Vores læser Flemming Lau spørger:

Apropos diskussionen om træer på havet, så har jeg en idé, som jeg kunne tænke mig at få vurderet på samme vis: Hvis man virkelig vil booste optaget af CO2 i organismer, er det oplagt kunstigt at stimulere processer, som har stort potentiale, men som begrænses af ’små’ forhindringer.

Det er min opfattelse, at omsætningen af plankton i de tropiske have er voldsomt begrænset af den manglende opblanding af næringsrigt bundvand. De steder, hvor bundvandet tvinges op til overfladen, er den biologiske aktivitet voldsomt forøget (som ved de små øer og ved Sydamerikas vestkyst).

Ville det være muligt/rationelt/effektivt på en eller anden måde kunstigt at øge opblandingen?

Jeg forestiller mig platforme, som flyder på havet, og som ved hjælp af solceller eller lignende leder varme ned i dybden, og dermed får næringsrigt vand til at stige op, evt. via nogle rør, som kan virke som en slags sugeslange.

På den måde ville jeg tro, at det må det være muligt, med en forholdsvis begrænset indsats, at få en enorm effekt. Tilføj lidt næringsstoffer til overfladevandet, og masser af plankton vil blomstre op, optage CO2, dø og synke til bunds. Og der er jo masser af plads ude midt på Stillehavet til vilkårligt store anlæg.

Men hvor meget varme skal der til, hvor stor vil effekten være på bindingen af CO2 i havet og vil det dermed give mening?

Ole Pedersen, professor på Biologisk Institut på Københavns Universitet, svarer:

På globalt plan er landjorden langt mere produktiv end havet. Hvis vi ser bort fra områder, som er permanent isdækkede, så er den årlige primærproduktion på 25 procent af verdens landområder større end 5 ton kulstof per hektar.

Jordens primærproduktion består overordnet set af alger og planter, som binder CO2 (uorganisk kulstof) til organiske kulstofforbindelser, f.eks. sukkerstoffer. Da iltatomerne i CO2 i den forbindelse er irrelevante, så udtrykker man sædvanligvis primærproduktionen i kulstof-enheder frem for at regne i sukkerstoffer, fedtstoffer eller proteiner, al den stund at det er i kulstofforbindelserne, at energien bindes.

Jeg har derfor brugt omregningsfaktoren 44/12 = 3,67 (CO2 vejer 44 g/mol, mens kulstoffet kun vejer 12 g/mol), hvilket resulterer i, at i 1 ton primærproduktion fikseres der 3,67 ton CO2 fra luften (eller vandet, hvis det er i oceanerne).

Og tager vi oceanerne, så er det faktisk kun 1,7 procent af havets overflade, som har en årlig primærproduktion på 5 ton kulstof per hektar eller mere. I den forbindelse hjælper det kun lidt, at 70 procent af Jordens overflade er dækket af oceanerne.

Træer mere effektive

Den store forskel imellem land og vand skyldes primært det lave næringsstofniveau i havet, og som du selv skriver, er primærproduktionen markant højre i ’upwellings’-områder – op til 15 ton kulstof/hektar per år – hvilket faktisk svarer til en skov på vores breddegrader.

Men så holder præmisserne heller ikke længere. Næsten al denne herlige primærproduktion, som udgøres af alger, bliver spist af de små krebsdyr, som udgør dyreplanktonet, og disse bliver igen spist af fiskeyngel eller små sardiner.
Hver gang vi går et led op i denne fødekæde, mister vi ca. 90 procent af kulstoffet som respiration – kulstoffet bliver altså til CO2 igen. Derfor vil en algeproduktion på 15 ton kulstof/hektar per år kun lede til en fiskeproduktion på 0,15 ton (med de yderligere to led i fødekæden).

Nettoresultatet bliver derfor, at vi blot får bundet 0,15 ton kulstof/hektar per år, svarende til 0,55 ton CO2.

I et tilsvarende best case-scenario på landjorden vil der kunne bindes hele 55 ton CO2 per ha per år i en subtropisk skov. Det vil kunne køre med denne proceshastighed i 50 år, hvorefter produktionen vil begynde at falde. Man kan så blot høste træet, som i modsætning til algerne ikke bliver spist undervejs, og deponere det, hvorefter kulstoffet er bragt ud af den globale cirkulation.

Konklusionen er med andre ord, at det per areal er op mod 100 gange mere effektivt at plante skov på landjorden, fremfor at bringe dybvandets næringsstoffer op i lyset ved hjælp af sindrige pumpesystemer.