Vores læser Morten V har spurgt:

Hvordan lander man på Månen? Når man skal lande på Månen, skal man vel bremse ned fra et omløb og så styre roligt ned. Hvordan foregår det?

Hvorfor er der en stor raketdyse under landingsfartøjet og ikke spor i sandet på Månen?

Ole J. Knudsen, kommunikationsmedarbejder og BSc på Institut for Fysik og Astronomi, Aarhus Universitet, svarer:

Man lander på Månen fra et kredsløb i lav højde. En raketmotor tændes, så den skubber på rumfartøjet i retningen modsat kredsløbsbevægelsen. Hermed kan man gøre hastigheden for lav til, at fartøjet kan holde sig i banen, og det falder ned mod overfladen i en krum bane.

Faldet kan bremses ved at tænde for raketmotoren i korte øjeblikke og i en passende retning. På den måde kan man manøvrere en smule til siderne ved at hælde rumskibet lidt, mens raketmotoren arbejder, og man kan lande lidt længere henne i banen ved at lade rumskibet 'svæve' på raketudstødningen, så man for eksempel – som ved landingen under Apollo 11 – kan undgå at dumpe ned i et krater.

I mange rumfilm ser man et rumskib 'flyve' med sving og drej ned mod landingspladsen på Månen, men det kan ikke lade sig gøre i virkeligheden. Månen har ingen atmosfære af betydning, så vinger fungerer ikke – kun raketmotorer. Også fremtidens landinger på Månen og på alle andre himmellegemer uden atmosfære vil foregå på den måde.

Prøv selv at lande

Man kan selv øve sig i at lande på Månen i mange forskellige computerspil (du kan feks. google 'månelanding'). Landingspladsen kan vælges inden for nogle snævre grænser, afhængigt af hvor meget brændstof man medbringer.

På billederne, som er taget på Månen inde under månelanderen, ser man ikke noget krater, som nogen måske kunne forvente. Ved Apollo-månelandingerne bevægede LM-månelanderen sig lidt på skrå ned mod måneoverfladen det sidste stykke, og desuden blev motoren standset nogle fod over overfladen, så fartøjet faldt det sidste lille stykke.

Desuden er der slet ikke tryk eller varme nok på udstødningsgassen fra raketmotoren til at danne et smeltet krater. På filmene fra landingerne ser man tydeligt, hvordan støvet bliver blæst ud til siderne lige før landingen, og det er der også spor efter under landingsfartøjerne.

Ved en landing på Mars eller en anden planet med atmosfære har man brugt faldskærme som supplement til opbremsning med raketter. I stedet for at tage farten af fra banen ind imod planeten kan man også bruge den øvre atmosfære til at bremse med – aerobraking. Det sparer en hel del raketbrændstof.

Billedet i toppen af artiklen viser området under Eagle; Apollo 11-månelandingsfartøjet. Man kan se en smule brunlig misfarvning fra raketudstødningen (som består af Aerozine 50-brændstof og dinitrogen tetroxide (N2O4) iltningsmiddel), men der er ikke noget krater fra udstødningen.