Spørg Fagfolket: Kan smitte overleve på mine læderhandsker?

Illustration: Bigstock/Karkas

Vores læser Anne-Lise Nielsen vil gerne vide, om smitte kan overleve på læderhandsker.

Og det er jo et godt spørgsmål, for læderhandsker kan man jo ikke bare smide i vaskemaskinen, og sprit kan de nok heller ikke tåle. Uldhandsker vasker man for den sags skyld typisk heller ikke ved 60 grader.

Så hvad gør man så, når man har stået med dem på i bussen og holdt fast i et håndtag eller en stang?

Læs også: Spørg Fagfolket: Kan jeg spritte mit mundbind af efter brug og genbruge det?

Mie Andersen, specialuddannet hygiejnesygeplejerske på Statens Serum Institut, svarer:

Det er med læderhandsker, som med alle andre overflader: Virus kan sidde der, men der er mange faktorer, så som type af overflade, type mikroorganisme, temperatur og luftfugtighed, der afgør, hvor længe en mikroorganisme vil være aktiv. Det kan være timer, det kan være dage.

Men da du ikke har handskerne tæt på ansigtet, ville jeg ikke være så bekymret for det, hvis du lader være med at røre dig med dem ved øjne, næse og mund.

Når vi anbefaler, at man udskifter sit mundbind, hver gang man har brugt det, er det fordi, det er i tæt kontakt med øjne, næse og mund, som er direkte smitteveje. Ikke blot for coronavirus, men for alle mulige andre mikroorganismer også.

Derfor bør du også tage handskerne af og spritte hænderne, før du tager mundbind på, så du ikke får potentiel smitte fra handskerne ført op i ansigtet på den måde.

Spørg fagfolket

Du kan spørge om alt inden for teknologi og naturvidenskab. Redaktionen udvælger indsendte spørgsmål og finder den bedste ekspert til at svare – eller sender spørgsmålet videre til vores kloge læsere. Klik her for at stille dit spørgsmål til fagfolket.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Før man koger sine uldvanter eller læderhandsker (med ret dramatiske konsekvenser), så kunne kan prøve at afspritte med handsker på. Lidt fedt til læderhandskerne om aftenen forhindrer udtørring fra spritten. Uldvanterne er lidt vanskeligere at redde, så måske bare tage dem af.

  • 3
  • 2

Det mere generelle spørgsmål berøres også i svaret.

Her i min familie har der også været diskussioner. Det lykkedes mig at vinde forståelse ved at forklare, at e.g. et mundbind kan sammenlignes med brugt toiletpapir - hvor alle ved hvordan det skal håndteres: der er to sider, og "den anden" er ..... tja, "puha".

Hvis vi alle forstår og aggerer efter toilet-papir-modellen, og forstår hvad der er potentielt inficeret: ydersiden af masker, (ydersiden) af hansker / vanter OG holder disse væk fra direkte berøring med mund, næse øjne og væk fra indirekte berøring med hænder - ja så er vi langt.

Alle har lært om håndvask efter toiletbesøg. Altså skal der bruges håndvask / håndsprit efter berøring af mundbind (når det er taget af), og måske efter brug af hansker (selvom man kan være forsigtig og IKKE rører ydersiden.

Jeg synes ikke det er svært at forstå (teori); efterlevelse er bare en ny vane.

Men det svarer ikke på spørgsmålet om læderhansker. Mon ikke der findes små UV-lamper som kan bruges ?

  • 4
  • 1

Køb et par billige ekstra handsker og indfør en rotationsordning hvor man lader dem ligge nogle dage (ikke for køligt). Men så vidt jeg har forstået, er overførslen primært via luft.

I øvrigt er maskerne primært en beskyttelse for andre mennesker, de tager en god del af dråberne i udåndingsluften. De virker ikke særlig godt den anden vej rundt. Der skal man vist have fat i sådan noget som det her:

https://www.dupont.com/personal-protection...

Der var en udsendelse på DR tror jeg det var, med en fyr der brugte sådan en dragt når han købte ind fordi han ikke ville have sin familie smittet.

  • 1
  • 0

Hvis vi alle forstår og aggerer efter toilet-papir-modellen, og forstår hvad der er potentielt inficeret: ydersiden af masker, (ydersiden) af hansker / vanter

Det kommer jo an på, hvem der er smittet og hvem der ikkle er. Hvis jeg er smittet, er det indersiden af masken, der er smittefarlig (måske også ydersiden, mine naboer kan også være smittede), hvis jeg ikke er smittet, er det ydersiden, der kan være smittebefængt.

Man må også kunne desinficere handsker m.v. med dampe af formaldehyd og lignende - men det er i hvert fald ret usundt. Jeg ved heller ikke, om læderet kunne finde på at reagere med fomaldehyd, det angriber jo proteiner og ændrer dem. Så man skulle have et andet damp-middel.

  • 1
  • 1

Der står lidt her:

https://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedo...

Jeg har ikke kunnet finde oplysning vedrørende virussens levetid på skind og læder. Findes der viden desangående?

Du har sikkert hørt, at coronavirus kan overleve på pap i op mod 24 timer, mens den overlever længst på plast og rustfrit stål. Her finder forskerne levende virus i op til tre døgn. Der er dog mindre og mindre virus, jo længere tid, der går. Jeg kan ikke finde undersøgelser om skind og læder, men et godt bud vil være, at virus kan overleve op til 3 døgn.

  • 2
  • 0

Glycerol = fedt ? @ #4 Er glycerol et fedtstof ??? Hint: Metanol, etanol, propanol . . .glycerol? Mon ikke det uheldige ved at bruge glycerol fx. på dørhåndtag er at det i nogen grad forsinker udtørring, hvilket kan være en behagelighed ved brug på huden.

  • 1
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten