Vores læser Morten V har spurgt:
Hvordan lander man på Månen? Når man skal lande på Månen, skal man vel bremse ned fra et omløb og så styre roligt ned. Hvordan foregår det?
Hvorfor er der en stor raketdyse under landingsfartøjet og ikke spor i sandet på Månen?
Læs også: Spørg Fagfolket: Hvordan forestiller vi os, at interplanetarisk liv vil se ud?
Ole J. Knudsen, kommunikationsmedarbejder og BSc på Institut for Fysik og Astronomi, Aarhus Universitet, svarer:
Man lander på Månen fra et kredsløb i lav højde. En raketmotor tændes, så den skubber på rumfartøjet i retningen modsat kredsløbsbevægelsen. Hermed kan man gøre hastigheden for lav til, at fartøjet kan holde sig i banen, og det falder ned mod overfladen i en krum bane.
Faldet kan bremses ved at tænde for raketmotoren i korte øjeblikke og i en passende retning. På den måde kan man manøvrere en smule til siderne ved at hælde rumskibet lidt, mens raketmotoren arbejder, og man kan lande lidt længere henne i banen ved at lade rumskibet 'svæve' på raketudstødningen, så man for eksempel – som ved landingen under Apollo 11 – kan undgå at dumpe ned i et krater.
I mange rumfilm ser man et rumskib 'flyve' med sving og drej ned mod landingspladsen på Månen, men det kan ikke lade sig gøre i virkeligheden. Månen har ingen atmosfære af betydning, så vinger fungerer ikke – kun raketmotorer. Også fremtidens landinger på Månen og på alle andre himmellegemer uden atmosfære vil foregå på den måde.
Læs også: Spørg Scientariet: Hvorfor vender Månen altid den samme side til Jorden?
Den 20. juli er det 50 år siden, at Neil Armstrong satte rumstøvlen på Månen. Vi hylder begivenheden hen over ugen med nye og gamle månelækkerier fra redaktionen. Se artiklerne nedenfor, efterhånden som de bliver publiceret. Artikler i serien: Læs også: Månens dannelse er stadig et mysterium Læs også: 1969: Apollo 11 er klar til afgang Læs også: I aften drager Indien til Månen igen – nu med laserbevæbnet rover Læs også: 15 sjove anekdoter fra Apollo 11-missionen Læs også: T-1: Klik dig rundt og genoplev Apollo 11-missionen i realtid Læs også: Spørg Fagfolket: Hvordan lander man på Månen? Læs også: Spørg Fagfolket: Hvad skygger for Månen? Læs også: Spørg Fagfolket: Hvordan ser det ud, når man hopper på Månen? Læs også: Fra arkivet: Kommer vi tilbage til Månen igen? Læs også: Podcast fra arkivet: Månen trækker igen i verdens rumfartsnationer Læs også: Fra arkivet: »At sende den første europæer mod Månen bliver et historisk øjeblik« Læs også: Fra arkivet: Christian Rovsing fortæller om sin tid som Apollo-kommentatorSerie: Månelandingen – 50 år
Prøv selv at lande
Man kan selv øve sig i at lande på Månen i mange forskellige computerspil (du kan feks. google 'månelanding'). Landingspladsen kan vælges inden for nogle snævre grænser, afhængigt af hvor meget brændstof man medbringer.
På billederne, som er taget på Månen inde under månelanderen, ser man ikke noget krater, som nogen måske kunne forvente. Ved Apollo-månelandingerne bevægede LM-månelanderen sig lidt på skrå ned mod måneoverfladen det sidste stykke, og desuden blev motoren standset nogle fod over overfladen, så fartøjet faldt det sidste lille stykke.
Desuden er der slet ikke tryk eller varme nok på udstødningsgassen fra raketmotoren til at danne et smeltet krater. På filmene fra landingerne ser man tydeligt, hvordan støvet bliver blæst ud til siderne lige før landingen, og det er der også spor efter under landingsfartøjerne.
Ved en landing på Mars eller en anden planet med atmosfære har man brugt faldskærme som supplement til opbremsning med raketter. I stedet for at tage farten af fra banen ind imod planeten kan man også bruge den øvre atmosfære til at bremse med – aerobraking. Det sparer en hel del raketbrændstof.
Billedet i toppen af artiklen viser området under Eagle; Apollo 11-månelandingsfartøjet. Man kan se en smule brunlig misfarvning fra raketudstødningen (som består af Aerozine 50-brændstof og dinitrogen tetroxide (N2O4) iltningsmiddel), men der er ikke noget krater fra udstødningen.
