

Vores læser Birgit Juhl Lyng har spurgt:
Jeg har engang hørt, at man kan se forskel på stjerner og planeter, fordi stjerner blinker lidt, og det gør planeter ikke. Er det rigtigt?
Lidt i samme boldgade spørger Helene Balslev:
Hvordan er man sikker på, om man iagttager en stjerne eller en satellit?
Jørgen Christensen-Dalsgaard, professor på Institut for Fysik og Astronomi, Aarhus Universitet, svarer:
At stjerner blinker, er ikke til at tage fejl af på en kold vinternat, og variationen af lysstyrken afhænger af vejrforholdene højt oppe i atmosfæren.
Det skyldes, at lyset fra stjernerne går igennem turbulente lag i atmosfæren, hvor variationer i forholdene bryder lyset. Og fordi stjerner har en meget lille udstrækning på himlen, ser vi den fulde effekt.
Planeter blinker ikke
Modsat er det rigtigt, at man ikke ser planeter blinke. Det skyldes, at de har en større udstrækning på himlen, så de er mindre påvirkede af uroen i Jordens atmosfære.
Lyset fra en planet går nemlig igennem lidt forskellige dele af atmosfæren for forskellige punkter på planetens skive, og det får effekten til at ’midle ud’, så der ikke er nogen blinken.
Med det menes der, at hvad vi ser med det blotte øje (hvor planeten jo ser ud som et punkt), er en middelværdi hen over planetskiven.
Slutteligt kan satellitter identificeres ved, at de flytter sig relativt til stjernerne; det er tydeligt inden for nogle få sekunder.
Det tager typisk nogle minutter for satellitten at bevæge sig hen over himlen, inden den ofte forsvinder ind i Jordens skygge.
- Denne artikel
- Spørg Fagfolket: Hvordan måler man spændingsniveauet mellem tektoniske plader?
- Spørg Fagfolket: Hvor meget salt får vi naturligt fra vores føde?
- Spørg Fagfolket: Hvorfor bygger man ikke et dige mellem Helsingør og Helsingborg?
- Spørg Fagfolket: Hvordan måler man en dynes bæreevne?
- Spørg Fagfolket: Hvordan laver man selv alkoholfri vin?
- emailE-mail
- linkKopier link

- Sortér efter chevron_right
- Trådet debat
Enighed kan være fint nok, det ændre imidlertid ikke på, at det eneste sted at finde planeter, er i månens baneplan. Det kan man så kalde døgnbue, ekliptika, zoodiakken etc.
Månens baneplan, døgnbue og Ekliptika er ikke det samme, selvom du gentager det.
Jeg vil ikke bruge mere tid på dén diskussion.
Enighed kan være fint nok, det ændre imidlertid ikke på, at det eneste sted at finde planeter, er i månens baneplan. Det kan man så kalde døgnbue, ekliptika, zoodiakken etc.Det bliver døgnbuen ikke mere relevant af i denne sammenhæng. Planeterne "flytter" sig jo...</p>
<p>enig! (igen).
Arhh. Mon ikke planeterne højst er 7° fra månens døgnbue.
Det bliver døgnbuen ikke mere relevant af i denne sammenhæng. Planeterne "flytter" sig jo i samme takt som Månen (når Jorden roterer).
Arhh. Mon ikke planeterne højst er 7° fra månens døgnbue.præcis: Det har jo intet med månens 'døgnbue' at gøre!
korrekt!Men så er vi tilbage ved start, hvordan man skelner planeter fra stjerner
Nu står der intet om, hvilke 'hjælpemidler' man 'må' bruge - udover det blotte øje(?).
Der findes udmærkede 'planetarie-programmer', som gør det meget nemt at identificere himmellegemer på computerskærmen - og på nattehimlen.
Jeg har i årevis brugt Cartes du Ciel, som fuldt ud tilgodeser mine behov.
Man kan bruge udelukkels metoden. Enhver kan finde nordstjernen, alt hvad der er under 60° fra den er ikke en planet.Ja. Men så er vi tilbage ved start, hvordan man skelner planeter fra stjerner :-)
(Men hvis man kan se to eller flere planeter (gerne med nogen indbyrdes adskillelse), kan man vel får en idé om Ekliptikas 'orientering'?).
Ja. Men så er vi tilbage ved start, hvordan man skelner planeter fra stjerner :-)
det ville jeg også mene! ;)For den utrænede er Månens øjeblikkelige placering på himlen nok også vanskelig at bruge til at udpege dens baneplan
præcis: Det har jo intet med månens 'døgnbue' at gøre!Med mindre man observerer med flere dages mellemrum
(Men hvis man kan se to eller flere planeter (gerne med nogen indbyrdes adskillelse), kan man vel får en idé om Ekliptikas 'orientering'?).
Solen, Månen og planeterne befinder sig på ekliptika.
Nu skrev jeg også bare som en tilføjelse, at det er Solen, der tegner ekliptika.
Det kommer så an på, hvad du mener med "på Ekliptika". Månens baneplan hælder 5 grader - eller 10 måne-diametre - i forhold til Ekliptika.
Da det er svært at se planeter, når solen er på himlen, er månen en bedre indikation, til hvor ekliptika befinder sig.
For den utrænede er Månens øjeblikkelige placering på himlen nok også vanskelig at bruge til at udpege dens baneplan. Med mindre man observerer med flere dages mellemrum.
Solen, Månen og planeterne befinder sig på ekliptika. Da det er svært at se planeter, når solen er på himlen, er månen en bedre indikation, til hvor ekliptika befinder sig.Dog er det Solen, der tegner Ekliptika.
Hvis det observerede object ikke befinder sig i det plan , hvor månen plejer at være, så er det ikke en planet.
Dog er det Solen, der tegner Ekliptika.
Hvis det observerede object ikke befinder sig i det plan , hvor månen plejer at være, så er det ikke en planet.
Slutteligt kan satellitter identificeres ved, at de flytter sig relativt til stjernerne; det er tydeligt inden for nogle få sekunder.
Så langt er det let at være enig.
Det tager typisk nogle minutter for satellitten at bevæge sig hen over himlen, inden den ofte forsvinder ind i Jordens skygge.
Okay, det gør planeter sjældent og stjerner aldrig, men man tænker ikke lige over, at det kan satellitter faktisk. Det lille ord "ofte". Jeg er bybo, så udsyn til nattehimlen begrænser sig oftest til (online) billeder.