Vores læser Lars Lund-Hansen skriver til os med en undren over, hvorfor belægningen på cykelstier er af ringere standard end asfalten på bilernes del af vejbanen, men vil også gerne vide følgende:

Jeg kunne godt tænke mig at få det tekniske svar på, hvorfor cykelstier ofte anlægges med en betydelig større hældning, end man nogensinde ser på en kørebane for biler?

For trehjulede ladcykler og el-scootere er hældningen ofte ubehagelig - og nogle gange ligefrem farlig - især da hældningen ofte er til den forkerte side i sving.

Jeg har spurgt den lokale kommune, hvorfor cykelstier anlægges på den måde, og de svarede, at det er for, at vandet kan løbe af. Det lyder jo umiddelbart fornuftigt, og det er klart, at kørebaner ikke kan være fuldstændig vandrette.

Men det forklarer jo ikke, hvorfor cykelstier skal hælde mere end bilkørebaner. Jeg forestiller mig, at der findes normer for den slags. Hvad siger de om kørebaners hældning?

Vejdirektoratet er kommet med følgende svar:

Ifølge de danske Vejregler, som er retningslinjer, der bruges ved anlæg af nye veje, skal både kørebaner og stier anlægges med tværfald for at sikre afvanding.

Veje anlægges normalt med et tværfald på 25 ‰, mens der anbefales 20-40 ‰ tværfald på cykelstier. Reelt vælges som regel også 25 ‰ tværfald til stierne, dvs. nye cykelstier anlægges oftest med samme tværfald som veje.

I forbindelse med kurver tilstræber man altid, at hældningen vender ind mod kurvens centrum, dvs. samme princip som bruges på cykelbaner, netop for at cyklisterne ikke skal få en fornemmelse af at kunne glide af vejen.

Når stien har et kraftigt længdefald, f.eks. for enden af en nedadgående bakke, anbefales et større tværfald. I dette tilfælde kan tværfaldet være op til 70 ‰, men igen anlagt, så hældningen 'vender den rigtige vej' i forhold til kurvens drejning.

Oplevelsen af at hældningen på cykelstier er større end på kørebaner, og i øvrigt til tider vender den forkerte vej, kan skyldes, at det er tale om gamle stier eller stier, der ikke er anlagt eller vedligeholdt i henhold til Vejreglerne.

Hvis en sti udgør et sikkerhedsproblem for cyklisterne, bestræber vejmyndigheden sig på, at løse problemet med det samme. Hvis det er mindre alvorlige problemer, bliver det rettet i forbindelse med de vedligeholdstjek, som Vejdirektoratet, eller anden vejmyndigged, udfører på cykelstierne.

Vejdirektoratet har ligesom kommunerne en ordning, hvor trafikanter kan gøre opmærksom på de problemer, de oplever på deres rute. Det kan man gøre via denne hjemmeside.

Vedligehold af cykelstier fastlægges af den enkelte vejbestyrelse og vil som regel være styret af resultatet af disse visuelle eftersyn kombineret med borgerhenvendelser.

En oplevelse af dårlig stand kan bunde i en helt reel (lav) prioritering, men kan også være påvirket af, at man som cyklist kan se skaderne på tættere hold og mærke dem mere på en cykel i forhold til skader på en vejbelægning, observeret fra en bil.

Samtidig har cykelstibelægninger en tyndere opbygning end vejbelægninger og er derfor mere sårbare over for ydre påvirkninger fra opgravninger, tunge køretøjer og vegetation.

I Vejdirektoratet fornyes cykelstibelægninger efter behov - reelt ca. hvert 20 år. I de senere år er der tilført en del midler til renovering af de højere prioriterede cykelstier, specielt i forbindelse med etablering af supercykelstier.

I forbindelse med Cyklens År 2022 vil der blive gjort en ekstra indsats med etablering af nye cykelstier og opgradering af de eksisterende.