Spørg Fagfolket: Hvorfor er der forskellige afstandskrav til drikkevandsboringer?
Vores læser Morten Thomassen spørger:
Det undrer mig, at afstandskravet for sprøjtning med pesticider rundt om drikkevandsboringer kun er 25 meter. Det er endda for få år siden udvidet fra kun 10 meter, så vidt jeg er orienteret.
Samtidig er afstandskravet mellem drikkevandsboringer og nedsivningsanlæg for husstandsspildevand 300 meter. Dog kun 70 meter ved gunstige strømningsfohold i drikkevandsmagasinet.
Er der en faglig begrundelse for denne forskel mellem pesticider og husstandsspildevand?
Risikoen for, at nedsivende forurening rammer grundvandet, er vel den samme?
Læs også: Spørg Fagfolket: Hvordan renser man 170.000 ton forurenet jord?
Philip Grinder Pedersen
Risikoen for forurening af grundvandet er ikke den samme ved nedsivning af spildevand og pesticider.
Ved nedsivningsanlæg udnyttes jordens naturlige kapacitet til at omsætte organisk stof, og det er så at sige ’hensigten’, at der skal ske nedsivning. Derfor den forholdsvis store afstand på i udgangspunktet 300 m.
For pesticider er ’hensigten’ den modsatte: Pesticiderne skal være aktive oven over jordoverfladen og ikke nedsive.
Det håndteres gennem en streng godkendelsesordning, som betyder, at der kun må bruges midler, som ikke udvasker fra rodzonen (den øverste meter) ned til grundvandet i koncentrationer over kravværdien på 0,1 mikrogram/liter.
Læs også: Spørg Scientariet: Hvad sker der med gummiet, der bliver slidt af bildækkene?
Her sikrer 10 m- og 25 m-zonen en supplerende beskyttelse til den generelle godkendelsesordning, og der er desuden mulighed for, at kommunerne også i længere afstand fra boringen kan begrænse brugen af pesticider, hvis de vurderer, der er et konkret behov.
Det kan fx ske i de boringsnære beskyttelsesområder (BNBO) eller via en indsatsplan.
