Vores læser Jesper Otzen har spurgt:
I årevis har det været diskuteret, hvorfor Månen ser større ud ved op- og nedstigning i forhold til, når den bevæger sig hen over himmelbuen.
Nogle påstår, at det er et optisk bedrag, forårsaget af at den står tæt på Jordens krumning.
Andre mener, at størrelsen har noget at gøre med lysets spredning, hvor Månen passerer gennem mere atmosfære, når den står tæt ved horisonten, end når den står højt på himlen.
Jeg selv hælder til, at det er atmosfæren, der spreder lyset mere, når det bevæger sig vandret igennem den, end når det går lodret ned. Lidt på samme måde som farveændringen i den opstigende fuldmåne (og sol, begribeligvis) forårsaget af Rayleigh-spredningen.
Men hvad er det rigtige svar ?
Ole J. Knudsen, kommunikationsmedarbejder og BSc på Institut for Fysik og Astronomi, Aarhus Universitet, svarer:
Månen har den størrelse, måner skal have! Den er nøjagtig lige stor, uanset om den står højt på himlen eller lavt i horisonten.
Mål selv efter: Hold en lineal - gerne gennemsigtig - i strakt arm, når Månen står lavt, og efter nogle timer (eller en anden dag), når Månen står højt. Man får samme resultat; omkring en halv grad.
Eller tag et par billeder med samme kamera og brændvidde. 'Måneillusionen' er altså hverken et optisk bedrag eller noget spredningsfænomen, forårsaget af atmosfæren.
Der er ingen reel og målbar forskel på Månes diameter. Det er et psykologisk sansebedrag - det foregår inde i hovedet på den, som kigger på Månen. Selvom vi kan måle, at Månens diameter er uændret, uanset om den står højt eller lavt på himlen, er vores opfattelse en anden. Hjernen spiller os et puds!
Det, som ganske rigtigt har været diskuteret i årevis, er, hvad der er årsagen til dette sansebedrag, og en fuldstændig forklaring er ikke fundet. Astronomen Ptolemæus fra Alexandria beskriver måneillusionen omkring år 150 e.Kr., og andre kilder, både ældre og nyere, nævner fænomenet uden at kunne give en forklaring.
En mulig forklaring på måneillusionen kan være, at vore nedarvede instinkter prioriterer alt hvad der befinder sig i det vandrette plan ud for os, fordi det er der, de fleste farer kommer fra, og det er der vore byttedyr befinder sig.
Ved forsøg har man vist, at vi opfatter himlen over os lidt som om, at det var en dyb tallerken og ikke en halvkugle. Når Månen står i horisonten, opfatter hjernen det som om, at den står langt væk - ude i kanten af den dybe tallerken, og derfor vil Månen opfattes som større, end når den står højt, og dermed, ifølge vores forvirrede hjerne, må den være tættere på.
Effekten er ganske markant. Stå for eksempel med ryggen til fuldmånen, når den står lavt, og fang billedet af Månen i et håndspejl i strakt arm. Hæv eller sænk så armen, mens spejlbilledet af fuldmånen stadig kan ses.
Så vil du opleve, at Månen ændrer størrelse, set i spejlet - og det er så spooky, at man somme tider oplever, at forsøgspersonen skrækslagen smider spejlet fra sig!
Og hvis man er i det adrætte hjørne, kan man ved samme lejlighed bukke sig ned og kigge på Månen imellem benene - så forsvinder illusionen.
Så glæd dig over den smukke fuldmåne og over, at det ikke er alt, som vi endnu har en forklaring på.
Du kan spørge om alt inden for teknologi og naturvidenskab. Redaktionen udvælger indsendte spørgsmål og finder den bedste ekspert til at svare – eller sender spørgsmålet videre til vores kloge læsere. Klik her for at stille dit spørgsmål til fagfolket.
