Spørg Fagfolket: Hvorfor er fuger så svære at rengøre?
Vores læser Anne Grete Rasmussen spørger:
Hvorfor findes der ikke rengøringsvenlig fugemasse til fliser?
Blandt andet skal fugemassen kunne tåle syre og grundrengøringsmiddel (pH over 9), og i køkkenet skal det kunne tåle universalrengøringsmiddel og ikke være fedtsugende.
Som rengøringsekspert for Bolius efterlyser jeg mere rengøringsvenlige materialer til boligen. Der findes flisefuge med epoxy (som ikke er særlig miljøvenligt) og noget fugefrisker, man kan smøre på.
Men hvorfor findes der ikke et miljøvenligt og rengøringsvenligt valg?
Læs også: Spørg Fagfolket: Hvorfor lugter betongulvet?
Kristian Kejser Mortensen, produktchef i LIP Bygningsartikler A/S, svarer:
Når det går galt med fuger, er det ofte, fordi folk ikke læser, hvad der står på deres rengøringsartikler.
Her vil det ofte fremgå, at man skal huske at mætte fugerne med vand, før man bruger rengøringsmidler på dem, da syren eller basen ellers vil hobe sig op i fugen og på et tidspunkt få den til at smuldre og krakelere.
Hvis man derimod mætter fugen med vand først, vil rengøringsmidlet kun virke på overfladen, hvor det skal. En mild afsyring med fosforsyre vil sagtens kunne bruges her.
Men nu holder cementbaserede fuger ikke evigt, uanset hvad. Cement består af 75 procent brændt kalk, så det vil unægtelig slide på dem i et eller andet omfang, hvis man bruger syre eller base på dem. Kalk har det bedst i pH-neutrale omgivelser.
Læs også: Spørg Scientariet: Hvordan bygger man ydermuren i gavl-til-gavl-byggeri?
Miljøvenlig epoxy er ikke god nok
Derfor bruger man ofte epoxy til f.eks. badeværelser eller industrikøkkener, som skal kunne tåle at blive spulet, for det tærer også på fuger.
I et almindeligt badeværelse vil en sådan epoxy holde til evig tid, mens den godt kan blive slidt og misfarvet i miljøer, hvor der bliver gjort meget rent eller højtryksspulet. Men de kan klare meget.
Problemet med epoxy er blot, som du selv nævner, at de ikke er helt gode for miljøet, da de kan indeholde toluen, xylen, formaldehyd og andre opløsningsmidler.
Det har man prøvet at imødegå ved at lave såkaldte hybrid-epoxy, som stadigvæk er cementbaserede, men som kan tåle lidt mere.
Men i vores øjne fungerer de ikke rigtigt, så efter at have set test har vi valgt ikke at bruge dem. De holder måske lidt længere, men ikke særlig meget længere, end de almindelige fuger, så det er for meget en halv løsning for os. Så hellere bruge epoxyen, som vi ved, holder i længden og ikke skal udskiftes.
Der er en del forskning på vej i materialer, som vi følger med i. På nuværende tidspunkt har vi dog ikke set gode nok alternativer.
