Spørg Fagfolket: Hvorfor er fuger så svære at rengøre?
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Spørg Fagfolket: Hvorfor er fuger så svære at rengøre?

Illustration: Bigstock/Serenethos

Vores læser Anne Grete Rasmussen spørger:

Hvorfor findes der ikke rengøringsvenlig fugemasse til fliser?

Blandt andet skal fugemassen kunne tåle syre og grundrengøringsmiddel (pH over 9), og i køkkenet skal det kunne tåle universalrengøringsmiddel og ikke være fedtsugende.

Som rengøringsekspert for Bolius efterlyser jeg mere rengøringsvenlige materialer til boligen. Der findes flisefuge med epoxy (som ikke er særlig miljøvenligt) og noget fugefrisker, man kan smøre på.

Men hvorfor findes der ikke et miljøvenligt og rengøringsvenligt valg?

Læs også: Spørg Fagfolket: Hvorfor lugter betongulvet?

Kristian Kejser Mortensen, produktchef i LIP Bygningsartikler A/S, svarer:

Når det går galt med fuger, er det ofte, fordi folk ikke læser, hvad der står på deres rengøringsartikler.

Her vil det ofte fremgå, at man skal huske at mætte fugerne med vand, før man bruger rengøringsmidler på dem, da syren eller basen ellers vil hobe sig op i fugen og på et tidspunkt få den til at smuldre og krakelere.

Hvis man derimod mætter fugen med vand først, vil rengøringsmidlet kun virke på overfladen, hvor det skal. En mild afsyring med fosforsyre vil sagtens kunne bruges her.

Men nu holder cementbaserede fuger ikke evigt, uanset hvad. Cement består af 75 procent brændt kalk, så det vil unægtelig slide på dem i et eller andet omfang, hvis man bruger syre eller base på dem. Kalk har det bedst i pH-neutrale omgivelser.

Læs også: Spørg Scientariet: Hvordan bygger man ydermuren i gavl-til-gavl-byggeri?

Miljøvenlig epoxy er ikke god nok

Derfor bruger man ofte epoxy til f.eks. badeværelser eller industrikøkkener, som skal kunne tåle at blive spulet, for det tærer også på fuger.

I et almindeligt badeværelse vil en sådan epoxy holde til evig tid, mens den godt kan blive slidt og misfarvet i miljøer, hvor der bliver gjort meget rent eller højtryksspulet. Men de kan klare meget.

Problemet med epoxy er blot, som du selv nævner, at de ikke er helt gode for miljøet, da de kan indeholde toluen, xylen, formaldehyd og andre opløsningsmidler.

Det har man prøvet at imødegå ved at lave såkaldte hybrid-epoxy, som stadigvæk er cementbaserede, men som kan tåle lidt mere.

Men i vores øjne fungerer de ikke rigtigt, så efter at have set test har vi valgt ikke at bruge dem. De holder måske lidt længere, men ikke særlig meget længere, end de almindelige fuger, så det er for meget en halv løsning for os. Så hellere bruge epoxyen, som vi ved, holder i længden og ikke skal udskiftes.

Der er en del forskning på vej i materialer, som vi følger med i. På nuværende tidspunkt har vi dog ikke set gode nok alternativer.

Spørg fagfolket

Du kan spørge om alt inden for teknologi og naturvidenskab. Redaktionen udvælger indsendte spørgsmål og finder den bedste ekspert til at svare – eller sender spørgsmålet videre til vores kloge læsere. Klik her for at stille dit spørgsmål til fagfolket.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Hvis der er nogen der har et godt tip til hvordan man får lysnet mørkfarvede fuger, lytter jeg gerne. Jeg har engang oplevet på et badeværelsesgulv at en omgang syre fik løsnet kalk fra fliserne som derefter satte sig fast på fugerne og lysnede dem. Siden er jeg så flyttet og har nu et køkkengulv hvor lysegrå fuger er blevet meget mørke mellem vask og komfur og slet ikke passer til fliserne mere.

Har en idé om at hvis jeg kunne få aflejret noget kalk på de fuger, ville det klare arbejdet. Men jeg kan ikke få det til at sidde fast... Måske bare en lys cement?

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten