Vores læser Henrik Dall har spurgt:

Jeg læste en artikel om stjerners ’metallicity’, og at jo højere metallicity, jo yngre er stjernen.

Hvordan hænger det sammen, når unge stjerner kun består af hydrogen og helium? Kommer alle andre elementer ikke først senere i det termonukleare forløb - metaller, kulstof, oxygen, etc?

Dermed skulle høj metallicity jo mene en ældre stjerne!

Ole J. Knudsen, kommunikationsmedarbejder og BSc på Institut for Fysik og Astronomi, Aarhus Universitet, svarer:

Jeg tror, at du har fået forvekslet en stjernes alder og den generation, som stjernen tilhører.

'Metallicity' er ganske rigtigt et mål for, hvor meget en stjerne indeholder af grundstoffer, som er tungere end hydrogen og helium.

I det meget tidlige Univers, kort efter Big Bang, var der kun de to grundstoffer til stede, plus meget, meget små andele af beryllium og litium.

Unge stjerner har meget metal

Inde i stjernerne produceres så tunge grundstoffer ved kerneprocesser. Nogle af disse tunge grundstoffer kastes ud i verdensrummet blandt andet ved supernovaeksplosioner, og generation for generation af stjerner vil få stadigt højere indhold af tunge grundstoffer, dvs. større metallicity.

De unge, nydannede stjerner omkring os har altså et højt metalindhold (astronomerne slår alt tungere end hydrogen og helium sammen og kalder det 'metaller'), mens de gamle stjerner, som er dannet i Universets unge dage, ikke har metaller i større mængde.

Din forvirring er absolut forståelig, men man skal tænke på, at vi kun ser de ydre dele af stjernerne - alle de tunge grundstoffer, som en stjerne producerer i dens levetid, kommer først frem i dagens lys, når stjernen som gammel eksploderer.

De ydre, synlige dele af en stjerne har altså lavere et metalindhold end de indre, skjulte dele, for der er normalt ikke nogen kæmpe grydeske, som rører rundt i stjernestoffet.