Vores læser Johnny Nielsen spørger:

Hvorfor smider man ikke rumaffald ’ned’ mod Jorden?

I forbindelse med f.eks. reparationen af Hubble-rumteleskopet blev bl.a. de store solcellevinger udskiftet. De gamle solceller blev derefter blot ’sluppet fri’ og vil så over tid langsomt tabe fart/højde og brænde op.

Men set i lyset af at minimere mængden af affald i rummet, ville det så ikke være bedre at fremskynde den proces ved at give affaldet et skub direkte ned mod Jorden?

Derved mindskes tiden vel til at affaldet brænder op ved mødet med atmosfæren, og hvis man timede ’skubbet’, kunne man vel også undgå at ramme satellitter i en evt. lavere bane?

Henning Heiselberg, centerleder for Security DTU på DTU Space, svarer:

Rumskrot tæt på Jorden bremses af luftmodstand og spirallerer langsomt, men sikkert, ned i atmosfæren, hvor det brænder op – ligesom du beskriver.

Satellitten har brændstof med til at korrigere banen og reorientere satellitten, og det sidste brændstof bruges så til at styre satellitten ind mod atmosfæren.

Man kunne godt give satellitten et ekstra skub med en raket i den rigtige retning for at fremskynde processen, men det er temmeligt dyrt at skulle bruge brændstof på det, så det gøres nødigt, hvis det ikke er påkrævet.

Når det så er sagt, så bliver der på FN's rumkontor UNOOSA diskuteret, om det skal være et krav at få fjernet sine udtjente satellitter i de lavere baner. I dag anbefales det at gøre det, men man kan ikke sanktionere dem, der ikke har gjort det.

Det skal ned efter 25 år

Det kan selvfølgelig sagtens blive et problem med de mange satellitter, der hele tiden er planer om at opsende, også de små cubesats. Løsningen må være, at de maksimalt bliver sendt 650 km op, så de hurtigt kommer ned af sig selv igen, selv om de så også holder i færre år.

Standarden for rumskrot siger i dag, at satellitter i de jordnære baner højst må opholde sig der i 25 år efter, at de ikke længere er operationelle, og det danske rumkontor håndhæver denne standard ved et krav, som blev formuleret for to år siden.

I det fremgår det, at hvis satellitten ikke selv kan komme ned efter 25 år, skal den være monteret med en fremdriftsenhed, som kan bringe den ud af de jordnære baner til enten Jorden eller en højde, hvor den ikke forstyrrer de jordnære baner.

Nogle ting vil dog løse sig af sig selv. ISS og Hubble befinder sig for eksempel allerede nede i 500 kilometers højde, hvor selv en tynd atmosfære hurtigt renser rummet for småt skrot.

Så er der de flere hundrede millioner objekter, som er mindre end 1 cm, der er i kredsløb om Jorden, og derudover en million objekter nede i en størrelse på mellem 1 og 10 cm. De er sværere at gøre noget ved. Blot 30.000 objekter er større end dette.

De værste syndere var kollisionen mellem Iridium- og Cosmos-satellitterne i 2009 samt den kinesiske Fengyun-1C anti-satellit-missilsprængning i 2007. Flere satellitter er i den forbindelse blevet ødelagt af rumskrot, men det er svært at 'skubbe' de små dele ned.

Rumskrot bliver nøje overvåget

Men rumskrot og satellitbaner bliver nøje overvåget, for satellitter er dyre. Desuden frygter man ’Kessler-syndromet’, som beskrevet i filmen Gravity, hvor én kollision spreder en masse rumskrot, som så starter en kaskade af kollisioner med satellitter og rumstationer.

Der kredser knap 4000 satellitter om Jorden lige nu, hvor ca. 1400 er operative, ligeligt fordelt mellem jordnære og geostationære baner.

De geostationære ligger 36.000 km over ækvator og skubbes efter endt levetid lidt længere ud i ’graveyard orbit’. Det er en bane, der ligger længere væk fra Jorden i god afstand fra de operationelle satellitter, og det er billigere at skubbe dem derud end at forsøge at få dem styret eller skubbet mod Jorden.

I 'kirkegårdskredsløbet' kan de således kredse rundt i måske flere hundrede år, før de begynder at tabe højde og blive forstyrrende elementer, og så er håbet vel, at der til den tid findes teknologier, der kan samle dem op.

Net og gribere til rumskrot

Flere teknologier til den slags har været foreslået gennem tiderne. Forskere fra Stanford arbejder på en robotgriber med klæbere, og japanerne arbejder på et net, der kan opsamle rumskrot.

Indtil der kommer en løsning på dette - eller en lov om at skubbe til rumskrot - så er de bedste bud altså kirkegården og at være opmærksom på at styre uden om de små dele.

I dag har satellitter et skjold af guld for at reducere ’sandblæsningen’ fra rumskrot. Wolfram er ellers bedre, men det kan efter satellittens levetid overleve turen gennem atmosfæren og ramme os i hovedet.