Flere læsere har spurgt til planeternes udformning – og hvordan man på en nem måde forklarer skeptikere, at Jorden ikke er flad.
F.eks. spørger Henrik Nyborg:
Hvorfor er planeterne så runde som de er?
Jeg kan godt forstå, at f.eks. Solen er rund, da den for det meste består af gaslignende stoffer, og gravitationen derfor vil gøre den rund.
Men de andre... er det fordi de har fået en tur i Vorherres drejebænk og er blevet rettet til?
Desuden spørger Bjarne Aakesen:
I disse ’Space-tider’ - har jeg undret mig over, at der ikke er nogen, der har spurgt om følgende: Hvorfor er alle kendte navngivne planeter runde?
Hvad er det, der gør dem runde? Det kan ikke være rotationen, da der jo ikke er nogen modstand ude i rummet. Kan det have noget at gøre med magnetfeltet?
Og fra Karl Munzert lyder det:
Jeg undrer mig over, hvorfor planeterne er runde. Hvis det hele er startet med et Big Bang, hvordan opstod så ’kuglerne’?
Og i forhold til skeptikerne spørger John:
Er Jorden rund eller flad?
Der er en gruppe af mennesker, der tror, at Jorden er flad. Deres argumenter er mange såsom: ’Man har ikke et billede af Jorden, der er rund. Alle billeder af Jorden, tager fra f.eks. Månen er manipuleret med PhotoShop.’
Mit spørgsmål er følgende: Kan man ikke på en eller anden måde forklare de folk, der tror, at Jorden er flad, at de er forkert på den? Med simple forklaringer, som de selv kan efterprøve og derved se, at de tager fejl?
Christoffer Karoff, lektor på Aarhus Universitet, svarer:
Efter Big Bang fik man en stor og rimeligt homogen masse, men på et tidspunkt begyndte dele af denne masse at kollapse under sin egen vægt (altså på grund af tyngdekraften). Dette kollaps sluttede, da der dannedes fusion i de centrale dele af stjernen (den kollapsende masse) og det indre tryk derfor steg, hvilket fik den hydrostatiske ligevægt til at indtræffe. Og det er netop denne, der gør, at stjerner og planeter er runde.
Hydrostatisk ligevægt betyder, at trykket i de indre dele balanceres af tyngdekraften. Vi siger, at tyngdekraften har samme størrelsen som opdriften (eller opdriftskraften). Dette betyder, at ethvert punkt i stjernen eller planeten forbliver i samme afstand til centrum.
Hvis dette ikke var tilfældet, ville stjernen eller planeten enten kollapse eller eksplodere. Dette er faktisk, hvad der sker i en supernovaeksplosion.
Her sker der det, at trykket i de indre dele ikke længere er i stand til at modstå tyngdekraften, hvilket betyder, at de indre dele af stjernen begynder at kollapse.
Som modsvar på dette vil de ydre dele bevæge sig væk fra stjernen. Det er dette, vi ser i supernovaeksplosionen, hvor det meste af stjernen skydes ud i alle retninger og efterlader en neutronstjerne eller et sort hul.
For mindre objekter bliver tyngdekraften aldrig i stand til at modsvare det indre tryk. Dette betyder, at objektet, f.eks. en asteroide, aldrig bliver helt rund.
Det indre tryk afhænger af, hvilken fase materialet er i. Det er højere for fast stof end for flydende. Mange af de asteroider og kometer vi kender, som f.eks. 67P, er stødt sammen, efter de er størknet, og det giver et objekt, der er alt andet end rundt.
Generelt opfører tyngdekraften sig sådan, at den kun afhænger af afstanden til centrum. Hvis objektet er i hydrostatisk ligevægt, betyder det, at trykket vil være det samme overalt i en given afstand til centrum. Objektet vil med andre ord være kugleformet.
At Solen og Jorden er runde har derfor ikke noget med magnetfeltet at gøre.
Når det så er sagt, er det faktisk svært at bevise, at Jorden er rund. Nogle af dem, der har prøvet, er endda endt med at vise det modsatte.
I Bedford-eksperimentet forsøgte Rowbotham at vise, at Jorden er rund ved at kigge langs en lang lige kanal (Old Bredford River). Da Jorden er rund, skulle der være en grænse for, hvor langt Rowbothams syn kunne følge kanalen.
Rowbotham var dog i stand til at se meget længere, end han skulle kunne, hvilket blev taget som et argument for, at Jorden var flad.
Grunden til, at Rowbatham havde kunnet se længere, er, at temperaturen over kanalen ændrer sig, hvilket får lysets brydning til at ændre sig. Det er det, vi kalder atmosfærisk refraktion.
Et eksperiment, der dog ser ud til at virke overraskende godt, er Eratosthenes eksperiment.
Eratostnens sammenlignede den skygge, der ved middag ved midsommer blev kastet i en brønd i Syrien med den skygge, der blev kastet af en lang pæl i Alexandria.
Ved at sammenlige de to skygger regnede han sig i år 100 f.kr. frem til, at Jorden har en omkreds på omkring 44100 km, hvilket er inden for 10 procent af den rigtige værdi. Dette eksperiment antager dog, at Solen er langt væk.
Folk, der mener, at Jorden er flad, antager derfor, at Solen er meget tæt på os, hvilket så giver dem problemer med at forklare sol- og måneformørkelse.
Du kan spørge om alt inden for teknologi og naturvidenskab. Redaktionen udvælger indsendte spørgsmål og finder den bedste ekspert til at svare – eller sender spørgsmålet videre til vores kloge læsere. Klik her for at stille dit spørgsmål til fagfolket.
