Vores læser Nina Jacobsen spørger:
Jeg har et kæmpe egetræ. Kan jeg pode det, så der måske kommer trøfler? Og hvad skal jeg pode med?
Iben Margrethe Thomsen, seniorrådgiver på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet, svarer:
Vi havde fra 2000-2010 et projekt om podning af sommertrøffel (Tuber aestivum) på egeplanter, som blev plantet ud i skove.
Desværre viste det sig, at trøffelmyceliet blev udkonkurreret af alle de andre mykorrhiza-svampe, som fandtes naturligt i skovbunden. Så det blev ingen succes.
Prøv med hasselplanter
Hvis der er tale om en eg, som står solitært i en have eller en park, kunne det måske i princippet lade sig gøre at få noget trøffel ind på stedet. Men det er nu ikke så nemt, som det kunne lyde.
For hvordan får man trøffelmycelium sat på egens finrødder nede i jorden? Man kan forsøge med at købe en moden trøffel og vande sporer ned til rødderne, men det er en dyr og tvivlsom metode.
Mit bedste bud ville være at købe et par hasselplanter, som er podet med sommertrøffel og plante dem et par steder lige uden for kanten af egens krone, hvor der ikke er anden trævækst eller græs. Det er her, egens netværk af finrødder er størst.
Så kan man håbe, at trøflen tager springet fra hassel til eg. Der skal helst være højt pH (dvs. en kalkrig jord), og man skal vande hasselplanterne, hvis somrene er tørre.
Derefter er det bare at vente ca. 10 år og krydse fingre for, at der dukker trøfler op, når man roder i jorden om hasselbuske og eg. Jeg hører gerne om det, hvis det lykkes.
