Vores læser Tine Bisballe Nyeng har spurgt:

Hvorfor opstår der kulderystelser, når man har feber (temperaturstigning eller -fald) – og er det af samme grund, at der opstår rystelser i musklerne, når man overanstrenger sig – eksempelvis løfter noget tungt for længe ad gangen?

Rikke Krogh-Madsen, overlæge, ph.d. og seniorforsker på Rigshospitalets Center for Aktiv Sundhed, svarer:

Når kroppen oplever feber, er der som regel tale om en infektion.

Når f.eks. bakterier og vira møder kroppens immunsystem, bliver der produceret feberskabende stoffer – såkaldte pyrogener. Pyrogener signalerer til den del af hjernen, der regulerer kropstemperaturen (hypothalamus), og ændrer indstillingen for den indre standard til f.eks. 39 °C.

Kroppen vil herefter opregulere temperaturen på flere forskellige måder, da immunsystemet arbejder mere effektivt, når temperaturen stiger.

Hypothalamus sender signaler ud gennem det autonome nervesystem, som får musklerne til at trække sig sammen, hvilket skaber varme; det vi kender som kulderystelser. Dermed hæver temperaturen sig i resten af kroppen.

Kroppen holder på varmen ved at nedsætte blodgennemstrømningen i huden. Dermed bliver huden kold, og man fryser, men varmetabet mindskes.

Når temperaturen når det niveau, kroppens indre termostat er indstillet til, ophører man med at fryse.

Falder temperaturen, føles kroppen ekstra varm, og man oplever svedeture. Kun når temperaturen er stabil i hele kroppen, hverken fryser eller sveder man. Men når vi taler feber, taler vi kun temperaturstigning. Man får ikke kuldesrystelser ved temperaturfald, her begynder man blot at svede.

Årsagen til, at man i det hele taget får feber ved infektioner, er formentlig, fordi de hvide blodlegemer rekrutteres til lymfesystemet ved feber og derfra sendes ud for at bekæmpe infektionen. Rekrutteringen sker delvist, fordi blodgennemstrømningen øges ved feber, og delvist, fordi karrene ved feber udtrykker proteiner, der tiltrækker de hvide blodlegemer.

Mekanismen ved kulderystelser ved feber er ikke den samme, som ses ved de rystelser/kramper i musklerne, man kan se, når man overanstrenger sig.

Årsagen til disse kendes ikke fuldstændigt, men har formentlig at gøre med overanstrengelse af nervesystemet til musklerne, således at udtrætning af det nerveapparat, der vanligt sørger for, at musklerne ikke sammentrækkes for meget, vil gøre, at balancen i nervesystemet svækkes og dermed medføre muskelsammentrækninger.