Vores læser Flemming Lau spørger:
Apropos diskussionen om træer på havet, så har jeg en idé, som jeg kunne tænke mig at få vurderet på samme vis: Hvis man virkelig vil booste optaget af CO2 i organismer, er det oplagt kunstigt at stimulere processer, som har stort potentiale, men som begrænses af ’små’ forhindringer.
Det er min opfattelse, at omsætningen af plankton i de tropiske have er voldsomt begrænset af den manglende opblanding af næringsrigt bundvand. De steder, hvor bundvandet tvinges op til overfladen, er den biologiske aktivitet voldsomt forøget (som ved de små øer og ved Sydamerikas vestkyst).
Ville det være muligt/rationelt/effektivt på en eller anden måde kunstigt at øge opblandingen?
Jeg forestiller mig platforme, som flyder på havet, og som ved hjælp af solceller eller lignende leder varme ned i dybden, og dermed får næringsrigt vand til at stige op, evt. via nogle rør, som kan virke som en slags sugeslange.
På den måde ville jeg tro, at det må det være muligt, med en forholdsvis begrænset indsats, at få en enorm effekt. Tilføj lidt næringsstoffer til overfladevandet, og masser af plankton vil blomstre op, optage CO2, dø og synke til bunds. Og der er jo masser af plads ude midt på Stillehavet til vilkårligt store anlæg.
Men hvor meget varme skal der til, hvor stor vil effekten være på bindingen af CO2 i havet og vil det dermed give mening?
Ole Pedersen, professor på Biologisk Institut på Københavns Universitet, svarer:
På globalt plan er landjorden langt mere produktiv end havet. Hvis vi ser bort fra områder, som er permanent isdækkede, så er den årlige primærproduktion på 25 procent af verdens landområder større end 5 ton kulstof per hektar.
Jordens primærproduktion består overordnet set af alger og planter, som binder CO2 (uorganisk kulstof) til organiske kulstofforbindelser, f.eks. sukkerstoffer. Da iltatomerne i CO2 i den forbindelse er irrelevante, så udtrykker man sædvanligvis primærproduktionen i kulstof-enheder frem for at regne i sukkerstoffer, fedtstoffer eller proteiner, al den stund at det er i kulstofforbindelserne, at energien bindes.
Jeg har derfor brugt omregningsfaktoren 44/12 = 3,67 (CO2 vejer 44 g/mol, mens kulstoffet kun vejer 12 g/mol), hvilket resulterer i, at i 1 ton primærproduktion fikseres der 3,67 ton CO2 fra luften (eller vandet, hvis det er i oceanerne).
Og tager vi oceanerne, så er det faktisk kun 1,7 procent af havets overflade, som har en årlig primærproduktion på 5 ton kulstof per hektar eller mere. I den forbindelse hjælper det kun lidt, at 70 procent af Jordens overflade er dækket af oceanerne.
Den store forskel imellem land og vand skyldes primært det lave næringsstofniveau i havet, og som du selv skriver, er primærproduktionen markant højre i ’upwellings’-områder – op til 15 ton kulstof/hektar per år – hvilket faktisk svarer til en skov på vores breddegrader.
Men så holder præmisserne heller ikke længere. Næsten al denne herlige primærproduktion, som udgøres af alger, bliver spist af de små krebsdyr, som udgør dyreplanktonet, og disse bliver igen spist af fiskeyngel eller små sardiner.
Hver gang vi går et led op i denne fødekæde, mister vi ca. 90 procent af kulstoffet som respiration – kulstoffet bliver altså til CO2 igen. Derfor vil en algeproduktion på 15 ton kulstof/hektar per år kun lede til en fiskeproduktion på 0,15 ton (med de yderligere to led i fødekæden).
Nettoresultatet bliver derfor, at vi blot får bundet 0,15 ton kulstof/hektar per år, svarende til 0,55 ton CO2.
I et tilsvarende best case-scenario på landjorden vil der kunne bindes hele 55 ton CO2 per ha per år i en subtropisk skov. Det vil kunne køre med denne proceshastighed i 50 år, hvorefter produktionen vil begynde at falde. Man kan så blot høste træet, som i modsætning til algerne ikke bliver spist undervejs, og deponere det, hvorefter kulstoffet er bragt ud af den globale cirkulation.
Konklusionen er med andre ord, at det per areal er op mod 100 gange mere effektivt at plante skov på landjorden, fremfor at bringe dybvandets næringsstoffer op i lyset ved hjælp af sindrige pumpesystemer.
Du kan spørge om alt inden for teknologi og naturvidenskab. Redaktionen udvælger indsendte spørgsmål og finder den bedste ekspert til at svare – eller sender spørgsmålet videre til vores kloge læsere. Klik her for at stille dit spørgsmål til fagfolket.
Ja netop! Er der nogen der har regnet på effekten af at IKKE bruge beton og mursten til lav bebyggelse, men hovedsagelig træ?
Et velbygget træhus deponerer vel fint træet i 100 år?
Jeg har set analyser, der var sådan lidt til den ene side og lidt til den anden afhængigt af, om de er lavet for træ- eller betonbranchen. Cementen til beton er ikke godt co2mæssigt, men træbeskyttelse/limtræ m.v. er heller ikke lykken, og det er nok også rigtigt, at beton/stenbyggeri i gennemsnit vil have længere levetid end træbyggeri. Vi har desværre ikke verdens bedste klima for træbyggeri her i landet.
Men tager man med i betragtning, at træet ellers risikerer at blive brændt, så co2 ledes ud igen, tror jeg at der er store fordele ved at deponere så meget træ som muligt i konstruktioner. Bare en 50 års udsættelse af co2-udledningen vil være en stor fordel på baggrund af behovet for hurtig handling, hvis diverse mål skal nås.
Vi burde alle køre i en Morgan :-)
Det væsentlige punkt i denne diskussion er ikke hvorvidt planteproduktion på land eller til havs er mest effektiv til CO2-reduktion. Pointen er i stedet, at meget store havområder har den nødvendige indstråling til at rumme en væsentlig algeproduktion, men mangler næringsstoffer for at processen finder sted. Begrebet "blå ørkener" anvendes i andre sammenhænge.
Der har tidligere i Ingeniøren været omtalt projekter, hvor alger dyrkes i lukkede systemer. Det væsentlige er nemlig at det sker i lukkede systemer, så algerne ikke kommer til at indgå i de naturlige kredsløb med fødekæder og nedbrydning. Istedet skal algematerialet indgå som råstof i anlæg som det, Henrik Stiesdal har skitseret i Sanne Wittrups artikel i Ingeniøren fra 18.1.2019. Herved produceres der nyt energiråstof samtidig med at CO2 trækkes ud af atmosfæren.
Det er jo ikke så vigtig hvor meget der produceres hvis man samtidig fokuserer på at vi har et problem med CO2 i atmosfæren. Det man skal kigge på er prisen for at trække CO2 ud af atmosfæren og værdien af den næring der "tabes" til næste led i fødekæden. En trediedel af planetens befolkning bruger fødevarer fra havet som en vigtig del af kosten. Fiskeri og naturen i havene er truet på verdensplan. Samlet set kan der trækkes mængder af CO2 ud samtidig med at vi fremtidssikrer livet i havene. Kan nogen metoder gøre det billigere?