Vores læser Hardy Vie har spurgt:

Hvordan kan jeg forklare, at hvis der falder 15 millimeter nedbør som sne, så ligger sneen i 15 cm højde?

Desuden spørger Palle Rasmussen:

Jeg har gennem mange år målt nedbørsmængden i min have og lavet månedlige opgørelser – bare fordi jeg synes det er interessant. Jeg har dog et problem om vinteren, hvor en del af nedbøren falder som sne.

Jeg bruger så en hjemmelavet målemetode, og jeg vil nu gerne have en kommentar til, hvor pålidelig metoden er: Jeg bruger et fladt, firkantet fad, hvor jeg kan beregne arealet af den overflade i fadet, hvor sneen falder. Når der er faldet sne, tager jeg fadet ind og lader sneen smelte.

Den smeltede sne hælder jeg over i en traditionel vandmåler med mm-markering på siden. Jeg har beregnet, at overfladearealet af fadet er 12 gange større en overfladearealet i regnmåleren. Jeg dividerer så den målte smeltede sne med 12.

Vil den metode ikke give en nogenlunde rimelig måling af snemængden målt i mm?

John Cappelen, seniorklimatolog i DMI, svarer:

Når vi måler hvid nedbør i en regnmåler, er det altid i vandækvivalent, dvs. at den sne, der falder i nedbørmåleren smeltes til vand, og det er det, der måles.

Men mens sneen stadig er frossen, fylder den ganske rigtigt mere. Derfor måler vi også snedybde i cm og sneudbredelsen hver morgen i vinterperioden, og det sker ved et antal snestationer, der står rundt om i Danmark.

Mange typer sne

Sammenligner man de to målinger, siger man som tommelfingerregel, at en millimeter nedbør som sne svarer til cirka en centimeters snedybde.

Men der er mange typer sne, og sne kan have meget forskelligt vandindhold, afhængigt af under hvilke forhold sneen falder. Det giver store forskelle i snedybder og snetæthed.

Ny tør sne giver f.eks. en stor snehøjde og en lille tæthed og danner puddersne, der er velegnet til skiløb.

Sneens vandækvivalent – som er den mængde vand, sneen kan smeltes til – bruges tit i stedet for snedybde, da det er et mere præcist mål.

Sne er i øvrigt nedbør, der falder fra en sky i form af snekrystaller. Sne er dog ikke bare sne – der er f.eks. væsentlig forskel på frostsne, tøsne og slud.

I regn og slud

Når det er frostvejr ved jorden og i skyerne, falder sneen som frostsne. Den knirker og knaser, når man træder på den og er god til kælkning og skiløb.

Hvis temperaturen ved jordoverfladen er lige over eller lige ved 0 grader, smelter lidt af snefnuggene, og så dannes tøsne. Den er god til snehuler, snemænd og snebolde, fordi vandindholdet kitter sneen sammen til en fast masse.

Smelter de mindste af snefnuggene helt, vil nedbøren være en blanding af små vanddråber og våde snefnug, hvilket kaldes slud.

Til familien af sne regnes også kornsne, iskorn og isnåle. Kornsne er vinterens finregn, der aldrig har været iskrystaller. Iskorn er smeltede iskrystaller, der fryser igen til små iskugler.

Både kornsne og iskorn forveksles af mange med hagl. Isnåle, der er en helt speciel vinternedbør, findes kun i stille og meget koldt vejr under - 20 grader C.

Hvad angår hjemmelavede målemetoder, så smeltede man i gamle dage sneen i de manuelle nedbørmålere indenfor og hældte vandet over i det målebæger, der varede til nedbørmåleren, der havde en 200 cm2 opfang.

Man havde derfor to nedbørmålere, og om vinteren kunne man så tage hele måleren ind og sætte den anden op. Man havde også et snefang, man kunne sætte i måleren, hvor man i dag smelter den faste nedbør i måleren enten vha. af frostvæske, hvis det er en vejemåler, eller vha. af opvarmning hvis det er en vippeske-måler.

Hvad angår den konkrete hjemmelavede metode, har jeg ikke rigtigt nogle kommentarer til den. Det, man opfanger, skal bare svare til måleglassets graduering. Man kunne selvfølgelig også bare have en kasse med sider, man så tog ind i varmen, og når sneen var smeltet, kunne man måle højden af vandet i kassen i mm.