Spørg Fagfolket: Hvorfor tillader man methyl i håndsprit?

Illustration: flippo/bigstock

Vores læser Tage Gurlund har spurgt:

Burde man ikke i Danmark ændre metoden ved denaturering af sprit pga. corona?

I Danmark iblander man metylalkohol i ethyl, og methyl diffunderer gennem huden og angriber centralnervesystemet.

Læs også: Spørg Fagfolket: Hvorfor bruger man euforiserende lattergas til flødeskumspatroner?

Anton A. A. Autzen, adjunkt på DTU Sundhedsteknologi, svarer:

Det helt korte svar på spørgsmålet er, at der ikke denatureres ethanol med metanol i EU. Det skyldes delvist, at det er relativt nemt at fjerne metanol fra ethanol, hvis man er ude på at fuske med beskatningen af alkohol, men også at metanolforgiftning er en for stor pris at betale for at drikke sig en forkert beskattet drink.

Alkohol, der ikke er tiltænkt som fødevare, har en lav beskatning. For at denne alkohol ikke flyder over i fødevaremarkedet, denaturerer man den, dvs. tilsætter stoffer, der gør det klart uegnet som fødevare.

I EU denatureres der med methyl-ethyl-ketone (MEK) for at tilføje en lugt, denatonium-benzoate for at gøre det bittert og endelig isopropyl-alkohol, som en analytisk markør. Ingen af disse stoffer er giftige på samme skala som methanol og vil ikke bringe en i fare ved en håndspritsbrandert. Brugen af disse stoffer er motiveret af at undgå forgiftninger og for at spore lavt-beskattet alkohol.

Læs også: Spørg Fagfolket: Hvorfor bliver mine bageplader ikke rene af salmiakspiritus?

Jeg vil tilføje, at det måske også lidt overilet at opfatte metanol så giftigt, som der i spørgsmålet gives udtryk for.

Metanol omsættes i kroppen til formaldehyd og myresyre. Begge disse stoffer er mere giftige end metanol selv, og ved forgiftning kan dannelsen af dem forsinkes med en ordentlig vodka-brandert.

Tricket i at behandle en metanolforgiftning er at strække dannelsen af metanols nedbrydningsprodukter over så lang tid som muligt, så kroppen kan skille sig af med dem, før en kritisk koncentration opstår i kroppen. Det enzym, der nedbryder metanol (alkohol-dehydrogenase) står også for omsætningen af etanol, og ved at indtage etanol kan metanols nedbrydning forsinkes ved give enzymet noget andet at nedbryde samtidig.

Som med alt andet afgøres giftigheden af dosen. Det er også godt det samme, da metanol er et hyppigt forekommende i kroppen helt naturligt. Pektin, som er en strukturel polymer, som planter laver, der blandt andet gør gelé muligt, bliver også nedbrudt til metanol, når vi spiser det, og metanol er også at finde i juice.

Så længe det holder sig i ikke-giftige mængder, er det ikke et problem. Hvis alkohol i EU var denatureret med metanol, ville det heller ikke være et problem i forhold til at spritte af. Mængden, vi ville indånde, er meget begrænset, og det vil med alt sandsynlighed irritere luftvejene voldsomt længe før, at giftigheden blev et problem.

Spørg fagfolket

Du kan spørge om alt inden for teknologi og naturvidenskab. Redaktionen udvælger indsendte spørgsmål og finder den bedste ekspert til at svare – eller sender spørgsmålet videre til vores kloge læsere. Klik her for at stille dit spørgsmål til fagfolket.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Fint indblik.

Parfumer i håndsprit er nok værre og bør undgås. Desværre indtroducerede nogle virksomheder parfumeret håndsprit under covid19, ukritisk formidlet videre af DR https://www.dr.dk/nyheder/udland/skal-din-.... Og nogle mødte man i butikkerne til kundernes brug.

Videncenteret for allergi har oplyst at 5 % af danskerne har parfumeallergi, og fået beregningerne til de årlige samfundsudgifter til 182,000 DKK per patient, ialt 1,5 mia/året, https://www.videncenterforallergi.dk/wp-co....

De har også oplyst, at andelen af parfumeallergi blandt danske mænd er øget med 40% over få år. Disse tal omfatter mig bekendt alene kontaktallergi, snævert defineret. Dvs. andre symptomer på parfume-overfølsomhed er ikke inddraget, herunder heller ikke symptomer ved indånding. Det sidste er ca. 20 % af befolkningen generet af.

  • 13
  • 3

Der findes vel ikke et stof der hedder "methyl"? Er det ikke nærmere en "gruppe" som kan indgå i organske forbindelser? F.eks. kan methanl vel også hedde Methylalkohol.

Nogle (ikke kemikere) læser så måske "methyl-ethyl-ketone" som værende en blanding af 3 stoffer: Metanol, ethanol og så "keton"?

Eller produktst deklaration kan også have været dårlig...

  • 10
  • 0

"I EU denatureres der med methyl-ethyl-ketone (MEK) for at tilføje en lugt, denatonium-benzoate for at gøre det bittert og endelig isopropyl-alkohol, som en analytisk markør. Ingen af disse stoffer er giftige på samme skala som methanol og vil ikke bringe en i fare ved en håndspritsbrandert. Brugen af disse stoffer er motiveret af at undgå forgiftninger og for at spore lavt-beskattet alkohol."

MEK skader vandmiljø, nervesystem, reproduktion, dit kommende barn, er kræftfremkaldene mm. Det er en af de stoffer hvor hvis man har en dunk af det, er den overmalet med diverse advarsels piktogrammer. Var det for mange år siden da jeg købte en dunk.

Men det er meget belegligt, fordi der er ikke lavet dyrefosøg på forskellige langtids helbredeffekter af stoffet, som feks. hvor kræftfremkaldende det er ved indånding og oralt indtag. Men man kan sige det er kræftfremkaldene teoretisk da det er et stof der fremkalder kraftig irritation. Men det vil sige at stoffets helbredseffekter er bygget på teoretisk viden, så kan man se bort fra dem fordi de ikke er dokumenteret.

Men jeg forstår nu hvorfor man får brækfornemmelser når man bruger noget husholdningssprit i dag. Lugter i nærheden af rådden fisk som MEK. Virkeligt lækkert når man skal lave mad på trangia. Dohhh EU hvad kan man bruge det til?

  • 4
  • 15

MEK skader vandmiljø, nervesystem, reproduktion, dit kommende barn, er kræftfremkaldene mm.

Pubchem https://pubchem.ncbi.nlm.nih.gov/compound/... "...Acute (short-term) inhalation exposure to methyl ethyl ketone in humans results in irritation to the eyes, nose, and throat. Limited information is available on the chronic (long-term) effects of methyl ethyl ketone in humans.

Chronic inhalation studies in animals have reported slight neurological, liver, kidney, and respiratory effects. No information is available on the developmental, reproductive, or carcinogenic effects of methyl ethyl ketone in humans. Developmental effects, including decreased fetal weight and fetal malformations, have been reported in mice and rats exposed to methyl ethyl ketone via inhalation and ingestion.

EPA has classified methyl ethyl ketone as a Group D, not classifiable as to human carcinogenicity..."

Pubchem er dog ikke altid helt ajour.

  • 2
  • 3
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten