Spørg Fagfolket: Hvorfor ser Månen større ud ved op- og nedstigning?

Illustration: Grisha Bruev/Bigstock

Vores læser Jesper Otzen har spurgt:

I årevis har det været diskuteret, hvorfor Månen ser større ud ved op- og nedstigning i forhold til, når den bevæger sig hen over himmelbuen.

Nogle påstår, at det er et optisk bedrag, forårsaget af at den står tæt på Jordens krumning.

Andre mener, at størrelsen har noget at gøre med lysets spredning, hvor Månen passerer gennem mere atmosfære, når den står tæt ved horisonten, end når den står højt på himlen.

Jeg selv hælder til, at det er atmosfæren, der spreder lyset mere, når det bevæger sig vandret igennem den, end når det går lodret ned. Lidt på samme måde som farveændringen i den opstigende fuldmåne (og sol, begribeligvis) forårsaget af Rayleigh-spredningen.

Men hvad er det rigtige svar ?

Ole J. Knudsen, kommunikationsmedarbejder og BSc på Institut for Fysik og Astronomi, Aarhus Universitet, svarer:

Månen har den størrelse, måner skal have! Den er nøjagtig lige stor, uanset om den står højt på himlen eller lavt i horisonten.

Mål selv efter: Hold en lineal - gerne gennemsigtig - i strakt arm, når Månen står lavt, og efter nogle timer (eller en anden dag), når Månen står højt. Man får samme resultat; omkring en halv grad.

Eller tag et par billeder med samme kamera og brændvidde. 'Måneillusionen' er altså hverken et optisk bedrag eller noget spredningsfænomen, forårsaget af atmosfæren.

Der er ingen reel og målbar forskel på Månes diameter. Det er et psykologisk sansebedrag - det foregår inde i hovedet på den, som kigger på Månen. Selvom vi kan måle, at Månens diameter er uændret, uanset om den står højt eller lavt på himlen, er vores opfattelse en anden. Hjernen spiller os et puds!

Et mystisk sansebedrag

Det, som ganske rigtigt har været diskuteret i årevis, er, hvad der er årsagen til dette sansebedrag, og en fuldstændig forklaring er ikke fundet. Astronomen Ptolemæus fra Alexandria beskriver måneillusionen omkring år 150 e.Kr., og andre kilder, både ældre og nyere, nævner fænomenet uden at kunne give en forklaring.

En mulig forklaring på måneillusionen kan være, at vore nedarvede instinkter prioriterer alt hvad der befinder sig i det vandrette plan ud for os, fordi det er der, de fleste farer kommer fra, og det er der vore byttedyr befinder sig.

Ved forsøg har man vist, at vi opfatter himlen over os lidt som om, at det var en dyb tallerken og ikke en halvkugle. Når Månen står i horisonten, opfatter hjernen det som om, at den står langt væk - ude i kanten af den dybe tallerken, og derfor vil Månen opfattes som større, end når den står højt, og dermed, ifølge vores forvirrede hjerne, må den være tættere på.

Effekten er ganske markant. Stå for eksempel med ryggen til fuldmånen, når den står lavt, og fang billedet af Månen i et håndspejl i strakt arm. Hæv eller sænk så armen, mens spejlbilledet af fuldmånen stadig kan ses.

Så vil du opleve, at Månen ændrer størrelse, set i spejlet - og det er så spooky, at man somme tider oplever, at forsøgspersonen skrækslagen smider spejlet fra sig!

Og hvis man er i det adrætte hjørne, kan man ved samme lejlighed bukke sig ned og kigge på Månen imellem benene - så forsvinder illusionen.

Så glæd dig over den smukke fuldmåne og over, at det ikke er alt, som vi endnu har en forklaring på.

Spørg fagfolket

Du kan spørge om alt inden for teknologi og naturvidenskab. Redaktionen udvælger indsendte spørgsmål og finder den bedste ekspert til at svare – eller sender spørgsmålet videre til vores kloge læsere. Klik her for at stille dit spørgsmål til fagfolket.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

... det samme når man kører forbi en række træer med månen bagved.

Træerne 'klipper' billedet og hjernen når ikke at finde på optiske illusioner. Når man er fri af træerne, så er månen tilbage i 'fuld' størrelse.

Man kan også vifte sin hånd med spredte fingre foran månen - men der når hjernen at 'pille' ved billederne.

  • 3
  • 0

af en måne, der ser ud til at være fladtrykt. Nå ja, måske var månen ikke fuld den dag. En sol, der rører horisonten, synes også at blive lidt flad.

Desværre har jeg hverken sol, måne eller synlig horisont her, så jeg kan ikke lave et praktisk eksperiment her til aften.

Om den skulle synes større, har jeg aldrig bemærket, men fladtryktheden er påfaldende.

  • 0
  • 1

“ Eller tag et par billeder med samme kamera og brændvidde. 'Måneillusionen' er altså hverken et optisk bedrag eller noget spredningsfænomen, forårsaget af atmosfæren.”

Det syntes jeg at du skal prøve Ole J. Knudsen, tag et billede af fuldmånen lige når den står op, og et samme aften når den kulminerer. Mål så diameteren i pixels på månen i de to billeder, Månen er faktisk markant mindre lige når den står op ifht når den kulminerer. Det er simpel geometri, men man kan selv måle det med et kamera og et zoom objektiv, der behøves ikke et teleskop.

Men at månen virker større når den er tæt på horisonten er blot et synsbedrag, for det eksperiment jeg foreslår, viser det modsatte ;-)

  • 2
  • 4

men fladtryktheden er påfaldende

helt afgjort - og den skyldes refraktionen i atmosfæren: Lyset fra måne-/solskivens underkant afbøjes mere end lyset fra overkanten.

Refraktionen betinger også, at, den nedgående sol/måne, der synes at 'stå' på horisonten i virkeligheden er gået ned (=under horisonten): Refraktionen af lysstråler nær horisonten andrager ca. 1/2 grad, hvilket er (næsten) lig vinklen, hvorunder sol-/måneskiverne ses.

  • 6
  • 1

Når atmosfæren spiller os et puds. Måneforstørrelse er kun et af de fenomener som spiller os et puds, når vi betragter objekter omkring os. https://www.bbc.com/news/uk-england-cornwa... Denne link viser et billede af et svævende skib. Ørkenens mirager er ligeledes atmosfæriske elementer som "snyder" os. Ufoer er lige ledes atmosfæriske spejlinger. Det er temperatur forskellene mellem luftlag der skaber et usynligt "spejl" som viser os et billede et andet sted end det vi forventer. Ubåds folk som arbejder med sonar oplever det samme fenomen ved temperaturforskelle i vandet. Når det gælder månen ved horisonten er det atmosfæren som virker som forstørrelsesglas.

  • 0
  • 1

Jeg gik engang en aftentur og så solen gå ned bag horisonten. Da den var væk vendte jeg mig om, og så en tydelig men blegere sol stå op i øst. Da den var kommet højere op kom en endnu klarere sol og efter den igen en svagere, så der til sidst stod tre sole lodret over hinanden i modsat retning af den rigtige, som var forsvundet under horisonten. Jeg har desværre ingen billeder, andet end det i mit eget hoved, men det er også rigtig flot. Sjovt med en moderne udgave af Den flyvende Hollænder. Jeg har prøvet spejltricket, men synes ikke det virker helt, Jeg gør det måske forkert. Jeg vil se om det hjælper at kigge på den gennem benene :). Jeg tror forklaringen på størrelsesforskellen er, at månen ser størst ud sammenlignet med "jordiske" ting. Når den står højt og sammenlignes med det kæmpestore himmelhvælv, syner den mindre. Måske? Steen

  • 0
  • 1

Jeg vil mene, at vi har et mentalt koordinatsystem for vores visuelle system, der minder om koordinatsystemet på en globus, hvor der er længere afstand mellem længdegraderne ved ækvator end ved polerne.

  • 0
  • 2
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten