Spørg Fagfolket: Hvordan orienterer selvkørende biler sig i snevejr?

14. januar 2019 kl. 11:106
Spørg Fagfolket: Hvordan orienterer selvkørende biler sig i snevejr?
Bus fra Autonomous Mobility på køretur i snevejret. Se video nederst i artiklen Illustration: Autonomous Mobility.
En læser undrer sig over, at selvkørende biler kan orientere sig i dårligt vejr. Dansk operatør af selvkørende busser forklarer, hvad de gør.
Artiklen er ældre end 30 dage

Vores læser Jørgen Hedelund spørger:

Som jeg har forstået det, bruger selvkørende biler vejens striber for at holde sig i egen vognbane.

Hvad sker der om vinteren, hvor hele kørebanen er hvid af sne?

Anne Rosa Simonsen, kommunikationschef hos Autonomous Mobility A/S, som importerer selvkørende løsninger til Norden og Baltikum, svarer:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der findes selvkørende køretøjer, som benytter vejstribning til at navigere. Mange ’almindelige’ nye biler har allerede i dag en funktion, der hedder ’lane keep assist’, hvilket betyder, at føreren får assistance til at blive i en vognbane, f.eks. på en motorvej. Det kræver selvfølgelig, at vejen er ryddet for sne.

Læs også: Spørg Scientariet: Hvorfor bliver sne tungere, når den smelter?

Vores selvkørende busser er dog eksempelvis ikke afhængige af at kunne aflæse vejens striber. De navigerer ud fra et indscannet tredimensionelt kort af omgivelserne og kører på en slags virtuelle skinner.

Hjælp fra lidar

Ved hjælp af nogle særlige lidarer (Light Imaging Detection And Ranging – en type sensor med radar) kan køretøjet hele tiden registrere omgivelserne i 360 grader i en 60 meters omkreds.

Sådan opfatter bussens lidarer omgivelserne. Illustration: Navya Group.

Er der noget, der afviger fra det lagrede kort, vil køretøjet automatisk tilpasse farten eller standse. Så vores køretøjer kan sagtens køre med sne på vejen. Det er forskelligt fra producent til producent, hvilke teknologier der benyttes, men de fleste bruger lidarer i et eller andet omfang.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Forud for den autonome kørsel kortlægges ruten således manuelt (mapping), hvorefter ruten ’renses’ for overflødig information og rettes til, mens virtuelle stoppesteder plottes ind på ruten. Efter den indledende mapping er bussen klar til at køre ruten autonomt på baggrund af det lagrede 3D-kort.

Påmonteret bussen er de otte lidarer, som genererer 2D- og 3D-billeder af omgivelserne i realtime og sammenligner disse med den information, som allerede er lagret i bussens system. Med bl.a. lidar-teknologien kender bussen sin position ned til tre centimeters nøjagtighed.

Læs også: MIT-teknologi skal bringe selvkørende biler ud på landet

Store snefnug kan forvirre

Så snart den autonome kørsel startes, kontrollerer køretøjet hele tiden, om de faktiske omstændigheder på ruten svarer til de på 3D-kortet gemte omstændigheder.

Registrerer bussen uventede objekter, mennesker og forhindringer på ruten, vil den enten sætte farten ned og afgive lydsignal eller standse helt – afhængigt af, hvorvidt objektet er i bevægelse og afstanden hertil.

Det betyder så også, at bussens lidarer kan blive forvirrede af vejrfænomener som meget store snefnug og nedfaldne blade. I praksis kan det betyde en mere afbrudt kørsel, fordi bussen registrerer disse som 'objekter', den skal vige for.

Men softwaren forbedres og forfines hele tiden til bedre at kunne skelne mellem objekter, den skal ignorere, og objekter, den skal standse for.

Se en video nedenfor, hvor vores bus kører autonomt på en snedækket testbane.

Remote video URL

6 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
6
28. januar 2019 kl. 10:39

De flest ny biler i dag kan detektere om det er glat. De registrerer julspind og hjulblokade ved bremsning, og justere herefter.

5
15. januar 2019 kl. 19:18

din gps har en nøjagtighed i størrelsesorden et par meter. så skulle du vælge at køre den forkerte vej på motorvejen så vil din gps ikke advare dig, men den ville tænke at det var en unøjagtihed og på sit kort placere dig i den rigtige bane i forhold til din retning.

3
15. januar 2019 kl. 10:33

Kan en selvkørende bil "se" om der er glat? Dernæst, hvordan forholder den sig til at der er glat?

2
14. januar 2019 kl. 18:24

Man kan udtrykke det således: "Det er vist et vidt(hvidt) begreb " Men min GPS ved præcist hvor jeg er og fortæller mig om jeg kører forstærkt og hvor jeg skal dreje. og en selvkørende kan også se hvad der er over sneen.

1
14. januar 2019 kl. 16:29

Hvad gør en menneskelig chauffør når han ikke kan se vejen?

Der er andre måder end vejens striber, og det skulle en autonom bil vel også laves til at kunne finde ud af. Jeg vil holde på, at en menneskelig chauffør må give op før en elektronisk, med alle dens sensorer og ting og sager.