vi ser i USA og EU i forhold til reduktion af CO2-udledningen, og om vi sætter os selv ambitiøse mål, som giver muligheden for at opretholde det eksisterende klima.
Et konkret svar på dit bekymrede spørgsmål må derfor være, at vi bør påvirke vores organisationer til foretage velovervejede teknologiudviklinger, som er med til at ændre vores udledning af CO2 og andre drivhusgasser. Den eksotiske form for geoengineering vil nok sjældent være en god løsning, men en reelt teknisk løsningsorienteret udvikling som ikke involverer manipulation af atmosfæren vil være en bedre og mulig fremgang.
Vi må opretholde en tro på, at vi kommer til at gøre noget, og at vi vælger noget andet end et ’worst-case’- klima.
